« Besættelsen» er ikke problemet

Den Palestinensiske terror imod Israel er taget til, ikke på grund af Israels “besættelse”, men som resultat af, at “besættelsen” praktisk talt er slut.

Efraim Karsh (Foto: Youtube/BESA)
Professor Efraim Karsh (Foto: Youtube/BESA)
Dit medlemskab muliggør, at MIFF kan gøre meget mere for at afsløre løgn og dæmonisering, bringe sidste nyt om Israel og give israelske perspektiver i Danmark. 
Bliv medlem af MIFF nu

Det skriver den Israelsk-Britiske Historiker Efraim Karsh i en artikel offentliggjort mandag 4. juli 2016 (engelsk) på netsiden til The Begin-Sadat Center for Strategiske Studier (BESA).

Karsh er professor emeritus og grundlægger af Mellemøsten- og Middelhavsstudiet ved Kings College i London. Han arbejder også som Professor ved Bar-Ilan Universitetet i Ramat Gan i Israel, og er siden november 2016 centerdirektør ved BESA efter i flere år at have været seniorforsker samme sted.

Karsh indleder med at citere nogle udtalelser som kom fra Israelere i dagene efter at to palestinensiske terrorrister dræbte fire israelere i et skud attentat i Tel Aviv 8. juni (norsk).

– Mens blodet størknede på gerningsstedet for den sidste massakre i Tel Aviv, var byens talsmand hurtigt ude og udtrykke empati med terrorristernes motiver, skriver han.

Karsh citerer talsmandens ord som følgende: ” Vi er måske det eneste land i verden, hvor der lever i en anden nation under besættelse og uden civile rettigheder. Du kan ikke tvinge et helt folk ind i en besættelses-tilstand og håbe, at de vil komme til den konklusion, at alting er i orden.”

Denne forudsigelse blev hurtigt fulgt op af de sædvanlige israelske “håbs-sælgere”, fortsætter Karsh.

“Terrorismen vi fortsætte så længe det palestinensiske folk ikke ser noget håb i horisonten. Den eneste måde at håndtere terroren på, er ved at frigøre det palestinensiske folk fra besættelsen”, citerer han fra en leder artikel i den venstre orienterede avis Ha’aretz (engelsk – for abonnenter).

– Men det er netop dette Israel gjorde for tyve år siden, skriver han.

– Påstanden om at “besættelsen” er skyld i den palestinensiske terror modbevises af historien, dagens virkelighed og al logik.

– Israel har praktisk talt ikke haft nogen kontrol over den palestinensiske befolkning på Vestbredden og Gaza siden 1996. Forestillingen om, at terror er en naturlig reaktion mod besættelsen, er ikke bare ubegrundet, den er direkte modsat fakta, mener Karsh.

Oslo 1-aftalen

I principerklæringen for det palæstinensiske selvstyre (PA), også kaldet Oslo 1-aftalen (norsk), som blev underskrevet i september 1993 i en officiel ceremoni i USAs Hovedstad Washington, blev grundlaget lagt for den palestinensiske selvstyremyndigheds (norsk) kontrol over hele Vestbredden og Gaza striben.

Ifølge aftalen skulle Israel og palæstinenserne forhandle sig frem til en permanent fredsaftale i løbet af de næste fem år.

I maj 1994 havde Israel fuldført en tilbagetrækning fra Gazastriben (undtaget en mindre strækning med nogle få israelske landsbyer som blev evakueret i 2005), og fra Jericho området på Vestbredden.

– PLO´s leder Yasser Arafat ankom 1. juli 1994 til Gaza i triumf, og kort tid efter tog det ny oprettede palæstinensiske selvstyre, under Arafats ledelse, kontrol over dette område, fortsætter Karsh.

Oslo 2-aftalen

– Til trods for at PA udrettede et elendigt job med at slå ned på de palæstinensiske terror aktiviteter, underskrev Israel og PA den 28. september 1995 en midlertidig aftale (i Taba, Egypten), som blev kaldt Oslo 2-aftalen(engelsk) Ved slutningen af året var de israelske styrker trukket ud af Vestbreddens mest beboede områder, undtaget fra Hebron (denne omgruppering blev fuldført tidligt i 1997) Den 20. januar 1996 blev der afholdt valg til den palestinensiske lovgivende forsamling, og kort tid efter blev den israelske civile administration og det militære styre opløst.

