MIFF har delt flere artikler fra Dan Harder som driver hjemmesiden www.israel-online.dk.
På hjemmesiden kan du læse om mediernes Israel-dækning og relaterede emner.
For nyhedsmails, skriv til: nyhedsbrev@israel-online.dk.
Her er Dan Harders seneste opdatering om hvordan DR er med til at sprede historieforfalskning:
Falsk fremstilling af historiske forsøg på tostatsløsninger med Sune Haugbølle på dr.dk
I en artikel på dr.dk (2. marts 2024) sætter DR-journalist Selin Türker sig for at give et overblik over de mange historiske forsøg på at opnå aftale om en tostatsløsning mellem Israel og palæstinenserne: “Her er et overblik over, hvilke forsøg der har været, og hvorfor det i over 70 år ikke er lykkedes palæstinenserne og israelerne at blive enige.”
Det er en rigtig god målsætning. Et retvisende billede af historien er nemlig helt afgørende for at forstå den udfordring, verdenssamfundet står overfor ved næste forsøg.
Men desværre leverer artiklen ikke på målsætningen. I stedet har man ved hjælp af kun én enkelt mellemøstekspert, professor i globale studier ved Roskilde Universitet Sune Haugbølle, begået en omgang historieforfalskning, som åbenlyst har til formål at skjule, at palæstinenserne systematisk gennem snart et århundrede har afvist alle forslag om tostatsløsninger – herunder adskillige, som var godkendt af jøderne/israelerne (i 1937, 1947, 2000 og 2008).
Det er særligt beklageligt, at man vælger at basere fremstillingen på netop Sune Haugbølle, som forlængst har tonet rent flag som aktiv part i konflikten på den palæstinensiske side. Sune Haugbølle har gennem længere tid systematisk misinformeret om konflikten, og som jeg i januar dokumenterede i en kronik i Jyllands-Posten, har han desuden givet udtryk for antisemitiske forestillinger om kollektiv jødisk ondskab. Eksempler på Sune Haugbølles usandfærdige påstande om konflikten kan læses her.
Herunder følger en oversigt over de værste faktuelle fejl i artiklen:
Falsk fremstilling af arabisk afvisning af FN-planen i 1947
En af de mest alvorlige fejl er påstanden om, at de palæstinensiske arabere i 1947 afviste FN’s delingsplan – ikke som tilfældet reelt var, fordi man kategorisk afviste enhver form for jødisk selvstændighed – men angiveligt “særligt” på grund af en urimelig arealmæssig opdeling: “Man ville give 55 procent af landet til jøderne og 45 procent til palæstinenserne. (…)
[Sune Haugbølle] fortæller, at planen blev afvist fra palæstinensisk side, særligt fordi at to tredjedele af beboerne på det land, som FN foreslog skulle være Israel, var palæstinensere.”
Den sidste halvdel af udsagnet er forkert på flere måder.
For det første giver det ikke mening at tale om “palæstinensere” i betydningen områdets arabere i 1947, da alle jøderne dengang også var palæstinensere (mere om det nedenfor).
Dernæst er det ikke rigtigt, at 2/3 af beboerne i det foreslåede Israel var arabere. Der var jødisk befolkningsflertal i det område, som skulle udgøre den foreslåede jødiske stat.
Men det, der muligvis menes, er, at araberne, der i 1947 udgjorde 2/3 af den samlede befolkning i Palæstina-mandatet, var utilfredse med, at jøderne fik allokeret mere land end dem, og at det skulle være årsag til deres afvisning af tostatsløsningen.
Men også det er historisk forkert. Beklagelser over den præcise opdeling var absolut sekundære i forhold til arabernes primære argument, som var en kategorisk afvising af enhver deling af området med jøderne. At påstå, at afvisningen “særligt” havde med demografi og arealfordeling at gøre, og dermed antyde, at de palæstinensiske arabere potentielt kunne have accepteret en delingsplan, hvis arealfordelingen havde været anderledes, er ren historieforfalskning.
