Ron Dermer, Israels ambassadør i USA, forsvarede Israels planer om at håndhæve suverænitet over Jordandalen og israelske bosættelser på Vestbredden i en artikel i Washington Post den 20. juni.
Ambassadøren indleder med den samme pointe som MIFF understregede i en artikel den 20. februar: Trump-planen angående Jordandalen er den samme som Israels tidligere premierminister Yitzhak Rabin skitserede. MIFF skrev:
«I 1994 fik Israels premierminister Yitzhak Rabin Nobels fredspris sammen med udenrigsminister Shimon Peres og PLO-leder Yasser Arafat. Rabin høstede bifald fra norske politikere, redaktører og kirkeledere for at give palæstinenserne selvstyre under Oslo-processen.»
26 år senere får Donald Trump massiv fordømmelse, til dels fra de samme politikere, redaktører og kirkeledere, selv om USAs præsident skitserede en lignende slutstatus-løsning som Rabin gjorde. I virkeligheden giver Trump-planen palæstinenserne meget mere end de nogen sinde kunne håbe på at få under Rabin.
Blot få uger før Rabin blev dræbt i november 1995 holdt han en tale i Knesset hvor han formulerede sin vision for en slutstatus-løsning: Palæstinenserne får en demilitariseret «enhed» med begrænset suverænitet i omkring 70 procent af Vestbredden og hele Gaza-striben. Israel beholder fuld suverænitet over et udelt Jerusalem, og annekterer Jordandalen og bosættelses-blokkene.
«Sikkerhedsgrænsen til staten Israel skal ligge i Jordandalen, i den bredeste betydning af udtrykket,» understregede Rabin.
«Vi skal ikke tilbage til 1967-linjerne. Vores mål er at opnå fred med en palæstinensisk enhed i territorierne i Judæa, Samaria og Gaza – men ikke langs linjerne fra før 1967,» sagde Rabin i en tale den 15. maj 1995.
Trump-administrationens kortskitse over en løsning følger næsten helt Rabins tanker, blot med den forskel at den giver palæstinenserne en stor ekstra fordel som Rabin aldrig ville drømme om eller godkende: Trumps kort lægger op til at Israel skal afgive to større områder af Negev-ørkenen som en udvidelse af Gaza-striben til boligområder, landbrug- og industriområder til palæstinenserne.»
Dermer påpeger at billedet af en to-statløsning har ændret sig efter Rabin. Mange kæmper for en to-statillusion som aldrig vil blive realiseret, i stedet for en to-statløsning som vil fremme fred.
– En udvidelse af israelsk suverænitet i dele af Judæa og Samaria vil ikke, som mange kritikere har hævdet, ødelægge en to-statløsning. Men den vil knuse to-statillusionen. Og ved at gøre det, vil den åbne dørene for en realistisk to-statløsning og få fredsprocessen ud af den blindgyde den er havnet i de sidste to årtier, skriver Dermer.
Ambassadøren minder om at skiftende israelske premierministre har prøvet at fremme fred med palæstinenserne, men gang på gang – helt tilbage til 1937 – har palæstinenserne afvist at få deres egen stat.
– De palæstinensiske leders afvisning kommer ikke som nogen overraskelse for dem som forstår at denne århundrede gamle konflikt aldrig har handlet om at etablere en palæstinensisk stat. Den har altid handlet om at afvise en jødisk stat, skriver Dermer. MIFF har i årevis udfordret palæstinensernes venner i Norge og Danmark til at give os navnet på én palæstinensisk politiker som acceptere at Israel kan forblive et nationalt hjemland for det jødiske folk – vi har aldrig fået et eneste forslag.
Læs også MIFFs artikel: Hanna Ziadeh til palæstinenserne – sig nu JA til “Palæstina”.
– Internationale ledere er fortsat med at ignorere roden af konflikten og fortsat deres fejlslående strategier, i håb om at løse slut-statusspørgsmålene, skriver Dermer. I stedet for at overbevise palæstinenserne om at indgå kompromisser, har internationale ledere godtaget at billedet af hvordan en to-statløsning skal se ud ændre sig mere og mere bort fra Rabins beskrivelse i 1995 til at være mere og mere i tråd med palæstinensernes krav.
– Ved hele tiden at flytte målstregen og ikke forvente noget af palæstinenserne, er to-statkonsensus blevet flyttet til et sted som umuliggør enhver fredsaftale. Mens verdensamfundets hukommelse er kort, har Israels folk ikke glemt at palæstinensernes respons til Baraks generøse fredstilbud var en terrorkampagne som dræbte mere end tusind israelere. Vi har heller ikke glemt at landområdet Sharon forlod i Gaza er blevet omdannet til en terrorbase som flere gange har tvunget millioner af israelere i sikkerhedsrum, skriver Dermer.
I 25 år har internationale ledere nægtet at indrømme at palæstinenserne aldrig var klar til en virkelig to-statløsning. Ved fortsat at flytte målstregen for at få palæstinenserne med, har de nu også mistet israelerne, argumenterer ambassadøren. Dagens «to-statkonsensus» er ikke mere end en to-statillusion. Derfor må Israel tage en anden kurs for at fremme fred.
Dermer mener Trump-planen kan fremme en ægte fred. Planen peger på hvad der er roden til konflikten – palæstinensernes uvilje til at anerkende Israel som en jødisk stat – og gør det klart at Israel har en gyldig, historisk og moralsk ret til Judæa og Samaria. Trump-planen tager også hensyn til Israels sikkerhedsbehov, ikke mindst ved at kræve at en palæstinensisk stat skal være demilitariseret.
– Trump-planen beder Israel om at gøre betydelige indrømmelser, inklusiv mere end en fordobling af det landområde palæstinenserne kontrollerer i dag. Men fredsaftalen som de forestiller sig vil give Israel forsvarbare grænser, sikkerhedskontrol vest for Jordanfloden, suverænitet over et samlet Jerusalem og løse det palæstinensiske flygtninge-spørgsmål udenfor Israel, skriver Dermer.
Når den palæstinensiske side nægter fredskitsen, og fortsætter med at nægte forhandlinger som de også gjorde under det meste af Barack Obamas præsidentperiode, planlægger Israel nu at udvide sin suverænitet over de områder som vil forblive en del af Israel i enhver realistisk fredsaftale. Israel kommer ikke til at håndhæve suverænitet over områderne som Trump-planen har afsat til en fremtidig palæstinensisk stat og Israel vil forpligte sig til ikke at bygge i områderne de kommende år.
Ambassadøren afslutter sin artikel således:
«Mange har argumenteret, inklusiv nogle af vores venner, for at Israel ikke skal gøre ensidige tiltag. Mange af de samme venner klappede i hænderne da Israels ensidig trak sig ud af Gaza i 2005, fordi de tog fejl og troede det ville fremme fred. Men det gjorde det desværre ikke. Det styrkede Hamas, satte Israel i fare og gjorde udsigterne til fred meget mindre.
Israel håber beslutningen om at håndhæve suverænitet i nogle dele af Judæa og Samaria vil have modsat effekt. Vi håber det vil vise palæstinenserne at et nyt århundrede med afvisning er en tabende strategi og at den jødiske stat er her for at blive. Ved at knuse to-statillusionen og fremme to-statløsningen, håber Israel det vil åbne op for en realistisk vej til fred.»