“Fra idag findes der en palæstinensisk stat,” erklærede Arafats israelske rådgiver Ahmad Tibi dagen efter valget.

– Denne opløftende beskrivelse blev gentaget af den israelske miljøminister, Yossi Sarid, alt imens hovedarkitekten bag Oslo-aftalen, Yossi Beilin, erklærede at valget havde medført at den politiske proces ikke kunne bøjes.

Beilin var lettet over, at den israelske besættelse af de beboede palæstinensiske områder var afsluttet og sagde: “Vi er blevet befriet for en tung byrde. Jeg troede aldrig på, at besættelsen kunne blive oplyst. Det var nødvendigt at fjerne denne byrde for at undgå at blive gjort til skydeskive for alverdens organisationer, der ser på os som undertrykkere.”

– Lykkerusen var til at få øje på, skriver Karsh. Mens det geografiske område af den israelske tilbagetrækning var relativt begrænset (det overladte landområde udgjorde cirka 30% af Vestbreddens territorium),

Var indvirkningen på den palæstinensiske befolkning revolutionerende, fremhæver Karsh.

Palæstinenserne bliver styret af sine egne

– Med et slag opgav Israel kontrollen over så at sige alle de 1,4 millioner palæstinensiske indbyggere på Vestbredden, Efter den tid har næsten 60% af dem været under fuldt palestinensisk jurisdiktion (i område A). Omkring 40% bor i byer, landsbyer, flygtningelejre og områder, hvor PA udøver civil myndighed, imens Israel har det altovervejende ansvar for sikkerheden, således som Oslo 2-aftalen lagde op til (område B).

– Cirka 2% af Vestbreddens befolkning – nogle få titusinde palæstinensiske indbyggere – fortsætter med at bo i områder, hvor Israel stadig har fuld kontrol (områder C). Men også der håndhæver PA “funktionel jurisdiktion”, skriver Karsh.

– Siden begyndelsen af 1996, og særlige efter at PA fik kontrol over Hebron i januar 1997 (engelsk), har 99% af den palestinensiske befolkning på Vestbredden og Gaza-striben ikke levet under israelsk besættelse.

De hadefulde anti-israelske og anti-jødiske palæstinensiske medier (norsk artikelsamling) og skoler (norsk),og fremadbrusende religiøse autoriteters opildnelse til vold (norsk artikelsamling), er et klart bevis for at der ikke har været tale om en egentlig besættelse i disse år.

– Det betyder at forestillingen om, at terror er en naturlig reaktion på besættelse ikke kun er ubegrundet, men det er direkte modsat sandheden, skriver han.

Mange israelere er dræbt i palestinensisk terror

Karsh henviser også til at antallet af dræbte israelere i palestinensiske terror angreb er vokset dramatisk siden palæstinenserne fik kontrollen over Vestbredden og Gaza-striben.

– 210 israelere blev myrdet af palæstinensere i terror angreb i løbet af de første to og et halvt år efter at Oslo aftalen blev underskrevet i 1993, indtil regeringen, som blev ledet af  [det israelske] Arbejderparti, brød sammen i maj 1996. Dette antal drab var næsten tre gange så højt, som der hvert år, de foregående 26 år – gennemsnitligt – blev myrdet. Før det var det kun et lille antal israelere der blev dræbt i angreb som kom fra Vestbredden og Gaza-striben.

Karsh skriver at årsagen til det relative lave antal terror angreb i årene mellem 1967 og 1993 var, at Israel havde et effektivt modspil, befolkningens vigende bevidsthed om palæstinensisk nationalisme, og den dramatisk øgende levestandard som befolkningen oplevede under det israelske styre.

