Som du sikkert ved, vandt den israelske artist Netta Barzilai, Melodi Grand Prix (Eurovision Song Contest) i 2018. Derfor skal 2019’s konkurrence afholdes i Israel – og Tel-Aviv vandt udbudsrunden for næsen af Jerusalem.
Siden Netta Barzilais sejr, har boykotbevægelsen “BDS” forsøgt at få Eurovision til at flytte konkurrencen fra Israel, da man ikke vil give mulighed for at Israel kan “hvidvaske” sine mange påståede “forbrydelser” med farverig underholdning.
Eurovision har nægtet at flytte konkurrencen. Sangkonkurrencen begyndte i 1956, og Israel har været med i siden 1974. Der er ingen grund til at bryde med reglen om, at det land, som vinder i et givet år, er vært det efterfølgende år.
Så har BDS-folket forsøgt at få nationale radiofonier til at boykotte – også totalt uden held.
Det er lykkedes BDS at få flere artister til at protestere og nægte selv at deltage i Eurovisions landsfinaler (også selvom de måske aldrig ville være blevet valgt til at gøre det). Imidlertid har mange andre artister udtrykt støtte for festen. De vil holde underholdning og fester adskilt fra politik, uanset om de selv har en positiv eller negativ opfattelse af Israel – eller slet ingen mening. I Norge er der f.eks. 64 artister, som vil boykotte, men over tusinde, som vil være med.
I Danmark arrangerer BDS-folket en demonstration uden for Boxen, hvor den danske landsfinale bliver holdt lørdag den 23. februar.
De ved udmærket, at Danmark ikke vil boykotte Eurovision. Men, deres formål er at promovere BDS som en ”fredelig” måde, hvorpå man kan tvinge Israel til at ”opføre sig ordentligt”.
Det lyder godt, ikke?
Kan BDS mon fremme fredsprocessen?
Nej. Alle som boykotter Israel eller varer fra israelske bosættelser truer rent faktisk fredsprocessen fordi de fremmer afpresning i stedet for forhandlinger. De bidrager også til, at palæstinensernes chancer for en god og fornuftig fredsaftale bliver mindre, forklarer professor Alan M. Dershowitz.
Kan BDS gennemtvinge bedre forhold for palæstinenserne?
Nej. BDS bygger på hadefulde løgne, som BDS-folket selvfølgelig også vil sprede på lørdag. Men landet er ikke nær så slemt, som de siger – og som du måske har hørt.
Jamen, er Israel ikke en apartheid stat?
Nej.
– De som påstår at der er apartheid i Israel, aner ikke hvad de taler om. Enten så ved de ingenting om hvad apartheid er, eller også ved de ingenting om Israel. Apartheid-anklagen er en fabrikeret løgn, siger journalist Benjamin Pogrund. Pogrund kommer oprindeligt fra Sydafrika og var en god ven af Nelson Mandela. I Sydafrika arbejdede Pogrund som journalist i en apartheid-kritisk avis.
– Røde Kors kender udmærket til det regime som styrtede Sydafrika under apartheidperioden, og vores svar til alle dem som anklager Israel for det samme er: Nej, der er ikke nogen apartheid i Israel. Der er ikke noget regime, som tror på en overlegen race eller nægter grundlæggende menneskerettigheter til én speciel gruppe mennesker på grund af deres påståede underlegenhed. Det er en blodig national konflikt, hvor det mest fremtrædende og tragiske ved den er en årelang besættelse. Men det er ikke apartheid, siger Jacques De Maio, leder for Den internationale Røde Kors-komité i Israel.
Jamen, hvis ikke apartheid, er det ikke “apartheid-lignende”?
Nej.
I Israel inden for 1949-våbenhvilslinjerne er der nogen diskrimination – som der i øvrigt bliver arbejdet mod hele tiden. Og til trods for diskriminationen, klarer araberne i Israel og territorierne sig ret godt – ofte meget bedre end arabere i andre lande gør.
