Hadassah Laura (Heidi Laura), er en dansk forfatter, redaktør og er Ph.d. udannet på Københavns Universitet. Den 27. april delte hun sine vigtige input på substack.com om propagandakrigen mod Israel:
Sandheden er, at alt for mange er hoppet på en gigantisk konspirationsteori.
En hurtig rundtur i tidens trendy kaninhuller – genudsendelse fra 2024, men lige aktuel.
Altså den om, at Israel fører en unødigt brutal og hensynsløs krig mod palæstinenserne, som igen hviler på en større konspirationsteori om, at Israel er en hvid og ondsindet kolonimagt, hvis mål er at udslette palæstinenserne og gradvist erobre mere og mere af Mellemøsten. Som så igen ofte suppleres med ildelugtende ideer om, at jøder grundlæggende er skadelige og dominerer hele verden med deres dæmoniske Talmud.
Hvis man gør sig den umage at undersøge sagen og tænke logisk, er det ikke særligt svært at gennemskue, at alt dette netop er en smældfed og virkelig ond konspirationsteori, som er blevet kogt sammen over mange årtier, og som trækker på årtusinders had til jøder. Og som tjener mange praktiske formål for mange forskellige dunkle magter og frustrerede eller ambitiøse personer.
Men fordi løgnene har været så sensationelle og er blevet sendt på så mange kanaler samtidig, har de været utroligt effektive.
Der er den snuskede bodega-version, som gjalder fra alle internettets mange influencere – folk som Jackson Hinkle, Dr. Loupis eller Syrian Girl, som i forvejen laver propaganda for Rusland og venner, fordi de er til salg for enhver sag, hvis der er penge i lortet. Her serveres der friske sensationer til kældermennesker, som har brug for noget at hade på, og nye historier dukker som regel op synkront hos alle samtidig.
Der er den ”dokumentariske” version sendt direkte fra Gaza af jihadi-propagandister i lånte presseveste og journalister, som har bijob hos Hamas & co. Den bliver yderligere forstærket af en hær af SoMe-influencere såsom Bisan Owda og Motaz Azaiza, og den har sin helt egen filmindustri i Gaza, ironisk omtalt som Pallywood. De største stjerner bliver meget velhavende via de konstante støtteindsamlinger.
Det utrolige er, at så mange mainstream-medier ikke har været i stand til at gennemskue disse ”nyheder”, for hvad de er: desinformation og propaganda. Og derfor flyder særligt denne version af konspirationsteorien direkte ind i store og indflydelsesrige medier med millioner af seere og læsere, som da også i årtier har udviklet en fast bias mod Israel, der sjældent udfordres af de ”sandhedssøgende” journalister. Tværtimod ser hård kritik af Israel ud til at være karrierefremmende.
I Mellemøsten og mange ikke-vestlige lande smelter bodega-versionen og den dokumentariske version helt sammen og garneres ofte yderligere af klassisk antisemitisme, som er aflejret i mange af disse samfund – ikke mindst via varme forbindelser til den tyske nazisme både før og efter Anden Verdenskrig.
Mest rystende er måske den pæne akademiske og ”humanitære” version af konspirationsteorien, båret frem af NGOer, som gradvist er blevet infiltreret af magter med ilde hensigter. Her skrives der endeløse rapporter om Israels misgerninger og samles endeløst ind til støtte for Gaza – og ofte bæres indsamlingerne af rene løgne såsom ”Hvert 10. minut dør et barn i Gaza” eller ”Hungersnød!”
Blandt NGOerne trives historien om ”folkedrabet” i Gaza, som meget behændigt distraherer opmærksomhed væk fra de helt reelle folkedrab, der foregår i verden i dag, udført at Rusland og venner. Det er tydeligt, at en væsentlig del af NGO-verdenen er blevet forført af Rusland og hele “the axis of resistance” – Ukraine lider præcis lige som Israel under handlingslammelsen og vildfarelsen i branchen.
I samme mentale nabolag finder man den endnu mere nydelige akademiske version af konspirationsteorien, hvor professorer og ph.d.-studerende gennem årene har udviklet et helt særligt ordforråd for at tale om netop Israel – ”the zionist entity” – på den mest virkelighedsfjerne måde og med en ekstremt ensidig brug af empirien.
Her dyrkes stjerner som Ta-Nehisi Coates, Noam Chomsky eller Norman Finkelstein, hvis teorier om Israel ikke tåler nærmere efterprøvelse, men som ikke desto mindre er højeste mode.
Den nørdede dyrkelse af konspirationsteorien om Israel og jøderne har også ført til, at Wikipedia i dag har en overvægt at redaktører, som bevidst omskriver opslag såsom ”zionisme” til konspirationsversioner frem for historisk funderet viden.
Den akademiske konspirationsteori om Israel rækker langt ind i kunstverdenen og den kreative klasse generelt, hvor det er trendy at hade det angiveligt hvide Israel, som blot er en forlængelse af det ”imperialistiske” USA – og lige så trendy at promovere brune palæstinensiske eller mellemøstlige kunstnere og kreative helt ukritisk og om muligt tildele dem fine priser.
I den akademiske og kunstneriske verden er ”brune” projekter om undertrykte palæstinensere eller arabere en udmærket karrierevej for tiden, mens emner som kurderne, uighurerne eller yezidierne absolut ikke er trendy.
Og endelig er der den aktivistiske version af konspirationsteorien, som gror ud af alle de andre som den opsætsige revolutionære lillesøster, der går på barrikaderne med slagord og bannere. Her er det hysteriske had til Israel blevet til en slags avanceret rollespil med keffiyes og sultestrejker og performances, som samtidig dækker et dybt behov for handling blandt revolutionsromantiske unge i en handlingslammet verden i krise.
Den reelle viden om Israel og Mellemøsten blandt disse aktivister er som regel minimal, men der er catchy slogans og fede symboler – vandmeloner, røde trekanter, Sinwars pind – og modkulturelle helte som Abu Obeida eller Nasrallah.
De store demoer styres oppefra og udefra af grupper med tætte forbindelser til terrororganisationer, Iran eller Qatar, især på amerikanske universitetscampus.
Det djævelsk smarte er, at den store, fede konspirationsteori er nærmest umulig at afmontere, fordi den kommer fra så mange sider.
”Nej, Israel er ikke en apartheidstat” – ”Men medierne siger…”
”Nej, der er intet folkedrab i Gaza” – ”Men ICJ siger…”
”Nej, jøder er ikke hvide og har ikke koloniseret deres eget gamle hjemland… ” – ”Men den og den forsker siger…”
”Nej, zionisme går ikke ud på at underlægge sig Mellemøsten…” – ”Men, Wikipedia siger…”
Der forestår et vigtigt arbejde med at afvikle de mange niveauer af løgnen og undersøge, hvordan så mange hoppede på den – heriblandt mange, som selv mener, at deres arbejde går ud på at afdække sandheden.
Og imens det forhåbentlig sker, vil utroligt mange få akut hukommelsestab og bestemt mene, at de hele tiden fornemmede, at noget var galt, og at de selvfølgelig altid på bunden støttede Israel og den demokratiske verden – og ikke de dystre slyngelstater, som først og fremmest har drevet al propagandaen bag den fede løgn.
