Israels sundhedsministerium oplyser at de vil tilbyde Corona-vaccine til alle palæstinensere med arbejdstilladelse i Israel. Det drejer sig om ca 120.000 palæstinensere. Israel vil bruge sit lager af Moderna-vacciner.
Tidligere har den israelske nationale redningstjeneste Magen David Adom haft et begrænset tilbud om vaccinering af palæstinensere med arbejdstilladelse i Israel, men nu vil tilbuddet gælde alle med gyldig arbejdstilladelse.
I henhold til Oslo-aftalerne har de palæstinensiske selvstyremyndigheder (PA) ansvaret for alle sundhedsydelser til deres egen befolkning. De har også gentagende gange lagt vægt på at de selv vil organisere vaccinering af palæstinenserne som lever i deres selvstyreområder. Men Israel ønsker at bidrage til vaccineindsatsen, det har de blandt andet gjort ved at give 5000 vaccinedoser til palæstinensiske sundhedsmedarbejdere – læs mere HER.
Mens Israel allerede har givet over 4,2 millioner indbyggere det første stik og andet stik til knap 2,9 millioner af dem, er PA ikke nået langt med deres vaccinationsprogram. PA fik for få dage siden de første 10.000 doser af den russiske sputnik-vaccine. Det forventes at PA om kort tid vil modtage yderligere 50.000 vaccinedoser fra forskellige leverandører.
Israel har også sørget for levering af de første 1000 vaccinedoser til Hamas-kontrolleret Gaza – læs mere HER og flere vacciner er på vej. Ifølge den palæstinensiske politiker og rival til PA præsident Mahmoud Abbas, Mohammed Dahlan, vil Emiraterne donere 20.000 doser af sputnik-vaccinen til Gaza. Leveringen er efter sigende allerede på vej. Dahlan har levet i Emiraterne siden PA sendte ham i eksil i 2011.
Læs også: Palæstinenserne nægter igen at tage imod Corona-hjælp fra Emiraterne. For anden gang i løbet af få uger siger de palæstinensiske myndigheder nej til at modtage hjælp.