Den historiske sandhed er helt klart, at de palæstinensiske arabere (som dengang endnu ikke blev kaldt “palæstinenserne”) afviste enhver tale om nogen form for jødisk selvbestemmelse i Palæstina – herunder absolut også en stat – uanset grænserne. Det samme gjorde sig gældende, da araberne afviste Peel-planen i 1937 (mere om det nedenfor).
Artiklens og Sune Haugbølles myte, som er velkendt i den venstreorienterede, anti-israelske diskurs, er endnu mere absurd, hvis man medtager det faktum, at langt størstedelen af det landområde, FN-planen afsatte til den jødiske stat, var ørken. Hvis man nøjedes med at se på det areal, som rent faktisk var beboeligt (og kunne opdyrkes, hvilket var væsentligt, da samfundet dengang overvejende var baseret på landbrug), var delingsforslaget faktisk i arabernes favør.
Men de betragtninger er sekundære, da den arabiske afvisning gjaldt selve idéen om, at jøderne skulle have deres egen stat. Det er præcis det samme problem i dag, hvor palæstinenserne (som de nu kaldes) endnu kæmper for en stat “from the river to the sea.”
Falsk påstand om “palæstinensisk kontol” før 1947
Umiddelbart efter følger endnu et helt igennem falsk udsagn: “Palæstinenserne ville holde fast i, hvordan landet så ud inden 1947 – altså et land med udbredt palæstinensisk tilstedeværelse og kontrol.”
Det er helt forkert. Inden 1947 var hele området under total britisk kontrol. Og før 1917 var det under tyrkisk kontrol i 400 år. Det “land med udbredt palæstinensisk (…) kontrol,” som nævnes, er ren fiktion. Det har aldrig eksisteret.
Formålet er helt åbenlyst at male det falske (omend desværre velkendte) billede, at Palæstina før 1947 var et palæstinensisk-arabisk “land.”
Men det var slet ikke et “land.” Det var et mandatområde, hvor det internationale samfund ved Folkeforbundets beslutning af 1922 havde pålagt Storbritannien at oprette “et jødisk hjemland.” Og det skal i den sammenhæng bemærkes, at alle beslutninger, truffet af Folkeforbundet, endnu er gældende under organisationens arvtager, De Forenede Nationer, FN.
Fremstillingen er således ren historieforfalskning. Man har digtet om på historien for at tilpasse den ens nutidige politiske synspunkter.
Ufyldestgørende beskrivelse af årsagen til 1948-krigen
Kort efter står der uden yderligere forklaring: “FN’s delingsplan førte til krig og herefter en israelsk stat i 1948, men altså ikke en palæstinensisk.”
Det er ikke rigtigt, at delingsplanen i sig selv førte til krig. Den kunne lige så godt have ført til fred, hvis bare araberne, på linje med jøderne, havde accepteret den.
Det, der førte til krigen, var de palæstinensiske araberes afvisning af planen og deres umiddelbart efterfølgende krigserklæring (sammen med seks arabiske lande) imod den nyudråbte jødiske stat. Det fremgår ikke tydeligt af beskrivelsen. Men det burde det.
Årsagen til, at der ikke blev nogen palæstinensisk stat, fremgår heller ikke. Gaza og Vestbredden kom, som bekendt, under henholdsvis egyptisk og jordansk kontrol. Så hvorfor oprettede man ikke en palæstinensisk stat her? Hvorfor krævede de palæstinensisk arabere ikke sådan en stat?
Det er et godt spørgsmål, som flere burde stille. Svaret er, at man – dengang som nu – ikke ønskede en palæstinensisk arabisk stat ved siden af den jødiske stat, men i stedet for den.
Den realitet fremgår ikke af DR’s artikel, hvorfor læseren er overladt til selv at gætte på, hvorfor mon der ikke blev nogen palæstinensisk stat. Det går imod selve artiklens præmis, hvor det indledninsvis loves, at man netop vil forklare, hvorfor de mange forsøg på tostatsløsninger er fejlet. Noget kunne desværre tyde på, at forfatteren og/eller mellemøsteksperten reelt ikke ønsker, at læseren skal vide det.
