Den PA drevet dagsavis Al-Hayatal-Jadida [Det nye liv] udgav den 18. januar en kronik, hvori læserne bogstaveligt talt opfordres til at gennemføre drab i Jerusalem for at stoppe markering af 75-årsdagen for befrielsen af Auschwitz, skriver organisationen Palestinian Media Watch (PMW).
Statsledere fra mere end 40 lande vil deltage under markeringen den 23. januar. Den russiske præsident Vladimir Putin og den britiske prins Charles er blandt dem der vil deltage, Norge vil blive repræsenteret af kronprins Haakon mens Danmark repræsenteres af statsminister Mette Frederiksen.
I kronikken, som er skrevet af den faste skribent Yahya Rabah, kritiseres verdenslederne for at deltage ved markeringen. Forfatteren skriver at landene ikke burde deltage, “selvom jødernes Holocaust var forfærdelig”. Rabah mener at deres deltagelse ved markeringen i Jerusalem er en accept af det han omtaler som Israels “Holocaust mod palæstinenserne”.
Ifølge PMW skriver Rabah endvidere at “Palæstinenserne aldrig vil acceptere det”, og tilføjer at “et skud vil forstyrre begivenheden og et drab vil stoppe ceremonien.”
Opfordringen til drab omtales også i den israelske avis Jerusalem Post.