Rapporten fra Amnesty International, hvor Israel anklages for apartheid, er siden den blev udgivet blevet tilbagevist fra flere sider, blandt andet af israelske arabere. Det er bemærkelsesværdigt at Amnesty i deres 200 siders lange rapport har udeladt alle beviser på ægte apartheid. For er der god grund til at være bekymret over apartheid i Det hellige land, men den findes ikke der hvor Amnesty påstår, skriver Eugene Kontorovich i sit indlæg The Wall Street Journal.
Kontorovich er jusprofessor ved Antonin Scalia Law School og George Mason University og fremtrændende ekspert i international ret.
«Det afgørende kendetegn ved apartheid, som adskiller det fra generisk racediskrimination, er den rigide separation af grupper i det offentlige rum og i magtpositioner. Det er den adskillelse som er apartheid», skriver han.
Et tegn på apartheid kan således være en regeringspolitik som forbyder salg af ejenndom eller transaktioner med den ene gruppe mennesker. Apartheid sabes af en politik hvor du har egne zoner hvor den ene gruppe ikke må leve eller bo, med etniske homogene zoner og hvor man begrænser den ene gruppe til ghettoer. Man kan også betragte det som apartheid hvis en regering håndhæver en politik med udenomretslige henrettelser af medlemmer af en anden gruppe.
Den politik praktiseret i Judæa og Samaria (Vestbredden) og i Gaza, af de palæstinensiske myndigheder (PA) overfor jøder. Det som især gør anklagen om «israelsk apartheid» særdeles forargelig er at det ikke blot er en løgn, det er en inversion af sandheden. I alle områder under Israels kontrol, blander jøder og arabere sig frit og åbent. Men de palæstinensiske myndigheder har i flere årtier kontrolleret Gaza og det halve af Judæa og Samaria (Vestbredden), og alle områder under deres jurisdiktion er gjort jødefrie.
«Der findes ikke et eneste jødisk samfund som lever under palæstinensisk kontrol. Det er ikke fordi de ikke vil. Jødiske samfund eksisterer over hele verden og de ville definitivt eksisterer blot minutter fra Jerusalem hvis det ikke var for de palæstinensiske myndigheders (PA) politik om at ekskludere jøder og opfordre til vold og fordommer», skriver Kontorovich.
I henhold til palæstinensiske love er salg af ejendom til jøder en forbrydelse som kan straffes med døden, ofte uden en retssag. De palæstinensiske myndigheder anerkender heller ikke jøders ret til at eje ejendom. På palæstinensisk TV bliver der sagt at landet kun tilhører muslimer og at dem som sælger ejendom til jøder ikke kun forråder deres folk, men også deres religion.
I Israel derimod nyder arabere fuld ejendomsret, håndhævet af domstolene.
Kontorovich reagerer især på at Amnesty i deres rapport trækker flere eksempler frem på retslige processer, hvor jøder er gået rettens vej for at vise at de er de retmæssige ejere til ejendomme i Øst-Jerusalem, som eksempler på apartheid.
«I Amnestys alternative univers er der apartheid når jøder håndhæver ejendomsretten, men der er ikke apartheid når jøder nægtes retten til at eje ejendom. Den sydafrikanske regering brugte dødspatruljer mod de sorte. Den palæstinensiske regering betaler terrorister for at myrde jøder i terrorangreb – jo flere de myrder, jo flere penge får de. De fængsler de få modige palæstinensere som våger at kritisere dem», skriver jusprofessoren.
I alle de områder som kontrolleres af den palæstinensiske regering er jøder forhindret fra at bede ved deres hellige steder, til trods for de eksplicitte bestemmelser i Oslo-aftalen som kræver at de palæstinensiske myndigheder skal beskytte religiøs frihed, er jøder som vil besøge deres hellige steder komme midt om natten med bevæbnet beskyttelse.
Selv i områder der er under israelsk kontrol – eksempelvis Tempelpladsen som er jødernes helligste sted – forhindrer de palæstinensiske myndighederjødene fra at bede og truer med massevold hvis jøderne «besudler området medderes beskidte fødder», som de palæstinensiske myndigheders præsident Mahmoud Abbas udtrykte det.
Alt det er en del af en større vision. Den palæstinensiske grundlov definerer Palæstina som udelukkende en «arabisk nation», med islam som sin officielle religion og arabisk som eneste officielle sprog.
Samtidig fornægter palæstinensiske embedsmænd og lærere enhver jødisk historie og forbindelse til Israel. I Israel derimod, selv om Israel er det eneste land i verden med jødisk majoritet, er jødedommen ikke landets officielle religion. Både hebraisk og arabisk har officiel status som sporg. Alligevel påstår Amnesty at det at identificere sig som en «nationalstat» for et bestemt folk i praksis er apartheid – men det gælder kun for Israel.
«Apartheid er en forbrydelser defineret i internationale traktater. Ser man på det juridiske, selv de palæstinensiske myndigheders behandling af jøder er diskriminerende og er et brud på menneskerettigheder, er det umuligt at sige om det formelt kvalificerer til apartheid. Standarden for apartheid er sat så højt af det internationale samfund at det til dato kun er Sydafrika som anses for at være et apartheid regime. Men følger vi standarden som er implicit i Amnestys rapport, så er den palæstinensiske regering skyld i apartheid mot jødene», afslutter Kontorovich.