Endnu en falsk reference til “palæstinensernes land”
Der spoles hurtigt forbi tre krige, hvor Israel måtte kæmpe for sin eksistens (i 1956, 1967 og 1973) og frem til den første intifada i 1987: “Herefter fulgte et palæstinensisk oprør i 1987, som kaldes Den Første Intifada, der varede i seks år. På det her tidspunkt havde palæstinenserne mistet en stor del af deres land siden 1948.”
Det er igen forkert. Endnu en omskrivning af historien tilpasset et nutidigt politisk synspunkt.
Palæstinenserne havde aldrig haft noget land, der var deres. Det kan man synes, er uretfærdigt, men det et faktum. At kalde det britiske mandatområde, hvori Storbritannien af det internationale samfund (Folkeforbundet) blev påbudt at oprette “et jødisk hjemland,” for “palæstinensernes land” er igen ren historieforfalskning.
Det er både legitimt og rimeligt at mene, at palæstinenserne har ret til noget af Palæstina-mandatets område (det er nærværende skribent i øvrigt selv enig i, hvis det har nogen relevans). Men det er helt uacceptabelt på den måde at manipulere med de historiske fakta i en historisk gennemgang – uanset hvad man måtte mene om konflikten i dag. Man kan ikke bare “opfinde” en alternativ historisk “virkelighed,” som man bedre kan lide end den virkelige.
Falsk beskrivelse af Oslo-processen i 1990’erne
Oslo-processens indledning i begyndelsen af 1990’erne er nogenlunde korrekt beskrevet i DR’s artikel, men herefter går det galt: “Men aftalen faldt så småt fra hinanden, blandt andet fordi Hamas – som ikke anerkender Israel som stat – gennemførte en række selvmordsangreb i løbet af 1990’erne, fortæller Sune Haugbølle.”
Det er rigtigt, at en række terrorangreb fra Hamas’ side bidrog til at forsinke Oslo-processens fremdrift. Men det er ikke korrekt, at processen faldt fra hinanden (se nedenfor).
Fortsat: “Herudover blev Israels premierminister, Yitzhak Rabin, myrdet i 1995 af jødiske ekstremister, mens han deltog i en fredsdemonstration.”
Det er en ofte gentaget påstand i den venstreorienterede, anti-israelske diskurs, at en højreorienteret ekstremist, Yigal Amirs, mord på Rabin gjorde en ende på fredsprocessen. Men det er en omskrivning af historien og overhovedet ikke sandt.
Og et par linjer længere nede: “Efter drabet på Rabin kom Benjamin Netanyahu til magten i Israel for første gang, og han var modstander af Osloaftalen.
Det var først i 2000, at der blev genåbnet for forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne.”
Det er fuldstændigt forkert. Til trods for, at Israels nuværende premierminister, Benjamin Netanyahu, i dag (efter Hamas’ terrorangreb 7. oktober 2023) blankt afviser oprettelsen af en palæstinensisk stat, og at han, da han var ved magten i 1996-99, var modstander af Oslo-processen, som det korrekt nævnes, så bidrog han faktisk pligtskyldigt, omend tøvende, til den fortsatte proces med at overdrage land på Vestbredden til det palæstinensiske selvstyre. Ironisk nok var det Netanyahu, der stod for den smertefulde overdragelse til selvstyret af den hellige by Hebron, hvor jøder havde boet i omkring 3000 år (undtagen da de var etnisk udrenset af Jordan i perioden 1948-67), og hvor de jødiske patriarker Abraham, Isak og Jakob menes at ligge begravet.
I 1998 underskrev Netanyahu og den palæstinensiske leder, Yassir Arafat, endnu en aftale, Wye River Memorandum.
Og i 1999 overtog Ehud Barak premierministerposten fra Netanyahu og indgik endnu en aftale med Arafat, Sharm El Sheikh Memorandum.
Så det er ikke korrekt, at processen “faldt fra hinanden” eller stoppede under Netanyahus første periode ved magten.
