Jeg har arbejdet fra Sderot de seneste par uger. Da raketterne fløj henover Sderot fredag aften var jeg tilfældigvis til Shabbat middag hos familien Maoz i kibbutz Nahal Oz. Under middagen fortalte Anats mand at han netop kunne høre raketten flyve gennem luften og Iron Dome som stoppede den. Han tilføjede: “Bare rolig – jeg kan hører på lyden at det sker et stykke fra os, så alt er ok. Vi behøver ikke gå ind i vores bekyttelsesrum.”
Anat fortalte for nyligt under MIFFs Israel konference i Norge om, hvordan det er at leve ca 700 meter fra Gaza-grænsen. Det var også Anats fortælling som inspirerede mig til at tage til Sderot for at kunne formidle til jer – vores MIFF medlemmer og alle de danske Israel-venner, hvordan israelerne lever med frygten for angreb fra Gaza.
Lørdag aften gik jeg en tur i Sderot og mens jeg talte med en af de lokale i byen, lød der en lav stemme i højtaleren: “Farven Rød, Farven Rød”. Jeg er tidligere blevet fanget udenfor under luftalarmer i Israel, men det her var helt anderledes og meget mere ubehageligt, fordi du kun har få sekunder til at reagere før raketten rammer. Du ved ikke, hvor raketten vil ramme, om Iron Dome når at stoppe den inden den falder eller hvor rakettens brudstykker vil ramme jorden. Derfor er det yderst frygtindgydende at blive fanget udenfor under raketangreb.
Under angrebet i lørdags, blev raketten skudt ned af Iron Dome rigtig tæt på os. Vi nåede ikke ind i beskyttelsesrummet før der lød et meget kraftigt smæld, som bogstaveligt talt fik mine nakkehår til at rejse sig. Brudstykker af raketten fløj også tæt på os og de kan være dræbende, hvis de rammer en person.
Sammen med mænd, kvinder, små børn og en ældre kvinde fandt jeg læ i beskyttelsesrummet udenfor. Vi var alle civile – alligevel var vi og er vi fortsat et legitimt mål for terrororganisationer i Gaza, som ikke vil anderkende Israels ret til at eksistere.
I søndags bragte Fyens Stiftstidende Ritzaus beretning om, hvad der var sket i det sydlige Israel. Weekendens angreb er blevet vendt fuldstændigt op og ned af Ritzau og avisen har valgt blot at bringe Ritzaus beretning uden bemærkninger.
På fyens.dk står der i artiklens overskrift at: “Israelsk militær dræber tre palæstinensere ved Gazastriben”. Ja, Israel dræbte tre militante palæstinensere som forsøgte at trænge ind i Israel. Israel har pligt til at beskytte sin civile befolkning. Derfor må de gøre det nødvendige for at beskytte befolkningen, som lever med Gaza som nabo. Derfor er Ritzaus fokus på de dræbte palæstinensere i overskriften og artiklen helt ude af proportioner. Det er civilbefolkningen i det sydlige Israel som er ofrene – ikke de militante palæstinensere, som vælger at angribe civile israelere.
Ritzau fortsætter i samme spor og skriver:
“Israelske soldater har søndag dræbt tre palæstinensere nær grænsen til Gazastriben, mens en fjerde person er hårdt såret.
Det oplyser det palæstinensiske sundhedsministerium, skriver flere nyhedsbureauer.
Det israelske militær siger søndag i en erklæring, at en helikopter og en kampvogn affyrede skud mod bevæbnede personer tæt på indhegningen natten til søndag.”
Der står fortsat ikke noget i artiklen om, at israelske byer både fredag og lørdag er blevet angrebet af raketter skudt ind over grænsen fra Gaza.
Halvvejs i artiklen står der endeligt at:
“Episoden fandt sted kort efter, at der blev affyret tre raketter fra Gazastriben med retning mod Israel, hvoraf at den ene slog ned tæt på en israelsk by.”
Selvom Ritzau godt nok nævner at en raket slog ned tæt på en israelsk by, står der ikke noget om, hvor byen ligger eller hvad den hedder. Det nævnes heller ikke, at Sderot er blevet angrebet af raketter fra Gaza i ca 20 år.
Èt raketangreb er èt raketangreb for meget. Sderots indbyggere lever med en konstant frygt. Flere af de lokale har fortalt mig, at de får medicin mod dårlige nerver, at de får sovemedicin for at kunne fungere i dagligdagen. Mange af byens børn bliver traumatiseret og lider af psykiske lidelser. Familie og venner fra andre dele af landet tør ikke komme til Sderot når det trækker op til raketangreb. Flere af de lokale erhvervsdrivende har fortalt mig, at de ikke kan få økonomien til at hænge sammen, fordi folk bliver hjemme – de tør simpelthen ikke forlade deres beskyttelsesrum i hjemmet. Derudover bor der mange ældre og svagelige i byen – de kan ikke nå i beskyttelsesrummet uden hjælp. Derfor er de ofte tvunget til at bo i deres beskyttelsesrum – som en af byens borgere sagde til mig: “Det er som at bo i et fængsel – vi tør ikke gå udenfor døren.
Den virkelighed der opleves i Sderot ligger meget langt fra Ritzaus beretning i søndags. Således bereter Ritzau om, hvad der skete hernede i weeekenden:
Hverken Ritzau eller Fyens Stiftstidende har gjort sig den ulejlighed at give læserne noget baggrundsviden, noget historik eller et kort, hvor læserne kan danne sig et indtryk, hvor tæt Gaza ligger på de israelske byer som rammes af raketterne. Ligeledes er der heller ikke beretninger fra israelske borgere om, hvad der skete, hvordan de reagerede eller hvor mange israelere efterfølgende havde brug for lægelig behandling.
MIFF har skrevet en artikel, hvor du kan læse Itzik Twittos beretning om, hvordan han oplevede det.
