I løbet af de seneste fem år har Europa investeret 600 millioner kroner i israelske NGO’er. Det kan i første omgang virke som en god ide. Billedet ændre sig dog efter du dykker ned i formålet i de komplekse dokumenter som beskriver, hvordan Europa nøjagtigt fordeler sine investeringer, og hvordan de ændrer selve kernen i det israelske samfund, skriver journalist og social aktivist, Sara Ha’etzni-Cohen i avisen Israel Hayom.
Et godt eksempel er Den Internationale Straffedomstol (ICC) og dens efterforskning af Israels “krigsforbrydelser.” Europa (inklusiv Danmark) støtter de palæstinensiske organisationer (inklusiv de palæstinensiske myndigheder), som er gået i front i forhold til ICC. Derudover giver EU (også Danmark) store beløb til pro-palæstinensiske israelske NGO’er som Breaking the Silence, Adalah, B’Tselem og Yesh Din som sammensætter dokumenter for at hjælpe ICC med at forberede deres efterforskning af Israel.
Læs MIFFs artikel fra i dag: Rejser tvivl om anklager fra Breaking the Silence. Breaking the Silence manipulerede IDF-soldaters vidneudsagn om Gaza-krigen med det formål at tilsværte Israels omdømme, siger israelsk organisation.
– Hvilken apartheid taler B’tselem om? – Når B’Tselem påstår at jeg, min arabiske familie og mine arabiske venner lever in en apartheidstat, siger de, at de ser os som andenrangsborgere. B’Tselem, lad være med at fremme jeres agenda på vores bekostning, skriver Yoseph Haddad i Israel Hayom.
Desværre er Haag ikke den eneste som “investerer” i Israel på den måde, skriver Ha’etzni-Cohen. Regeringer over hele kontinentet blander sig også i nedrivning af terroristers hjem med påstand om at det skulle forhindre flere terrorangreb. Alene i 2018 overførte den schweiziske regering 2 millioner kroner til en israelsk organisation som arbejder for at forhindre nedrivning af hjemmene af de terroristers som myrdede Raziel Shevach, Adiel Coleman, Ronen Lubarsky og andre.
Midlerne fra EU skulle bruges til at arbejde for at forbyde IDF-soldater at komme ind i palæstinensiske hjem under militære operationer – pyt med de israelske soldaters liv, det havde ikke EUs interesse.
Den schweiziske regering bruger millioner på at få fingrene i israelske sikkerhedsoptegnelser, EU opretter foreninger i Jerusalem for at bevare den palæstinensiske identitet i Israels hovedstad, Tyskland foreviger fortællingen om Nakba (“katastrofen”) om Israels oprettelse som en moderne stat i 1948, Danmark har travlt med at præsentere Israel som en apartheidstat – læs mere HER. Og det er bare toppen af isbjerget.
Mønsteret er klart: et europæisk land vælger et mål, regeringen skriver en fed check til en NGO i Israel eller i udlandet for at udføre jobbet, organisationen indsamler information og vender tilbage til moderskibet for at rapportere.
Der er en forskel mellem en regering, der støtter en sag versus en person. En statslig investering afspejler hele nationens perspektiv.
Forud for det kommende Knesset-valg 23. marts må vi spørge os selv, hvordan kan det være at en sådan indblanding er lovlig i Israel? Ville Israel turde opføre sig sådan i Europa? Det ville aldrig ske, understreger Ha’etzni-Cohen.
I ordentlige regeringer er der direkte juridiske måder hvormed man kan handle i sådanne tilfælde. Da Israel ville appellere den lov, som forbyder jødisk-omskæring af drenge og kosher-slagtning i Europa, gjorde de det på en gennemsigtig, diplomatisk måde uden at finansiere europæiske organisationer til at gøre det for dem.
Europa griber ind i vores liv og de har god tid til det. De har gjort det i årevis, men af en eller anden grund er vores lederskab bange for at stå op mod det store kontinent.
Lad dette være et mål for den næste israelske regering: at oprette et parlamentarisk undersøgelsesudvalg, der skal undersøge de europæiske regeringers indblanding i Israels demokrati, slutter Ha’etzni-Cohen.
