På Holocaust-mindedagen holdt Morten Dahlin en tale til minde om de 6 millioner jødiske ofre for historiens værste forbrydelse mod menneskeheden. Kirkeministeren delte sin tale på Facebook og blev chokeret over responsen. Til B.T. fortæller han, at han blev mødt af »afskyelige kommentarer«.
Den 27. januar blev Holocaust-mindedagen markeret verden over. I Danmark blev dagen også markeret og den forbindelse holdt kirkeministeren en tale til minde om Holocaust-ofrene.
I sin tale advarede ministeren om hadet mod jøder, der er eksploderet i Danmark siden 7. oktober-massakren mod Israel i 2023. Massakren var den værste mod jøder siden Holocaust.
Om responsen på hans tale, utaler kirkeministeren til B.T.: – Det er rendyrket antisemitisme. Og der er fuld plade på alle konspirationsteorier og uhyrligheder.
Her er nogle eksempler på, hvad folk skrev på hans Facebook-side:
»En vis herre, hans navn starter med H, skulle have gjort arbejdet færdigt i sin tid«.
»Go Adolf! One more time. We miss you!«
Kirkeministeren fortsætter: – Prøv at tænke, at man kan sidde i 2026 og skrive sådan noget på sociale medier. Man må være et fuldstændig afsporet menneske. Men det er desværre ikke unikt. Det er jo noget, der florerer derude.
Der var også dem, der kaldte Morten Dahlin »Israel-slave« og andre antisemitiske udtryk. Derudover blev der spredt konspirationsteorier om, at kirkeministeren og andre, der kæmper imod antisemitisme, får penge fra jøder og Israel.
Om konspirationsteorierne, siger Morten Dahlin: – De her kommentarer bygger jo på konspirationsteorien om, at der sidder en eller anden rig, jødisk elite og styrer hele det politiske system.
De mange antisemitiske kommentarer fylder meget hos kirkeministeren. Han tilføjer, at de fylder ham med en »blanding af tristhed og vrede«. Morten Dahlin understreger, at: – Jeg holdt en tale for at mindes ofrene for holocaust, en begivenhed, som jo er definitionen på menneskelig ondskab. 6 millioner jøder blev dræbt. Det burde være noget, som vi alle sammen kan tage afstand fra og være enige om ikke skal gentage sig. Alligevel er der nogen, som på sådan en mindedag finder anledning til at skrive, at Hitler skulle have slået flere ihjel.
Kirkeministeren er glad for de aftaler, der er faldet på plads i regeringen for at eksplosiv antisemitisme til livs, og tilføjer, at han er klar til at »bringe hele demokratiets arsenal i spil«.
Morten Dahlin slutter: – Det her er en meget vigtig prioritet for mig. Det er det for regeringen. Vores jødiske medborgere er en fast og værdsat del af Danmark. Vi bliver nødt til at slå fast, at man skal kunne leve et liv som jøde i Danmark i både frihed og tryghed.
Her er kirkeministerens klip fra hans Facebook-side:







