Bliv aktiv ven af ​​Israel nu!

Det jødiske folks og Israels historie – tidslinje

Danskere i Israel fortæller om et liv i undtagelsestilstand

Her ses konsekvenserne af raketangreb fra Libanon mod den israelske by Kiryat Shmona, 4. marts 2024. (Foto: Erez Ben Simon/TPS)
Anya Raben: - Vi savner Danmark, men det, vi savner, findes ikke mere. Selvom der er krig i Israel, føler vi os mere trygge her. De jøder, jeg taler med i Danmark, har det rigtig skidt og er utrygge.

Siden 7. oktober-massakren mod Israel, er verdens eneste jødiske stat blevet udsat for angreb fra flere fronter.

I weekenden blev Israel angrebet af flere hundrede raketter og droner fra Iran.

Nu fortæller flere danskere om et liv i Israel i undtagelsestilstand, hvor ingen ved hvad der vil ske i morgen.

Når det unormale bliver normalt, Sara, Eva, Anya, Hans Henrik og Jacob har alle noget til fælles – de er født i Danmark, men lever i Israel. Her fortæller de, hvordan de bevarer en slags normalitet i en unormal hverdag.

Hvordan forklarer man krig til sine børn? Sarah Rapaport har levet i Israel i mere end 20 år, her er nogle af de indtryk hun delte med DR efter det iranske angreb mod Israel i weekenden: – Jeg har ikke sovet i 48 timer. Det hårdeste var ventetiden. Jeg har ikke sovet i 48 timer op til. Det var den her spænding i hele kroppen. Man vidste, det skulle ske lige om lidt. Men man vidste ikke hvornår eller hvorhenne. Det er lidt som sådan en sort sky, der har hængt over en i mange år, og som nu er begyndt at regne.

Sarah fortæller om sine børn og deres håndtering af krig og angreb: – De har venner, som de snakker med. De er vågnet op med beskeder på deres telefoner i morges, og de har selvfølgelig mange spørgsmål. Den er svær at forklare. Det er en meget uvis situation, hvor vi ikke rigtig ved, hvad der sker lige om lidt. Vi ser det an. Vi ser, hvor det går hen ad. Med kæmpe spænding i maven selvfølgelig.

Eva Avrahami har levet i Israel i 40 år. I weekenden blev hun og hendes familie vækket af de iranske angreb midt om natten, her er nogle af de følelser hun delte med Ekstra Bladet: – I nat blev vi vækket af nogle kæmpe brag. Vi kiggede op på himlen og så missiler og droner. Lige nu er det, som om det er på et andet niveau end i de 40 år, jeg har boet her.

Kan ikke glemme gidslerne i Gaza, Eva kan ikke glemme gidslerne, der blev kidnappet til Hamas-kontrolleret Gaza af bevæbnede terrorister under 7. oktober-massakren: – Lige nu er der fokus på nattens angreb, men jeg glemmer ikke alle gidslerne, som lige nu stadig er i Gaza.

Eva fortæller at hun har oplevet flere krige mod Israel, men det er ikke noget man vender sig til: – Jeg vil ikke sige, man bliver vant til det. Men jeg har været ude for det før. Jeg har set det før. Når man har været vidne til flere krige, ved man, hvordan man skal forberede sig.

Om hele tiden at være på vagt, siger Eva: – Vi ved ikke, hvad næste step er. Man er ikke rolig. Man kan ikke sidde udenfor, nyde forårssolen og høre fuglene synge. Man er hele tiden på vagt, siger hun.

Om at være bange uden at gå i panik, siger hun: – Jeg er bange. Men jeg er ikke i panik, for jeg har været igennem det før. Jeg ved bare ikke, hvad næste skridt bliver. Jeg håber bare, der kommer fred.

Alle israelere har fingeren på pulsen, Hans Henrik er journalist og lever i Tel Aviv, til DR fortæller han om en weekend med iranske angreb: – Det har været en hektisk, søvnløs nat.

Han tilføjer: – Israel er vendt tilbage til en eller anden form for skrøbelig normalitet. Alle er mere påpasselige. Jeg tror ikke, man bevæger sig ret langt væk, med mindre, der er en grund til det.

Samtidig påpeger Han at: – Alle israelere vil i dag gå og have fingeren på pulsen og se, hvad der foregår og være klar til at skynde sig hjem til beskyttelsesrummet, hvis det igen går løs.

Anya Raben har levet i Israel 8 år med sin mand og deres 10 årige datter. Her fortæller hun til B.T. om stilheden før stormen: – Når der sker noget voldsomt, bliver det pludselig meget stille i Israel. Det mærkede jeg også søndag morgen.