Falsk fremstilling af Oslo-processens kollaps
Det forklares i artiklen, korrekt, at parterne (Barak og Arafat) mødtes til forhandlinger i sommeren 2000 i den amerikanske præsident, Bill Clintons, sommerresidens, Camp David. Men beskrivelsen af, hvorfor processen fejlede, er ikke retvisende: “Der er forskellige opfattelser af, hvorfor Camp David-forhandlingerne fejlede, men en af de største uenigheder har hele tiden været, hvem der skal kontrollere Jerusalem. Palæstinenserne ønsker, at Østjerusalem, som i dag er israelsk besat, skal være hovedstaden for en palæstinensisk stat, men Israel ønsker hele Jerusalem som hovedstad.”
Bemærk, at man i den sidste del pludselig er slået over i nutidsform – det er selvfølgelig et forsøg på at overføre Israels nuværende regerings standpunkt til forhandlingerne i 2000. Et helt igennem uvederhæftigt trick.
Men artiklen og afsnittet handler altså om forhandlingerne i sommeren 2000. Og på det tidspunkt var det simpelthen ikke sandt. Tværtimod accepterede Ehud Barak faktisk Clintons forslag om, at palæstinenserne skulle få deres hovedstad i hovedparten af de arabisk befolkede dele af Jerusalem. Der er rigtigt nok uenighed om detaljerne i det præcise forslag, men hovedpointen er, at Israel indgik i forhandlinger om en deling af byen.
Men det allerstørste problem med artiklens fremstilling er, at man helt har udeladt, hvordan fredsprocessen endte – altså inden palæstinenserne indledte “den anden intifada,” som gennem fem års terrorangreb kostede omkring 1.000 civile israelere livet.
Sandheden er nemlig, at Yassir Arafat efter det israelsk-amerikanske fredsudspil simpelthen trak sig fra forhandlingerne uden at komme med et modforslag, blandt andet fordi han, Arafat – ikke Israel – nægtede at dele Jerusalem. Altså det modsatte af det, der står i artiklen.
Arafats chefforhandler, Saeb Erekat, bekræftede i 2009 i et tv-interview, at Arafat pure afviste at dele Jerusalem med Israel: “Let me recount two historical events, even if I am revealing a secret. On July 23, 2000, at his meeting with President Arafat in Camp David, President Clinton said: ‘You will be the first president of a Palestinian state, within the 1967 borders – give or take, considering the land swap – and East Jerusalem will be the capital of the Palestinian state, but we want you, as a religious man, to acknowledge that the Temple of Solomon [det jødiske tempel] is located underneath the Haram Al-Sharif [Tempelpladsen i Jerusalem].’
Yasser Arafat said to Clinton defiantly: ‘I will not be a traitor. Someone will come to liberate it after 10, 50, or 100 years. Jerusalem will be nothing but the capital of the Palestinian state, and there is nothing underneath or above the Haram Al-Sharif except for Allah.'”
Så artiklens historie er altså lodret usand. Det var ikke israelerne, men Arafat, der nægtede at dele Jerusalem.
Også Bill Clinton, som satte al sin prestige ind på at få en aftale i stand, bekræfter, at det var Arafat, der afsluttede fredsprocessen. Med Clintons egne ord: “Arafat’s rejection of my proposal after Barak accepted it was an error of historic proportions. However, many Palestinians and Israelis are still committed to peace. Someday peace will come, and when it does, the final agreement will look a lot like the proposals that came out of Camp David”.
Bill Clinton skrev ordene ovenfor i sin selvbiografi “My Life” i 2005. Og han har indtil videre fået så meget ret, at den senere israelske premierminister Ehud Olmert i 2008 fremsatte et nyt fredsforslag for Arafats efterfølger, Mahmoud Abbas, som var næsten identisk med Clintons plan. Abbas valgte at ignorere forslaget (se nederst).
Falsk fremstilling af bosættelsernes betydning
Som det er kutyme, når venstreorienterede Israel-kritikere vurderer konflikten, tillægges de israelske bosættelser på Vestbredden også her i artiklen stor betydning. Bosættelserne nævnes mere end 10 gange i artiklen, heraf tre gange af Sune Haugbølle.
I et enkelt tilfælde er det, som Sune Haugbølle siger, direkte forkert: “Et andet afgørende problem har været – og er fortsat – bosættelserne, forklarer Sune Haugbølle.
