Israels ældste Holocaust-overlevende er gået bort i en alder af 107

Yehuda Aharon Widawski overlevede mod alle odds og blev 107 år. (Foto: Yad
Yehuda Aharon Widawski mistede det meste af sin familie i Auschwitz. Efter Anden Verdenskrig lavede han Aliyah til Israel og stiftede en stor familie.

Mod alle odds overlevede Yehuda Aharon Widawski ghetto Łódź og Auschwitz. I søndags døde han 107 år gammel.

Yehuda var den ældste Holocaust-overlevende i Israel og han havde dedikeret årtier af sit liv til at istandsætte jødiske grave i Polen.

Yehuda blev født i Polen i 1919, efter nazisterne invaderede Polen blev han spærret inde i ghetto Łódź sammen med sin familie. Senere blev han deporteret til Auschwitz, hvor han mistede sine forældre og de fleste af sine søskende.

Yehuda og hans bror Jehoszua overlevede doktor Josef Mengele selektion (også kendt som dødens engel).

Efter 8 dage blev de to brødre sendt til arbejdslejren Friedland, hvor de blev befriet af Den Røde Hær i 1945.

Efter krigen hjalp han den paramilitære organisation Irgun med at skaffe våben i Europa. I 1950 lavede han Aliyah til Israel, hvor han bosatte sig på landet og stiftede en stor familie. Yehuda efterlader sig børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn.

Fra slutningen af ​​1970’erne rejste Yehuda gentagne gange til Polen, hvor han opsporede og restaurerede flere jødiske begravelsespladse, der var blevet forsømt og skændet. Han arbejdede også for at bevare de historiske gravsten.

I 2012 blev han i anerkendelse for sit arbejde, udvalgt til at tænde faklen ved den statslige ceremoni på Holocaust-mindedagen i Yad Vashem.

Yehuda bevarede sit skarpe intellekt og sit varme sind helt til det sidste.

– Det var med sorg, at jeg modtog nyheden om, at Yehuda Aharon Widawski er gået bort – må hans minde være en velsignelse – en overlevende fra Auschwitz og nazisternes lejre, er gået bort i en alder af 107 år. Da han var 104 år, havde jeg fornøjelsen af ​​at byde Yehuda og hans vidunderlige familie velkommen i præsidentboligen. Jeg blev rørt over at høre ham fortælle sin livshistorie og tale om sin beslutning om at vende tilbage til Polen efter mange år for at lede efter sin bedstemors grav. Den søgen blev hans livsværk, sagde Israels præsident Isaac Herzog.

Det vurderes, at Yehuda har hjulpet med at identificere over 3.000 jødiske grave i Polen.

Yehuda sagde engang, at hans hævn over nazisterne var, at de tabte, og at vi har staten Israel. Hans liv var i sandhed et enestående vidnesbyrd om sejren for livet, erindringen og genopbygningen. Må Yehudas minde være en velsignelse, sagde præsident Herzog.

Præsident Isaac Herzog sammen med Yehyda Widawski i 2024. (Foto: Præsidentens kontor)