Erez-overgangen hvor flere tusind palæstinensere dagligt går igennem for at arbejde i Israel, har igennem flere år været et af de mest nøjagtige barometre i måling af Gaza indbyggernes følelser og tanker.
Den israelske journalist Ohad Hemo fra den israelske nyhedskanal N-12 taler arabisk og rapporterer dagligt om hvad der sker i det arabiske og det palæstinensiske samfund.
Abu Shadi er en medarbejder fra Gaza, der kender det israelske samfund ind og ud. Efter flere årtiers arbejde i Israel taler han et næsten perfekt hebraisk. Shadi fortæller: – Vi har ikke en fremtid, hvert/hvertandet år har vi runderne og det er os som betaler prisen. I det mindste har I Iron Dome og Mamad (sikrede rum) og I kan flygte nordpå væk fra raketangrebene. Vi forlader vores hjem til begravelsespladsen.
– Mine børn og børnebørn spørger mig om lyden af eksplosioner er fra jeres missilforsvar Iron Dome, der nedskyder raketterne fra Gaza eller om det er Palæstinensisk Islamisk Jihads raketter. Du ved aldrig hvilken retning de kommer fra – du sidder i huset med væggen mellem dig og raketterne.
Abu Shadi er en ud af 15.000 arbejdere fra den Hamas-kontrolleret enklave, der dagligt tager turen fra Gaza ind i Israel. Ifølge Israels sikkerhedsmyndigheder forventes antallet af palæstinensiske medarbejdere at stige til omkring 20.000.
De palæstinensiske medarbejdere bidrager via deres arbejde i Israel, måned efter måned med flere millioner kroner til Gaza’s økonomi og øget købekraft. Det menes også at være årsagen til at den iransk-støttet terrorgruppe Hamas som har kontrolleret Gaza siden 2007, ikke blandede sig i PIJ’s raketangreb mod Israel sidste weekend. Ifølge Shadi, er de skridt en dråbe i havet i forhold til de svære økonomiske forhold som indbyggerne i Gaza lever under med Hamas ved roret. Mindst 50% af indbyggerne er arbejdsløse og dem som har et job i enklaven tjener 70-100 kroner om dagen. At Hamas har sat skatterne op gør det ikke lettere. At protestere mod Hamas er livsfarligt.
Murad Alshekhni er en medarbejder fra Tupah-kvarteret i Gaza. Han fortæller at en almindelig palæstinensisk medarbejder tjener omkring 670 kroner om dagen i Israel. I Gaza ville han tjene 70-100 kroner om dagen, hvis han overhovedet kan finde et job der. Lønforskellen er enorm og muligheden for at arbejde i Israel er for mange en økonomisk redning.
– Vi vil have fred, vi vil leve, vi vil tjene til livets ophold. Jeg har intet at gøre med Palæstinensisk Islamisk Jihad. Jeg laver ikke andet end at spise, drikke og sove, siger Abu Mansour fra Gaza til Ohad Hemo, men han er på vej ind i Israel.
– Vi beder til G_d, og det er det. Det er ikke i vores hænder. Der er ingen beskyttelsesrum, vi står under tage og skure, fortæller Issa Alanhal, der også arbejder i Israel og tilføjer: – Palæstinensisk Islamisk Jihad lytter ikke til os – de modtager ikke instruktioner fra os.
I løbet af den seneste raketrunde fra Gaza, strandede flere tusind palæstinensiske medarbejdere i Israel. Derfor var medarbejdertrafikken ved Erez-overgangen roligere end normalt.
Ligesom ved de forskellige overgange i Judæa og Samaria (Vestbredden), er hightech’en også kommet til Erez-overgangen. Israels forsvarsmyndigheder er ved at opgradere sikkerheden, hvilket også vil komme de de palæstinensiske medarbejdere tilgode. Eksempelvis får medarbejderne nu udstedt smart-kort, en af dem får sit nye kort mens N-12 interviewer: – Jeg er den eneste, der forsørger min familie. Jeg deler min indkomst mellem alle familiemedlemmerne, fortællere Nasser Khalil og tilføjer: – Vi er mere end ti i familien, og hele den store familie er afhængig af mig, fordi der ikke er arbejde i Gaza. For Khalil er hans arbejde i Israel hvad der holder ham og hans store familie i live.
Øverst på Israels ønskeliste står håbet om at indbyggerne i Gaza vil lægge pres på terrorgrupperne via kritik og krav om en bedre tilværelse, siger Hemo.
Ifølge en anden palæstinensisk medarbejder, er folk i Gaza lettede over at Hamas ikke blandede sig og ikke angreb Israel med raketter sammen med PIJ. Til Hemo siger han: – Selvfølgelig er vi meget glade på alles vegne. Vi vil ikke have krig, vi ønsker ikke at nogen går in i krig. Vi blander os ikke med Palæstinensisk Islamisk Jihad (PIJ). Vi holder os langt væk fra dem – vi går fra vores hjem på arbejde og tilbage igen, det er det.
Ifølge Abu Ali, har indbyggernes pres i Gaza ingen indflydelse på PIJ: – De modtager ikke instruktioner fra os, de gør, hvad de vil.
Abu Shadi siger til Hemo: – Vi har en anden mentalitet end I har. I Syrien ville de erstatte præsident Bashar al-Assad, præsidenten erstattede folket. Derfor er det spild af tid og gode kræfter at satse på, at forandring vil komme indefra. Kun Israel kan ændre på hvad der sker i Gaza via de palæstinensiske medarbejdere som trækker flere penge ind i enklaven.
Der er ingen illusioner om at seneste krigsrunde er den sidste – alle ved det kun er et spørgsmål om tid, inden raketterne igen regner ned over israelske byer og Israel igen vil være tvunget til at bome terrormål i Gaza. Eneste håb er at det universelle rationale om at hvor der er penge og velstand, aftager kampviljen, slutter Hemo.
