I en fælles antiterror-operation har de samarbejdende israelske styrker optrevlet Hamas-netværket, der angiveligt havde rekrutteret terrorister til at angribe både israelske civile og sikkerhedsstyrker.
Blandt de mere end 30 anholdte er Tzabih Abu Tzabih og Rashid Rishq fra Jerusalem, der menes at tilhøre Shabab al-Aqsa, der er tilknyttet Hamas.
Abu Tzabih er søn af Misbah Abu Tzabih, der i oktober 2016 begik et terrorangreb i Jerusalem, som kostede 29-årige Yosef Kirma og 60-årige Levana Malichi livet.
Rishq havde tidligere afsonet en fængselsstraf i Israel, men blev løsladt i 2025 som led i en aftale mellem Israel og Hamas om frigivelse af israelske gidsler mod løsladelse af palæstinensere i israelske fængsler.
Mohammed Abu Tzabih, Mohammed Azmi Bakri og Ahmad Azmi Bakri – også fra Jerusalem, blev anholdt for deres involvering i Hamas-terrornetværket.
Ifølge Shin Bet opbyggede Rishq og Tzabih Abu et omfattende netværk og rekrutterede væbnede celler under deres kommando på tværs af Judæa og Samaria (Vestbredden).
Terror-cellerne skulle udføre angreb mod jøder og israelske sikkerhedsstyrker.
Under antiterror-operationen blev der blandt andet beslaglagt våben, der angiveligt skulle bruges i de planlagte terrorangreb, skriver Jerusalem Post.
Efterforskere afslørede, at Ahmad Azmi Bakri og Rishq blandt andet havde planlagt et terrorangreb mod en restaurant i Modi’in, hvor Bakri arbejdede.
Ifølge efterforskerne instruerede Mohammed Bakri Rishq og Mohammed Abu Tzabih i fremstilling af sprængstoffer, efter at de to havde fortalt ham, at de planlagde at begå terrorangreb.
Rishq og Abu Tzabih planlagde angiveligt også skud-terrorangreb mod sikkerhedsstyrker tæt på Bethany, øst for Jerusalem.







