Der har altid været antisemitisme i Danmark, men siden 7. oktober-massakren mod Israel er hadet mod danske jøder eksploderet.
Primo 2022 lancerede Danmark sin første handleplan mod antisemitisme.
Primo 2023 lancerede Kulturministeriet nye planer for at komme antisemitismen i Danmark til livs.
Siden sin lancering, er Danmarks handleplan mod antisemitisme blevet kritiseret for at være utilstrækkelig og EU-undersøgelse har bekræftet at antisemitismen i Danmark er eksploderet.
I løbet af sommeren valgte regeringen at styrke handleplanen med 12 nye initiativer.
Nu har Dansk Jødisk Museum annonceret nyt samarbejde med Skoletjenesten – her er museets pressemeddelelse om det nye samarbejde:
Dansk Jødisk Museum styrker undervisningen, Dansk Jødisk Museum har indgået et treårigt partnerskab med Skoletjenesten – videncenter for eksterne læringsmiljøer. Partnerskabet skal styrke og udvikle museets undervisningspraksis og- kompetencer og skabe et fundamentet for en bæredygtig undervisningsenhed på museet. Projektet er støttet af puljemidler fra Slots- og Kulturstyrelsen.
Omdrejningspunktet for samarbejdet er undervisnings- og udviklingsprojektet ”Lilmod”, der er hebraisk for ”at lære”. Projektet skal udvikle ny praksisviden om didaktik og pædagogiske metoder, som kan anvendes inden for undervisning i dansk jødisk historie, om antisemitisme samt relaterede etisk udfordrende emner.
Undervisningen skal åbne for dialog om religiøse og kulturelle tilhørsforhold og medmenneskelig sameksistens i en kompleks verden. Museets genstande, udstillinger og unikke museumsarkitektur vil stå centralt i mødet mellem skoleelever og museets særlige fortællinger og unikke rum.
”Ambitionen er at udvikle Dansk Jødisk Museum som et uomgængeligt eksternt læringsmiljø, der gennem sin udstillings-, undervisnings-, og formidlingsvirksomhed bidrager til at styrke mellemmenneskelig forståelse hos børn og unge. Her er partnerskabet med Skoletjenesten afgørende
nødvendigt.
Vi tror på, at vi gennem oplysning, formidling og undervisning kan bidrage til at nedbryde fordomme, frygt og had og bygge bro mellem kulturelle, etniske og religiøse minoriteter, grupper og skel i samfundet”, siger Janus Møller Jensen, direktør i Dansk Jødisk Museum.
Formålet med partnerskabet mellem museet og Skoletjenesten er at udvikle undervisningspraksis og kompetencer på Dansk Jødisk Museum, for at styrke museets praksis og for at udvikle erfaringer, der kan deles bl.a. gennem Skoletjenestens aktiviteter og arrangementer og komme andre til gavn.
Konkret er målene, at der udvikles en pædagogisk profil og nye undervisningsforløb. De nye undervisningstiltag kan bidrage til at kvalificere kommende udstillinger og familieaktiviteter. ”Museer og andre eksterne læringsmiljøer kan være skatkister for skolerne med deres fascinerende historier, deres historiske genstande og deres ekspertviden. Men skatkisterne skal lukkes op for at skolerne kan bruge dem. Det gør vi nu sammen med de lærere, der skal bruge det aktivt, så Dansk Jødisk Museum kan bidrage til skolens vigtige opgave med at skabe dialog om religion, kultur og medmenneskelig sameksistens”, siger Marie Damsgaard Andersen, leder af Skoletjenesten.
Partnerskabet løber frem til 2027. Det er målet, at der vil blive skabt et fundament for en blivende udvikling af skole- og undervisningstilbud på museet efter projektperioden.