– Desuden blev omkring to trediedele af ofrene i årene 1994 til 1996 dræbt indenfor den “grønne linje” [våbenhvilelinjen fra 1967]. Dette var næsten ti gange så mange israelere som årligt blev dræbt i de foregående seks voldelige år under det palestinensiske oprør [den første Intifada, 1988-1994].

– I september 1996 optrappede Arafat konflikten ved at vende tilbage til åbenlys vold. Han udnyttede åbningen af en ny udgang til en arkæologisk tunnel under Vestmuren, jødedommens helligste sted, for at udløse optøjer – 17 israelere og omkring 80 palestinensere døde.

Den anden intifada

Karsh nævner også terrorkrigen (den anden Intifada) som Arafat startede i september måned 2000, kort tid efter at han havde fået tilbud om en palæstinensisk statsdannelse af den daværende israelske statsminister Ehud Barak (norsk)

– Fire år senere, da Arafat døde, havde hans krig – den blodigste og mest ødelæggende konfrontation mellem israelere og palæstinensere siden 1948 – kostet 1.028 israelere livet i rundt regnet 5.760 angreb. Det var ni gange så mange som det årlige dødstal før ”Oslo-epoken” blev indledt.

– Af disse, blev 450 mennesker (44%) dræbt af selvmordsbombere, en strategi som stort set var ukendt i årene før Oslo-aftalen. Til sammen er flere end 1.600 israelere blevet myrdet og over 9.000 såret siden principerklæringen blev underskrevet. Det er næsten tre gange så mange døde som gennemsnittet af de tidligere 26 år.

Karsh beskriver også i artiklen hvordan Gaza-striben er blevet omdannet til en base for terrorrister, som udgør en klar konstant fare for israelerne.

Vigtige spørgsmål

Hen imod slutningen af artiklen stiller Karsh nogle spørgsmål:

– Hvis man antager at besættelsen faktisk var årsag til terroren, hvorfor var der da så lidt terror mens Israel havde fuld kontrol over Vestbredden og Gaza? Og hvorfor steg terrorrismen drastisk samtidig med udsigt til at besættelsen skulle ophøre? Hvorfor eskalerede det til åben krig, efter at Israel gav de mest omfattende indrømmelser nogensinde?

– Man kan argumentere, at sandsynligheden er større for, at fraværet af besættelsen – det vil sige tilbagetrækningen af israelsk efterretning – har åbnet mulighed for at terrorist-krigen kunne sættes igang. Det var først efter Operation Forsvarsskjold (Defensive Shield) i 2002, at sikkerheden blev forbedret og den palestinensiske terror kampagne blev (midlertidigt) standset.

– Det er ikke “besættelsen” som er ansvarlig for fraværet af “håb”, men den århundrede lange palæstinensiske afvisning af jødernes ret til egens stat, som den blev beskrevet i Folkeforbundets Palestina-mandat i 1922, og i De Forenede Nationers delingsplan fra 1947. Så længe denne afvisning bliver tolereret, ja til og med opmuntret, vil ideen om palæstinensisk-israelsk fred forblive en fantasi, konkluderer Karsh til slut.

Noter, kilder, og henvisninger (med links)
Denne artikel er oprindeligt udgivet på norsk den 12. juli 2016. På dansk ved Inger Irene Hansen, marts 2018
DEL
Tidligere artikelSvar på fire ofte stillede spørgsmål
Næste artikelLøgnekort om “Det forsvindende Palæstina”
Du er velkommen til at kommentere på artiklen!

I vores kommentarfelt har Med Israel For Fred (MIFF) givet ytringsfrihed for medlemmer og modstandere siden 2001. Skriv dit indlæg med dit rigtige navn og hold dig til sagen. Chikane er uacceptabelt. Undgå alle former for spam. Brud på retningslinjerne medfører, at kommentarer bliver slettet eller at du bliver blokeret.

Geir Knutsen kom første gang til Midtøsten som FN-soldat i Libanon i 1984. Til sammen har han bodd i Libanon og Israel i over fire år. Han har vært medlem i MIFF siden 1988. Høsten 2013 begynte han i en deltidsstilling i MIFF og i full stilling fra januar 2016.