Folketingsvalget nærmer sig – og resultatet kan bilve en venstreorienteret regering – se den seneste meningsmåling fra d. 21 maj her.
Visse partier støtter dansk anerkendelse af palæstinensisk stat
Flere danske partier går ind for en ensidig her og nu anerkendelse af en palæstinensisk stat. Du kan læse om Socialistisk Folkeparti (SF), Alternativet (ALT) og Enhedslisten (EL) i MIFFs artikler op til folketingsvalget 2019 her. Derudover er der fløje i Socialdemokratiet (S) som støtter anerkendelse af en palæstinensisk stat. I Radikale Venstres (RV) resolution fra 2018, kræver partiet at EU landene i fællesskab anderkender en palæstinensisk stat.
Politisk krav om anerkendelse nåede sit højdepunkt i 2011-2018
Især i perioden 2011-2018 forsøgte ovennævnte partier gentagne gange at få den danske regering til at anerkende en palæstinensisk stat. En hurtig søgning på Folketingets hjemmeside viser da også at partierne i perioden har haft særdeles travlt med at lægge pres på regeringen.
Modsatrettede udmeldinger fra Thorning-Schmidts regering
På Folketingets hjemmeside kan DFs spørgsmål til statsministeren og statsministerens svar læses i deres fulde længe – her bringes et kort uddrag:
Spm. nr. S 555
1) Til statsministeren af: Søren Espersen (DF):
“I Folketingets spørgetime den 4. november 2014, udtalte statsministeren bl.a. i sit svar til SF’s formand om dansk anerkendelse af Palæstina: »Vi ønsker en tostatsløsning, og vi ønsker en forhandlet løsning på konflikten. Og så snart der foreligger en tostatsløsning, er vi selvfølgelig parate til at anerkende Palæstina.« Også i andre offentlige sammenhænge har statsministeren udtalt noget sådant. Såvel i folketingssalen (under behandlingen af beslutningsforslag nr. B 21) som i flere andre offentlige sammenhænge (af mange, bl.a. i Politiken, den 11. december 2014) har udenrigsministeren dog en modsat opfattelse af, hvad der er regeringens politik, idet han slår fast, at: »En fredsslutning er ikke længere nødvendig for dansk anerkendelse af en palæstinensisk stat«.
Statsminister Helle Thorning-Schmidts svar:
“Jeg må sige til hr. Søren Espersen, at jeg ikke er bekendt med en sådan proklamation fra udenrigsministerens side. Jeg er fuldt ud bekendt med, hvad udenrigsministeren har sagt til spørgsmålet, om vi skal anerkende Palæstina nu, og det er meget tydeligt: Nej, det skal vi ikke. Tiden er slet ikke til at anerkende Palæstina, og det er ikke et mål i sig selv. Vi tager bestik af den situation, der måtte være på jorden, og vi kan jo ikke udelukke, at der engang i et fremtidigt scenarie vil være en situation, hvor vi sammen med andre EU-lande, som vi diskuterer det her spørgsmål meget med, vil finde det formålstjenligt for at skabe en levedygtig palæstinensisk stat, at det kan indgå som et led i, at der snarligt kommer en tostatsløsning. Jeg vil ikke stå og udelukke scenarier, men jeg synes jo, at det vigtigste for hr. Søren Espersen og det danske Folketing er, hvor vi står her og nu. Og vi er ikke i en situation, hvor vi ønsker at anerkende Palæstina nu.”
Mon Mette Frederiksen vil kunne klare presset?
Dengang kom statsministeren med et klart svar – nemlig at forudsætningerne for at anerkende Palæstina ikke var til stede endnu. Uanset diskussionerne mellem partierne i Folketinget er det afgørende at vores statsminister står fast på, at Palæstina ikke kan godkendes af Danmark forud for en færdigforhandlet aftale mellem Israel og palæstinenserne.
Hvis Mette Frederiksen bliver Danmark næste statsminister efter folketingsvalget d. 5 juni – må vi håbe hun i lighed med Thorning-Schmidt vil kunne modstå presset der givetvis vil komme fra partier som EL, SF og RV.
Nedenfor opridser vi kort, hvorfor Danmark og EU – skal holde igen med at anerkende Palæstina.
Anerkendelse uden fredsaftale vil gøre ondt værre
Vi kan ikke forudse fremtiden, men Palæstina er allerede blevet anerkendt som stat af 137 lande, hvilket ikke har stoppet blodsudgydelserne – tværtimod. EUs/ Danmarks anerkendelse vil sandsynligvis forværre situationen: Palæstinensiske terrorgrupper vil fortsat angribe Israel, Israel vil forsvare sig mod dem og voldsspiralen vil fortsætte.
Der er ingen tvivl om at anerkendelse af Palæstina uden den palæstinensiske ledelses anerkendelse af Israels eksistensret vil forhindre fremtidige fredsforhandlinger. Det skyldes først og fremmest at en ensidig anerkendelse af Palæstina er et brud på folkeretten. Desværre har 137 lande allerede overtrådt folkeretten, hvilket både er tankevækkende og bekymrende.
Brud på folkeretten
Indtil andet er aftalt, danner Oslo-aftalerne (1993-1995) og “Mellemøst- kvartettens roadmap” (2002) rammen for, hvorledes fredsprocesssen mellem parterne skal foregå. Det vil sige at aftalerne både er den internationalt anerkendte ramme for fredsprocesserne og folkeretten. Den 5. februar 2011 slog Mellemøst-kvartetten fast, at ensidige tiltag fra en af parterne forud for en forhandlet aftale ikke afgøre forhandlingernes udfald og: “vil ikke blive anerkendt af det internationale samfund”. Med andre ord er en stor del af det internationale samfund imod de 137 landes anerkendelse af Palæstina.
Konflikten mellem Israel og palæstinenserne rummer flere uløste problemstillinger -først og fremmest Jerusalem, flygtninge, grænser, bosættelser, sikkerhed og vand. Derfor løser anerkendelse af en palæstinensisk stat ikke uenighederne mellem parterne.
Juristen Peter Wertheim går i dybden med emnet i analysen: “Recognizing a Palestinian State before a Peace Agreement with Israel Undermines the International Rule of Law” (Jerusalem Center for Public Affairs, 2017-08-07).
Folkeretten slår fast at grænsetvister kun kan løses af konfliktens parter. En løsning mellem lande i konflikt med hinanden kan ikke gennemtvinges af aktører, som ikke er del af konflikten. Hverken Oslo, Washington, New York, Genève, Bruxelles eller København kan bestemme, hvor grænsen mellem Israel og en eventuel palæstinensisk stat placeres.
Israel og de palæstinensiske selvstyremyndigheder har indgået mere end 40 bilaterale aftaler mellem sig. Oprettes en palæstinensisk stat uden en færdigforhandlet aftale – bortfalder hovedparten af de allerede indgåede bilaterale aftaler mellem parterne. Hvis andre lande medvirker til det – vil det undergrave folkerettens integritet.
En anerkendelse af Palæstina før der foreligger en færdigforhandlet aftale løser ikke noget. Anerkendelsen af Palæstina fremmer ikke fred og vil ikke stoppe den lovlige besættelse – tværtimod vil en anerkendelse åbne et nyt kapitel i den lange konflikt mellem Israel og palæstinenserne.
Læs evt. vores dybtgående analyse
