I weekenden trak Israels forsvarshær (IDF) de fleste af sine soldater ud af Gaza, tilbage er kun én brigade.
Men krigen er ikke slut.
I forbindelse med tilbagetrækningen understregede Israels forsvarsminister Yoav Gallant, at det var et led i forberedelserne til en offensiv mod Rafah – den sidste større by i Gaza, der fortsat kontrolleres af terrorgruppen Hamas
Det er også i Rafah Hamas’ sidste fire terror-bataljoner er lokaliseret, inkl. Hamas-ledere, der gemmer sig i byen – efter alt at dømme sammen med flere af gidslerne som blev kidnappet af terrorister til Gaza under 7. oktober-massakren mod Israel.
Ifølge Israels premierminister Benjamin Netanyahu, at der nu fastsat en dato for Rafah-operationen: – Sejr [over Hamas] kræver, at vi går ind i Rafah og fjerner terrorbataljonerne der. Det vil ske og en dato er fastsat.
Premierministeren har tidligere godkendt IDF’s operationelle planer for Rafah, men planerne blev ikke gennemført. Rafah-operationen forventes ikke at starte i den nærmeste fremtid. Det skyldes at Israel efter IDF’s seneste tilbagetrækning fra Hamas-enklaven, kun har et par tusinde soldater tilbage i Gaza.
Det er langt færre soldater end, der kræves for at gennemføre Rafah-operationen. Da krigen mod Hamas stod på sit højeste, havde Israel omkring 30.000 soldater i Hamas-enklaven.
Israel har siden krigens start understreget at målet er Rafah, men den planlagte operation har mødt stor international modstand. Det skyldes at knap en million palæstinensere har søgt tilflugt i og tæt på Rafah.
En israelsk embedsmand udtaler anonymt, at Israel vil købe 40.000 telte i forbindelse med forberedelserne til at evakuere flere hundrede tusind palæstinensere fra Rafah, beliggende ved grænsen til Egypten.
Flere israelske analytikere vurderer, at Netanyahus plan med Rafah-operationen er at lægge pres på terrorgruppen Hamas for at få dem til at acceptere en aftale om at frigive gidslerne, inkl. danske Itzhak, under de igangværende forhandlinger om ny gidselaftale.
Netanyahus kontroversielle regeringspartner Itamar Ben Gvir har truet med at vælte sin egen regering, medmindre der kommer noget ud af Rafah-operation. Ben Gvir understreger, at hvis Netanyahu vælger at afslutte krigen uden at indtage Rafah og besejre Hamas «vil han ikke længere have mandat til at fortsætte som premierminister».