Den nye periode i Knesset betyder stor udskiftning blandt Israels folkevalgte. Mange af de nye medlemmer blev politisk engageret efter 7. oktober-massakren mod Israel i 2023.
I dag tages Israels 26. Knesset i ed i Jerusalem. 120 folkevalgte tager plads i Israels parlament, og 46 af dem er nye, skriver Times of Israel.
Only in #Israel #Knesset❤️ https://t.co/eZpovt6UPR
— Med Israel for fred – Danmark (@miffdk) November 10, 2026
Ceremonien begynder uden for Knesset med æresgarde og militærorkester. Præsident Isaac Herzog vil lægge en krans til minde om faldne soldater og terrorofre.
Derefter følger den traditionelle edsaflæggelse, officiel fotografering og taler.
Flere af de 46 nye medlemmer er direkte præget af 7. oktober 2023 og den efterfølgende krig. Blandt dem er pårørende til dræbte og tidligere gidsler samt reservister fra hæren.
For Likud træder blandt andre Tali Gvili ind. Hun er mor til politimanden Ran Gvili, der blev myrdet under 7. oktober-massakren.
Likud får også Elisha Madan ind i Knesset. Han er IDF-reservist og mistede begge ben under kampe i Gaza.
Blandt de nye medlemmer er også Tzvika Mor fra Religious Zionism. Han er far til Eitan Mor, der sad som gidsel i Gaza i over to år, før han blev frigivet.
Omri Ronen fra The Democrats er reservist og aktivist.
Også Sharon Sharabi er valgt ind for Yisrael Beytenu. Han er bror til det tidligere gidsel Eli Sharabi og til Yossi Sharabi, der blev dræbt i fangenskab.
Sammensætningen af det nye Knesset spænder vidt i både alder og erfaring.
24-årige Yonatan Shalev fra Yachad skriver historie som Knessets yngste medlem.

24-årige Yonatan Shalev er det yngste Knesset-medlem nogensinde. (Foto: Flash90)
I den anden ende af aldersskalaen sidder 78-årige Haim Katz fra Likud.
Det nye Knesset åbner midt i kampen om regeringsmagten.
Benjamin Netanyahu og Knesset-formand Amir Ohana deltager i ceremonien, men det er Yashar-leder Gadi Eisenkot, der for nylig fik mandat til at forsøge at danne Israels næste regering.
Koalitionsforhandlingerne fortsætter derfor samtidig med, at det nyvalgte parlament tager hul på en ny periode.







