Hvorfor bliver jøder hadet?

Mange har forsøgt at give forklaringer på antisemitisme. Jøderne er blevet hadet på grund af økonomiske faktorer, herskeres behov for en syndebuk, etnisk had, racisme, misundelse og religiøs intolerance. Men til syvende og sidst forklarer det ikke antisemitisme – det er blot eksempler på hvad der har forstærket antisemitismen.

• Læs om jødehadets historie i Europa her (norsk).
• Læs om jødehadets historie i arabiske lande her (norsk).

Men findes der en universel forklaring på jødehadets eksistens? Ja, det mener Dennis Prager og Joseph Telushkin. Følgende er en gengivelse fra deres bog Why The Jews? The Reason for Antisemitism som blev udgivet i 1983:

«Antisemitter har ikke været imod jøder fordi jøder har været rige – fattige jøder er blevet hadet lige så meget, det samme gælder stærke/svage jøder som er blevet udsat for antisemitisk chikane, jøder er blevet hadet fordi man påstod de har en ubehagelig personlighed – venlige jøder er aldrig blevet skånet af antisemitter. Antisemitter har ikke været imod jøder fordi herskende klasser har ladet jøder blive en lynafleder for arbejderklassens utilfredshed – førkapitalistiske og ikke-kapitalistiske samfund som Sovjetunionen og andre kommunistiske stater har været meget mere antisemitiske end kapitalistiske samfund.

Antisemitter har hadet jøder fordi jøder er jødiske. Kristne antisemitter stoppede med at hade rige jøder da de blev kristne. Det samme har været sandt for næsten alle andre antisemitter bortset fra nazisterne – som vi vil vende tilbage til senere.

Hovedforklaringen på antisemitisme er det som har gjort jøderne jødiske – jødedommen. Der er fire grundlæggende årsager til det og de handler alle om den jødiske udfordring mod værdierne blandt ikke-jøder.

1. I tusindvis af år har jødedommen bestået af tre komponenter: Gud, Torah og Israel, det vil sige den jødiske forståelse af Gud, jødisk lov og jøderne som folk. Jødernes loyalitet til en eller flere af de komponenter har været en hovedkilde til antisemitisme fordi det har gjort jøden til en outsider, og aller vigtigst – det er blevet set på af ikke-jøden (ofte korrekt) som en udfordring i forhold til gyldigheden af ikke-jødiske guder, love og/eller nationale loyaliteter.
   Jøderne blev en del af historien ved af bekende sig til den Gud, som de anså for at være den eneste Gud for hele menneskeheden, og dermed nægte legitimiteten af enhver anden gud. Siden er de ofte blevet anset for at være i krig med folks mest værdsatte værdier. Jøderne forstærkede det fjendskab mod sig selv ved at leve efter deres egne altomfattende love i tillæg til, eller til og med i stedet for, lovene blandt deres ikke-jødiske naboer. Og ved stadig at holde fast i deres egen nationale identitet i tillæg til eller i stedet for den nationale identitet blandt de ikke-jøder som de boede blandt, har jøderne skabt og intensiveret antisemitiske følelser.
2. Fra sine første dage har den vigtigste grund til jødedommens eksistens været at ændre verden til det bedre (sagt med ordene i en gammel jødisk bøn som fortsat gentages dagligt: «at gøre verden fuldkommen under Guds styre»). Det er forsøget på at ændre jorden, at udfordre guderne – uanset om de er religiøse eller sekulære, til samfundene omkring dem, og have moralske krav mod andre (selv når det ikke særskilt er gjort i jødedommens navn), har konstant været en kilde til spænding mellem jøder og ikke-jøder.
3. Som om det vi allerede har nævnt ikke var nok, har jødedommen også fra de tidligste tider lært at jøderne blev udvalgt af Gud til at tage ansvaret for at gøre verden fuldkommen. Denne lære om jødernes guddommelige udvælgelse har været en hovedkilde til antisemitisme.
4. Som et resultat af jødernes forpligtelse til jødedommen, har de levet et liv med højere livskvalitet end deres ikke-jødiske naboer i næsten hvert samfund de har levet i. Den højere livskvalitet er kommet til udtryk på forskellige måder. Bare for at nævne nogle eksempler: Jøder har næsten altid været bedre uddannet, jødiske familier har ofte været meget mere stabile, jøderne hjalp hinanden betydeligt mere end deres ikke-jødiske naboer hjalp hinanden, og der har været meget mindre sandsynlighed for at jøderne blev fulde, slog deres koner, forlod deres børn og lignende. Som et resultat af de faktorer, var livskvaliteten hos den gennemsnitlige jøde – uanset hvor fattig, været højere end livskvaliteten hos en sammenlignbar ikke-jøde i samfundet.
   Den højere livskvalitet blandt jøder kommer som et direkte resultat af jødedommen. Den har udfordret ikke-jøder og provokeret misundelse og fjendskab. Også på den måde har jødedommen været kilden til antisemitismen.»

Eftersom det var jødernes jødedom som blev oplevet som en trussel af ikke-jøder, kunne jøderne gennem historien «flygte» fra forfølgelse ved at konvertere til samfundenes største religioner (typisk kristendom og islam). Nazisterne nægtede jøderne den flugtmulighed, ved at forfølge efterkommere af jøder (selv om de havde konverteret til forskellige kristne retninger, fordømte zionismen (jødernes nationalbevægelse) og beviste deres loyalitet mod hjemlandet). Nazisterne mente at jøderne aldrig virkelig kunne blive ikke-jøder.

Videre skriver Dennis Prager og Joseph Telushkin:

«At det er jødedommen, i stedet for race og økonomi, som er roden til antisemitismen, er også en forklaring på hvorfor totalitære regimer altid er antisemitiske. I deres natur forsøger totalitære regimer at kontrollere hele livet hos deres indbyggere og kan derfor ikke tolerere ukontrollerede religiøse eller nationale udtryk, som begge er en del af jødedommen.»

Antisemitternes reaktion på «det jødiske problem» har typisk været at kræve konvertering. Hvis jøderne nægtede at gøre det, blev de mærket, samlet i ghettoer, udvist eller myrdet.