Der er problemer på Vestbredden. Israel har ifølge Oslo-aftalerne ret og pligt til at besætte store dele af området, hvilket betyder at en militærret skal bruges for nogle befolkningsgrupper, mens israelsk civilret skal bruges for andre. Det var aldrig meningen at dette arrangement skulle vare så længe – og det er en meget ulykkelig situation. Og alligevel er situationen ikke nær så slem, som den sommetider bliver beskrevet.
Her er blot tre eksempler inden for blot ét område, navnlig forholdene mellem Israels mange befolkningsgrupper (ca 21% af Israel.s 8,9 millioner indbyggere er ikke jøder) og mellem disse grupper og palæstinenserne i territorierne:
“Antallet af tilladelser for medicinsk behandling i Israel for palæstinensere fra Vestbredden stiger med 17%” – illustrerer et humanitært samarbejde mellem Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre siden 1995.
“Palæstinensere og israelere gik sammen på kondolencebesøg” – fortæller om palæstinensere og jødiske israelere, som arbejder mod hadefuld racisme, blandt andet via organisationen Tag Meir, og som gik på kondolencebesøg hos en familie, hvis 19-årige datter blev brutalt voldtaget og myrdet af en ung palæstinensiske mand fra Hebron.
“Den nye palæstinensiske ‘katastrofe’: Et butikscenter som ansætter palæstinensere” – fortæller om et butikscenter, bygget af den jødisk-israelske iværksætter Rami Levy, hvor både israelere (jødiske, arabiske, og andre) og palæstinensere (alle fra Judea, Samaria eller “Øst Jerusalem”) får beskæftigelse – og køber ind sammen.
Man kan godt undre sig over hvorfor, der er nogen, som endog ret voldsomt sætter sig imod disse muligheder. Tjah.
“Anti-normalisering”
Tankegangen om, at israeler og palæstinenserne ikke må have noget som helst positivt at gøre med hinanden hedder “anti-normalisering”. Den bygger på en slags teori om revolution: De undertrykte har “falsk bevidsthed”. “Behandlingen” sker ved, at de skal lide under maksimal elendighed, så de helt naturligt kommer til brænde for at bringe undertrykkerne ned.
Jovist kan det være vanskeligt at være sammen når der er store magtforskelle – og der er ingen tvivl om, at mange palæstinensere har det svært.
Men “anti-normalisering” gør, at der ikke arbejdes mod den undertrykkelse, som kommer fra palæstinensisk ledelse og arabiske lande, og som er langt mere massiv, end hvad Israel kan præstere af dårligdomme.
“Anti-normalisering” begrænser muligheder for udvikling, hvor folk kan hjælpe hinanden og opnå synergi.
“Anti-normalisering” gør, at mistillid og myter hober sig op, og den dag der er fred, er befolkningsgrupperne for alvor bebyrdet med had.
Hvad går så BDS egentlig ud på
BDS er måske det mest ekstreme eksempel på “anti-normalisering”, der findes.
Og den er rent faktisk rettet mod at nedlægge Israel som en jødiske nationalstat. Der findes desværre alt for mange virkeligt godtroende folk, som ikke har sat sig ind i, hvad bevægelsens ledelse egentlig mener – og i hvordan den internationale bevægelse er forbundet med netværk af mennesker og organisationer, som er alt andet end fredelige. Så vores råd er:
Hvis du ikke har noget imod, at Israel eksisterer, skal du holde dig væk fra BDS.
Og hvis du støtter BDS skal du være klar over, hvad deres mål egentlig er. Du skal også forstå, at hverken målet eller midlerne gør noget positivt for at hjælpe palæstinenserne – nærmest tværtimod. Så din støtte betyder, at du for enhver pris – også ved at medvirke til at skade palæstinenserne – vil bekæmpe Israel.
Støtter du Israels ret til at afholde Eurovision uden dæmonisering og chikane? Så del artiklen!
