Bliv aktiv ven af ​​Israel nu!

Kom til Nordic Israel Congress 10.-12. maj for at høre meget relevante foredrag. Vær hurtig med tilmelding, begrænset antal pladser. 

Farhud-overlevende: -Jeg vil aldrig glemme skrigene

Den 1. juni 1941 blev en blodig dag for jøderne i Irak. I 2014 besluttede FN at udnævne dagen til den internationale Farhud dag til minde om massakren mod jøderne i Irak. (Foto: @AndrewGetraer)
FN har udnævnt 1. juni til mindedagen for massakren mod jøderne i Irak.

For fem år siden, 74 år efter Farhud, udnævnte FN den 1. juni til International Farhud Day.

I et blogindlæg i avisen Times of Israel, skriver Rachel Wahba som er forfatter, psykoterapeut og medstifter af et rejsebureau og bor i USA om Farhud. Wahba er egyptisk-irakisk jøde som blev født i Indien og voksede op som statsløs i Japan.

Den 1. juni 1941 udbrød terror ud i Bagdad mod landets jødiske mindretal. Wahbas mor, Khatoun var en jødisk pige på 16 år i Bagdad. I 1941 var Irak hjemsted for et af de ældste jødiske samfund i verden. To tredjedele af landets jøder boede i Bagdad. Farhud brød ud, da Iraks pro-nazistiske parti blev afviklet af briterne.

Selv i dag hævder anti-zionistiske kredse fortsat at Farhud var europæisk importeret nazisme, men det er langt fra virkeligheden. Den lange historie med dhimmi-love og gennemgribende kulturel foragt for den “krænkende, vantro jøde”, er den triste sandhed, skriver Wahba.

-Min mor voksede, ligesom de fleste irakiske jøder op som andenklassesborger uden lige borgerrettigheder i sit eget land. En statue i Islam hedder Dhimmi – det betyder et beskyttet mindretal, men beskyttelsen gælder kun til den på et eller andet tidspunkt forsvinder.

-Når min mor forlod sit hus for at gå i skole, lærte hun at tage imod skældsord og trusler med bøjet hoved og øjne rettet mod jorden. Hun forsøgte ikke at tage de grimme ord personligt. De sagde: “slagt jøderne! Vi kommer efter dig!” Hun så sin bror blive slået og turde ikke at slå tilbage. Hun så den shiitiske dadelsælger i Karbala vaske sine hænder efter at have gjort forretninger med hende far, aYahud – jøden, en fornærmelse mod islam og menneskeheden, skriver Wahba.

I de gode tider var det afgørende at “kende din plads”, betale særlige skatter uanset hvor fattig du var eller betale bestikkelse for det ene og det andet, hvis du havde penge. I dårlige tider hjalp penge ikke og det var i stedet fængsling uden retfærdig rettergang, skriver Wahba

-Allerede før Farhud var vi som “sitting ducks”, sagde min mor. Der var ingen steder at gå hen, staten Israel var der ikke dengang, vi havde ikke havde anden mulighed end at tie stille for at overleve, skriver Wahba.

Det var kun et spørgsmål om tid inden Farhud ville ske. Over tusind år med imamer som havde omtalt jøderne i nedsættende vendinger og århundreder med anti-jødiske prædikener. Det var en brand i dvale som ventede på at blive antændt, alligevel kunne jøderne i Bagdad ikke forestille sig hvad der ventede dem.

Wahbas mor husker at jøderne i Bagdad havde travlt med at forberede sig til at fejre helligdagen, Shavuot – fejring af at G_d gav Torahen (de fem Mosebøger) til Moses. Rygtet om at jøderne var i fare spredes hurtigt. En jøde blev kørt ned to gange af en bus. Jøder blev fanget, angrebet og slået i gaderne og kaos sprede sig hurtigt.

Selv deres hjem var ikke et tilflugtsted for jøderne i byens jødiske kvarter. En stor folkemængde gik ind i kvarteret og vold mod jøderne udbrød.

