15-årsdagen for Israels tilbagetrækning fra Gaza blev ledsaget af en bølge af smertefulde, personlige og politiske erindringer midt i en vanskelig debat om visdommen i Ariel Sharons pludselige politiske skift, skriver Gerald M. Steinberg som er professor emeritus i statskundskab ved Bar-Ilan Universitet og præsident for Institut for NGO-forskning i avisen Jerusalem Post.
Den seneste runde af sprængstofballon-angreb fra Gaza som brænder landbrugsjord og træer i Syd-Israel og runder af raketangreb, der sender tusindvis af israelere i beskyttelsesrum midt om natten, minder os om at israelernes håb om ro er en illusion, skriver Steinberg. Læs MIFF’s artikler om raketangreb fra Gaza mod Syd-Israel her.
I stedet for at bruge Israels tilbagetrækning fra Gaza som en mulighed for økonomisk udvikling og løfte befolkningen i Gaza ud af fattigdom, har de palæstinensiske ledere omdirigeret international hjælp til grænseoverskridende angrebstunneler og raketbrigader.
Ifølge Steinberg er EU’s rolle i processen stort set blevet glemt i det historiske tilbageblik, det samme er EU’s undladelse af at stille de garantier, som de lovede at opfylde i 2005. Læs MIFF’s artikler om hvordan dansk bistand til palæstinenserne misbruges til terrorangreb mod israelere her.
Efter Israels tilbagetrækning blev EUBAM (European Union Border Assistance Mission) udsendt til Rafah-overgangen mellem Gaza og Egypten. Udsendingen bestod af omkring 60 politi- og toldembedsmænd som skulle “hjælpe med at skabe fred i området”, tilsyneladende ved at overvåge trafikken og dermed stoppe våbensmugling ind i Gaza. Læs MIFF’s artikler om våbensmugling ind i Gaza her.
I henhold til aftalen mellem Israel og de palæstinensiske myndigheder (PA) ville EUBAM overvåge PA’s præstationer i forbindelse med driften af overgangen og havde myndighed til at beordre en genundersøgelse af personer og varer som passerede overgangen, hvis PA’s undersøgelser skulle vise sig at være utilfredsstillende.
Allerede fra begyndelsen var EU’s overvågning en fiasko og formåede overhovedet ikke at vise Europas potentielle bidrag til fred, i stedet demonstrerede den kløften mellem politisk snak og virkeligheden på jorden med konflikt og terror
Våbensmuglingen ind i Gaza fortsatte – den 30. december 2005, få uger efter deres første udsendelse, flygtede EUBAM-overvågerne fra Rafah-overgangen til sikkerhed i en israelsk militærbase, efter palæstinensiske politibetjente stormede overgangen i det, der i medierne og diplomatiske vendinger blev beskrevet som en ”Protestdemonstration”.
Tre måneder senere flygtede EU’s overvågerne igen efter kidnapnings-bølger af udlændinge i Gaza.
EUBAM-overvågerne vendte tilbage, men uden nogen egentlig overvågning, og da angrebene fra Gaza efter Israels tilbagetrækning eskalerede, var EU-overvågerne blot tilskuere. I juni 2006 resulterede et tunnelangreb fra Gaza ind i Israel, ikke langt fra EUBAMs post i, at to israelske soldater blev dræbt og den israelske soldat Gilad Schalit blev kidnappet af terrorgruppen Hamas. Læs MIFF’s artikler om det her.
Når Israel reagerede fordømte EU automatisk den “uforholdsmæssige anvendelse af magt” og “den humanitære krise, den havde forværret.” Læs MIFF’s artikler om Gaza her.
Året efter, i 2007 overtog styrker fra terrorgruppen Hamas med stor vold og magt Gaza – flere palæstinensere som var loyale over for Fatah blev dræbt, EUBAM forlod herefter Rafah-overgangen for altid, skriver Steinberg.
Med EUBAM’s afgang skulle Rafah-overgangen med Egypten lukke i henhold til betingelserne i tilbagetrækningsaftalen – som også blev gentaget af EU-talsmanden. Men efter terrorgruppen Hamas overtog magten i Gaza, var der intet som ændrede sig og dermed forsvandt også den begrænsede afskrækkelse mod indsmugling af våben til Gaza, terror og opretholdelse af sikkerhed.
I europæisk politisk folklore skyldes EUBAM’s fiasko – som alt andet forbundet med palæstinenserne, Israel, skriver Steinberg.
Akademikeren Benedetta Voltolini, der betragtes som ekspert i EU-politik, skrev, at missionen “led af de begrænsninger, som Israel havde pålagt, hvilket forhindrede EU i at [udføre] sit arbejde”. Ifølge Steinberg, slettede Voltolini beviser og citerede to politiske NGO’er uden sikkerhedsoplysninger og finansieret af EU (Gisha og Physicians for Human Rights Israel).
I virkeligheden forholdt det sig således at EU ønskede at få kredit for at have en aktiv rolle, men EU ønskede ikke at påtage sig ansvaret der følger med. EUBAM overvågerne flyttede til et hotel i den israelske by Ashkelon og derefter til et kontor i den israelske by Ramat Gan, hvor de i teorien fortsat er i beredskab her 13 år senere. EUBAM ”opretholder parathed til at blive omplaceret ved Rafah- overgangen, når den politiske og sikkerhedsmæssige situation tillader det med kort varsel.”
Du kan fortsat finde EUBAM’s hjemmeside og logo på internettet. I dag afholder EUBAM workshops om emner som “Adressering af behov for handicappede passagerer” – en værdig sag, skriver Steinberg, men langt fra det minimale bidrag til at stoppe terror og opretholde sikkerhed som EU blev betroet i 2005. I mellemtiden leverer europæiske skatteydere to millioner euro til EUBAM om året – i tilfælde af EUBAMs tjenester skulle gøre nytte på et tidspunkt…
– Denne historie er en del af EU’s arv og skal huskes, når embedsmænd som Josep Borrell, EU’s vicepræsident med ansvar for udenrigspolitik (han erstattede Frederica Mogherini) belærer israelerne om hvordan man kan skabe fred og hjælpe befolkningen i Gaza. Efter at have fejlet og være løbet væk fra den minimale opgave som EU påtog sig, synes en vis mængde europæisk ydmyghed og selvrefleksion at være passende, afslutter Steinberg.