Anya tilføjer at krigen suger luften ud af èn: – Nu har vi været i krig i et halvt år, og det er noget, vi lever med. Man kan mærke det på energien, og luften bliver slået ud af én.

Kunne ikke se sig at leve i Danmark efter 2015 – terrorangrebet mod synagogen, Anya fortæller: – Efter terrorangrebet på Krudttønden, følte vi os som jøder ikke særlig trygge længere. Det er så kun blevet meget værre i dag. Vi savner Danmark, men det, vi savner, findes ikke mere. Selvom der er krig i Israel, føler vi os mere trygge her. De jøder, jeg taler med i Danmark, har det rigtig skidt og er utrygge.

Om krigen mod Hamas i Gaza, siger Anya: – Det, der sker i Gaza, fylder enormt meget. Det er ikke en krig, vi vil have eller har lyst til at være en del af. Det er forfærdeligt, at uskyldige er blevet dræbt, og det er også vores ansvar, at der ikke er flere, der dør.

Om at blive dehumaniseret af verden og stå alene, siger Anya: – Men det er også følelserne, der har styret den offentlige debat rigtig meget. Vi er blevet dehumaniseret, og der er en stor sorg og forundring blandt befolkningen i Israel over, at vi har nogle allierede, men alligevel står meget alene som mennesker. Min datter spørger mig nogle gange: Hvorfor er folk så sure på os? Hvorfor hjælper de os ikke med at få gidslerne tilbage? Det er hårdt.

Jacob Melchior har levet i Jerusalem i 30 år, her fortæller han til Jyllands-Posten om et liv, hvor raketalarmer er en del af hverdagen, alligevel var de iranske angreb noget helt andet.

Jacob fortæller: – Stemningen det sidste døgn og i løbet af aftenen har været anspændt. Vi har ventet på, hvad der skulle ske, og så begyndte vi at få en fornemmelse af det.

Jacob og hans familie sad i deres beskyttelsesrum i løbet af natten og kunne hører eksplosionerne, han fortæller: – Vi hørte brag og kort tid efter lød sirenen. På vej til beskyttelsesrummet kunne vi gennem vinduet se lysskær fra nedskydninger af missiler eller raketter.

Alle israelere kender sikkerhedsreglerne under raketangreb, man skal løbe i beskyttelsesrum og vente i mindst ti minutter efter raketalarmen går i gang, men Jacob og hans familie var i tvivl om de skulle følge samme retningslinjer under de iranske angreb. Han tilføjer: – Vi var lidt usikre og måtte lige google os frem til reglerne. Men så vidt vi forstod, var det igen timinuttersreglen, der gjaldt. Så efter 10-20 minutter gik vi tilbage.

DR-serie til at holde angsten nede, Jacob lever i Israel med sin kone og deres tre børn, der er 15 til 20 år. I weekenden så han tydeligt, at de alle reagerer forskelligt når angsten tager over. Han fortæller: – Det er en angst for os alle sammen, og det er meget forskelligt, hvordan vi prøver at komme gennem timerne. Nogen har det bedst med at følge nyhederne minut for minut, og andre vil gerne se en serie. Jeg har selv set de første to afsnit af den nye sæson af ”Orkesteret” på DR som adspredelse.

Om aldrig at vænne sig til angreb og adrenalinen, der pumper, siger Jacob: – Det føles på en måde bekendt, men alligevel ikke, fordi angrebet kom fra en anden side. Det er en underlig følelse. Klokken er halv fire, og der er ikke nogen hos os, der er gået i seng endnu. Så adrenalinen kører, og der er en frygt.

Holder sig tæt på hjemmet og steder med hurtig adgang til sikrede områder, Jacob uddyber: – Vi vil holde os mere hjemme, og, hvis vi skal et sted hen uden for hjemmet, så være opmærksomme på, at vi har en plan for, hvordan vi hurtigt komme i sikkerhed.

Nu venter Jacob på flere afsnit af DR’s ”Orkesteret”, han slutter: – Og så må jeg vente i tålmodighed på, at der kommer flere afsnit af ”Orkesteret” ud på DR eller finde noget andet at få tiden til at gå med

Du kan læse denne artikel gratis på grund af MIFFs over 13.000 medlemmer i Norge og over 1.000 medlemmer i Danmark. Men vi har brug for støtte fra mange flere nu!

Giv en gave her eller brug MobilePay 49739

Bliv medlem