MIFF til KU-lektor: Dit slide er ikke sjovt

En KU-lektor indledte sin undervisning på KU's juridiske fakultet med drømmen om død over Israels forsvarshær (IDF). (Foto: Privat, delt af folketingsmedlem Christian Vigilius, Konservative)
Hvor er vi henne hvis vores undervisere, der finansieres af vores skattekroner, bruger deres stilling til at sprede anti-israelsk propaganda?

For få dage siden kunne MIFF fortælle at Lino Vogt, der er ekstern lektor på Københavns Universitets juridiske fakultet, havde smækket følgende slide op på væggen for sine studerende:

En KU-lektor indledte sin undervisning på KU’s juridiske fakultet med drømmen om død over Israels forsvarshær (IDF). (Foto: Privat, delt af folketingsmedlem Christian Vigilius, Konservative)

Hvad betyder Death to the IDF?

Israels forsvarshær (IDF) beskytter alle indbyggere på tværs af religion, etnicitet, fysiske eller psykiske udfordringer, køn og politik. 

Over 20% (omkring 2 mio) af Israels indbyggere er ikke-jødiske israelere. Den jødiske stat er faktisk et af de mest blandede samfund i verden. Gå en tur i gaderne og du vil høre sprog fra hele verden. 

Derfor er IDF meget mere end Israels forsvarshær. IDF har en meget vigtig samfundsmæssig opgave som et springbræt for israelske minoriteter – eksempelvis israelske-arabere, israelske-beduiner, minoritetskvinder, fysisk- og psykisk udfordrede israelere og ikke mindst unge jøder og unge israelere, der er født i udlandet og vælger at melde sig frivilligt til IDF-tjeneste. For dem er IDF en enestående mulighed for at få unikke kvalifikationer og sociale kompetencer som de vil kunne bygge videre på i livet. For de socialt udsatte eller unge, der kommer fra ødelagte familier, er IDF ofte deres bedste redning. I IDF får de unge mulighed for at omskrive deres fremtid til det bedre. 

Som KU-lektor har Lino Vogt et skærpet ansvar for at sætte sig ind i betydningen af de budskaber, som han deler med sine studerende. Han har også et skærpet ansvar for at sætte sig ind i virkeligheden i Israel, før han udtaler sig om verdens eneste jødiske stat. Hans ansvar bliver ikke mindre af, at han underviser og former fremtidens jurister, advokater og dommere, der vil få en afgørende rolle i vores samfund. 

KU-lektoren er ikke enig med Københavns Universitet om, at hans brug af sloganet Death to the IDF i sin undervisning var uacceptabel.

Til JNS siger han om sloganet: – Det skal forstås som ikke-voldelig modstand i en humoristisk sammenhæng.

Lektorens fortalte også at sloganet blev vist “i en humoristisk kontekst” ment som en “sjov fortolkning, der fungerer som ikke-aggressiv kritik”.

Til Berlingske Tidende, siger Inger Støjberg (DD): – Antisemitismen viser igen sit grimme ansigt på Københavns Universitet.

Flere studerende talte om sagen med Uni-Avisen. En af dem sagde: – Jeg synes, det var over grænsen at vise billedet. Men jeg tror, at folk var bange for at sige noget højt.

Ifølge Københavns Universitet, tages hændelsen meget alvorligt. Det vides ikke om den vil få konsekvenser for den eksterne lektor.

Lektorens argument om at sloganet “skal forstås som ikke-voldelig modstand i en humoristisk sammenhæng”, er så absurd at det skriger til himlen. Især efter 7. oktober-massakren mod Israel, hvor jøder og israelere ikke længere føler sig trygge på universiteterne. Læg dertil at den pågældende lektor underviser jurastuderende, der vil få en vigtig rolle i fremtidens Danmark. 

Lektoren har ret til at have sine personlige meninger om Israel og jøder, men de må ikke blive en del af hans undervisning. Hvor er vi henne hvis vores undervisere, der finansieres af vores skattekroner, bruger deres stilling til at sprede anti-israelsk propaganda?

Der er intet sjovt ved sloganet Death to the IDF!