Som MIFF skrev tidligere i dag, er Israel i dyb sorg efter weekendens raketangreb fra Libanon mod Nord-Israel, der kostede 12 israelsk-drusiske børn livet og sårede omkring 40.
Raketangrebene var de dødeligste mod Nord-Israel, siden Syd-Israel den 7. oktober 2023, blev udsat for den værste massakre mod jøder siden Holocaust.
Raketangrebene er blevet fordømt af flere lande, inkl. Danmark, imens kommer der kun larmende tavshed fra de palæstinensiske myndigheder (PA) som de danske skatteydere i årtier har været med til at finansiere.
PA kan ellers godt finde ud af at fordømme terrorangreb – når de ønsker det. For nylig fordømte PA terrorangreb i Rusland. Her sagde PA-præsident Abbas, at han var: – modstander af terror uanset hvem der står bag, skriver Palestinian Media Watch (PMW).
Der er gået to dage siden de 12 israelsk-drusiske børn blev dræbt af raketangrebene, mens de spillede fodbold i den drusiske by Majdal Shams, og PA er fortsat helt tavs.
Hvis PA er modstander af terror, uanset hvem der står bag, hvorfor har de så ikke fordømt terrorangrebet mod Majdal Shams?
Har du et bud? Skriv meget gerne dit svar i kommentarfeltet nedenfor.