Vidste du i løbet af de seneste tre uger har Tyrkiet været involveret i et militært angreb på irakisk Kurdistan? Det har været brutalt. Tyrkerne, som har et af de stærkeste militære i verden, har brugt F-16, F-4 Terminator og andre frygtindgydende højteknologiske våben til at bombe kurdiske positioner i det nordlige Irak, skriver Brendan O’Neill i magasinet The Spectator.
Familier har måtte flygte fra deres hjem i terror. Deres levebrød er ødelagt.
– Vi bliver bombet dag og nat. Vores land bliver ødelagt. Vi kan ikke dyrke vores afgrøder, fortæller kurdisk bonde som oplevde bomberne på tæt hold.
«Det er uklart hvor mange er dræbt. Ifølge Tyrkiet er der tale om snesevis af angiveligt militante kurdere som er blevet dræbt eller fanget. Men har den asymetriske krigsførelse ført til store protester verden over?»
Har du set fodboldspillere som har viftet med det kurdiske flag i solidaritet med fordrevne og dræbte kurdere? Har du set sociale medier blive oversvømmet af rasende fordømmelser af «blodtørstige» tyrkere eller koge over af kærlighedserklæringer og bekymring for de brutaliserede kurdere? skriver O’Neill og fortsætter:
Det har ikke jeg. Men jeg har set en masse af det i forhold til Israel, konstant, hvert eneste minut af hver eneste dag – højlydte og stadigt mere selvretfærdige fordømmer af Israel for at være en afskyelig, ond, forbrydernation – en byrde for verden. Men når det kommer til tyrkernes seneste angreb mod kurderne? Ingenting. Ikke et pip. Bare fortsæt Tyrkiet – der er ingen som interesserer sig for det, skriver spaltisten i det britiske magasin.
«Der er et spørgsmål som hænger som en lang, mørk skygge over vestlige venstreorienterede og liberales rasende modstand mod Israel, og som jeg aldrig har fået et tilfredsstillende svar fra:
Hvorfor hader du Israel mere end nogen anden nation?»
Hvorfor er du mere rasende over israelsk militarisme end tyrkisk militarisme, eller saudiarabisk militarisme, eller amerikansk eller britisk militarisme for den sags skyld? Hvorfor er det «folkemord», «krigsforbrydelser» og «blodbad» når Israel handler overfor palæstinensiske militante, men ikke når Tyrkiet gør det mod kurdiske militante? Seriøst – hvad er svaret? spørger O’Neill.
Tyrkiet indtrængen i irakiske Kurdistan kaldes for Operation Claw-Lightning. operationen begyndte 23. april og er en del af Tyrkiets langvarige krig mod Kurdistans arbejderparti (PKK), den militante kurdiske organisation dedikeret til at skabe et uafhængigt Kurdistan, hovedsageligt baseret i det sydøstlige Tyrkiet og nordlige Irak.
Operation Claw-Lightning er en forlængelse af Operation Claw, et tyrkisk angreb mod irakiske Kurdistan som varede fra maj 2019 til juni 2020. Hundredvis af mennesker blev dræbt og såret under operationen. De nævnte operationer er blot de seneste som er i løbet af Tyrkiet 40-årige krig med kurdiske militante, som har kostet mere end 20.000 civile kurdere livet og 2500-4000 kurdiske landsbyer er blevet ødelagt.
«Så hvor er alle de omsorgsfulde mennesker på sociale medier som flager med det kurdiske flag? Hvorfor har [medierne] ikke vist chokerede reportere i irakiske Kurdistan som taler med familier som er blevet drevet på flugt fra deres hjem af tyrkiske bombardementer? Hvorfor er der ikke tusindvis af mennesker i gaderne som viser deres raseri mod Tyrkiet, som de har gjort mod Israel i forbindelse med deres seneste konflikt med terrorgruppen Hamas på Gaza?»
Det er intet rationelt eller normalt ved hadet mod Israel
Woke-bevægelsens besættelse af Israel er virkelig ekstraordinær. Vi er så vant til det nu at vi ser på det som værende normalt. Men det er ikke normalt. Der er militære spændinger og konflikter verden over som forårsager store lidelser – i Kurdistan, Yemen, Xinjiang – men ingen af dem udløser et raseri-refleks hos dydige mennesker i Vesten som overhovedet kan sammenlignes med det som Israels handlinger gør, skriver O’Neill.
Saudi-Arabien kan bombe en skolebusser og dræbe 40 børn, som en del af deres brutale krig i Yemen, og de fleste aktivister i Vesten vil ikke miste et sekund af deres nattesøvn. Men Israel behøver blot rulle et militært fly ud af hangaren før de står op tidligt om morgen, fjerner støvet fra deres palæstinensiske flag, laver plakater om at «Israel er onde» og tusindvis går ud i gaderne for at fordømme «den værste, morderiske apartheidstat».
«Ved sjældne anledninger forsøger de at retfærdiggøre deres besættelse med Israel, men det rimer bare ikke. Israel-Palæstina-konflikten har stået på i flere årtier og det er virkelig tragisk, siger de. Og Israel støttes af vores regeringer, så vi har et ansvar for at handle, insisterer de. Desuden okkuperer Israel palæstinensisk land og det må udfordres, argumenterer de.»
Men alle de ting kan også siges om Tyrkiet mod Kurdistan. Det er en meget gammel konflikt. Tyrkiet er en vestlig allieret; vi taler om et medlem af Nato. Og Tyrkiet okkuperer det som mange, mange mener er kurdisk land. Så igen, svar på spørgsmålet: Hvorfor fornærmer Israel dig mere end Tyrkiet gør? udfordrer O’Neill.
Bare for at være klar: Jeg sammenligner ikke Israel med Tyrkiet. Israel, i modsætning til Tyrkiet, står overfor en eksistentiel trussel. De er omgivet af fjender. Terrorgruppen Hamas er en ekstremistisk islamistisk bevægelse som har et grundlæggende charter fuld af antisemitisme. Hamas’ mål er ikke at opbygge en nationalstat, men derimod at straffe jøderne. Hamas har i maj måned angrebet israelske byer med mere end 4300 raketter, skriver O’Neill i teksten som ble publiceret lige før våbenhvilen mellem Israel og terrorgruppen Hamas trådte i kraft – læs HER.
Læs mere om terrorgruppen Hamas HER.
«Uanset hvad man måtte mene om PKK, så gør de ikke det samme på nuværende tidspunkt. Og alligevel er det Israel som kritiseres for at forsvare sig selv mod raketter affyret af en anti-jødisk terrororganisation, mens Tyrkiet ignoreres til trods for deres lange, stygge krig mod kurdiske styrker.»
Det bliver mere og mere klart for mig at der ikke er noget rationelt eller normalt ved hadet mod Israel som sporadisk fejer over Vesten. Israel er snare blevet en syndebuk for eliten, en nation som kynisk er blevet gjort til legemliggørelsen af ondskab af godgørende masser i Vesten, som har et desperat behov for afløb af deres raseri og indignation, skriver O’Neill og slutter:
«Hvis der findes en anden, mere overbevisende forklaring på dagens rasende anti-israelske sentimentalitet, så vil jeg gerne høre den. Men indtil den kommer, vil vi med rette kunne lure på om det ikke er et gammelt, mørkt had – uanset om man er klar over det eller ikke – som ligger bag det maniske had mod Israel.»