Wahbas mor boede i en blandet forstad til Bagdad og som alle andre løb hun også op på taget for at se, hvor skrigene og skudene kom fra. ”Skrigene, er noget som hverken jeg eller min bedstemor vil glemme”, siger Wahbas mor.

Wahbas mor og hendes familie løb fra hus til hus til de nåede en fætters hus. De følte sig mere sikre der, fordi der var mænd i hustanden. Wahbas mor, hendes mor, bedstemor og søskende blev skånet af den store folkemængde, men traumet forsvandt aldrig. Wahbas mor sov i ugerne efter massakren iført sko og klar til at flygte igen.

Wahba mindes sin mors chok når hun fortalte hvad der skete under Farhud: Nedslagtning af jøder, voldtægt af jødiske piger og kvinder, lemlestelser og de overlevende som sad i klude og tiggede uden for hendes dør. I Bagdads forretningskvarter blev jødiske virksomheder ødelagt til lyden af flere millioner irakers begejstring. Da Wahbas mor gik ind i det jødiske kvarter for at se til sine slægtninge, var alt væk.

Det jødiske kvarter i Bagdad var blevet jævnet med jorden. Efter jøderne var blevet myrdet, voldtaget og lemlæstet, gik plyndringerne i gang og nu var alt væk for altid.

Wahbas mor levede resten af sit med erindringerne om Farhud og bitterhed mod briterne. Briterne havde en militærbase i nærheden i Habbaniya, alligevel lod de rædslen fortsætte i to dage uden at stoppe den. Jøderne var gode syndebukke, skriver Wahba.

Efter to dages mareridt lød der en besked i radioen om at de skulle give jøderne det tilbage, de havde taget fra dem. “Hvad skulle de give tilbage? Elektriske apparater som beduinerne fra udkanten af ​​byen ikke havde brug for? Symaskiner, lamper, et klaver smidt i Tigris-floden? Hvad skulle de give tilbage? Udbrændte huse og virksomheder? De utallige og ikke-rapporterede voldtægter, lemlæstelser, de mindst 300 nedslagtede jøder som blev begravet i massegrave og de utallige jøder hvis tilværelse for altid var traumatiseret og ødelagt?”, skriver Wahba.

Wahba slutter:
-Holocaust var forfærdelig og derfor er det let at glemme Farhud, alligevel er det uacceptabelt at ignorere Farhud. Intet kan sammenlignes med Holocaust. At sammenligne jødisk forfølgelse med Holocaust er umuligt.

-Jeg ville ønske at det ikke havde taget mere end halvfjerds år at anerkende det traume, som Bagdads gamle jødiske samfund led under. Jeg ville ønske at min mor stadig var i live for fem år siden, da FN erkendte at det faktisk skete og at vi skal mindes det.

“Det var vores progrom, de fleste af mine ashkenazi venner har aldrig hørt om den.”

I dag er Irak fri for jøder. Iraks 150.000 jøder fik lov til at flygte ud af landet i 1950’erne, de mistede deres irakiske statsborgerskab og alle deres ejendele blev overdraget til staten. De fik lov til at rejse med èn kuffert med tøj og en enkeltbillet ud af landet.

De fleste bosatte sig i Israel.

Læs flere af MIFFs artikler om mizrachi jøder her.

Læs MIFFs artikler om den første mindedag for jødiske flygtninge fra muslimske lande og Iran afholdt i Danmark 17. november 2019 med foredrag af forfatteren Lyn Julius, tale af Israels ambassadør, Benny Dagan samt folketingsmedlem, Lars Aslan Rasmussen (S) her.

Læs også MIFFs artikel om hvorfor ashkenazi jøder også er en urbefolkning som har sine rødder i Israel her.

Du kan læse denne artikel gratis på grund af MIFFs over 13.000 medlemmer i Norge og over 1.000 medlemmer i Danmark. Men vi har brug for støtte fra mange flere nu!

Giv en gave her eller brug MobilePay 49739

Bliv medlem