For hvis palæstinenserne i en tostatsløsning skulle få fuld kontrol over Vestbredden og Østjerusalem, så ville det kræve, at de over 700.000 israelske bosættere, der er kommet i løbet af årene, skulle flyttes, hvilket der ikke er opbakning til i Israel.
– Det har hele tiden været umuligt at gennemføre en fredsproces, samtidig med at man har udvidet bosættelserne, siger eksperten.”
At bosættelserne er upopulære i det meste af verden, er et faktum.
Men det gør ikke det sidste af Sune Haugbølles udsagn ovenfor sandt. Bosættelserne er blevet udvidet uophørligt siden 1967. Men det er værd at bemærke, at der ikke siden 1996 er etableret nogen nye, større byer. Det betyder, at den fordobling af indbyggertallet, som er fundet sted siden Bill Clintons plan, hovedsagligt er sket inden for rammerne af de eksisterende, større bosættelser, som under alle omstændigheder – også ifølge Clintons plan – vil ende på israelske hænder, når den endelige grænse en dag skal tegnes.
Det fremgår ikke helt tydeligt, om det midterste afsnit ovenfor er Sune Haugbølles eller journalistens ord. Men idéen om, at palæstinenserne under en fremtidig fredsaftale “skulle få fuld kontrol over Vestbredden og Østjerusalem,” er helt udelukket. Israel kommer ikke til at give slip på Grædemuren og det jødiske kvarter i den gamle by, ligesom de største bosættelser, som nævnt, vil blive indlemmet i Israel under enhver realistisk aftale. Så spørgsmålet om at flytte 700.000 bosættere er slet ikke relevant. Det er blot en stråmand for at kunne påstå, at bosættelserne blokerer for en fredsløsning. Men det er ikke sandt. Da kortet i dag ser ud stort set som i 2000, kan man, hvis der er vilje til det, implementere Bill Clintins plan i morgen.
Men det palæstinensiske selvstyre sagde nej både i 2000 og i 2008 – og har siden da ikke villet komme til forhandlingsbordet, endda selvom den særdeles skeptiske Benjamin Netanyahu gennem de sidste to årtier har holdt døren åben for fredsforhandlinger uden forhåndsbetingelser. Se eksempelvis her (24. september 2009), her (17. april 2012), her (21. marts 2013) og her (12. juni 2013). Det er ikke Israel, der har nægtet at forhandle fred, men palæstinenserne.
Sune Haugbølle anerkender da også i artiklen, at Bill Clintons plan (som bl.a. omfatter en deling af Jerusalem og indlemmelse af de største bosættelser i Israel) fortsat udgør det mest relevante udkast til en tostatsløsning: “- Mange af detaljerne er allerede udarbejdet. De ligger i forhandlingerne fra Osloaftalen og Camp David-forhandlingerne. Men virkeligheden har også ændret sig meget siden da. Det største problem lige nu er overhovedet at komme tilbage til forhandlinger.”
Men både forestillingen om, at bosættelserne står i vejen for fred, og at Netanyahu ikke har villet forhandle om en tostatsløsning, er, som beskrevet ovenfor, beviseligt falske. Palæstinenserne kan få deres egen stat lige så snart, de er villige til at slutte fred med den jødiske ditto.
Forkert beskrivelse af Hamas’ valgsejr i 2006
En mindre faktuel fejl har også sneget sig ind: “Siden Camp David-forhandlingerne har Hamas vundet et demokratisk valg i Gazastriben i 2007 og haft kontrollen siden da, og der har været flere krige i Gaza samt voldsomme uroligheder på Vestbredden. Der har altså ikke været en reel dialog om forhandlinger i 24 år.”
Hamas vandt ikke valget i 2007, men i 2006. Og det var ikke et valg “i Gazastriben,” men til det palæstinensiske selvstyres parlament. Anders Jerichow, der også er en venstreorienteret kritiker af Israel, fremsatte samme usandhed i DR’s radioprogram “Kampen om historien,” P1, 21. november 2023. Her blev Hamas’ overvældende valgsejr (de fik absolut flertal i selvstyrets parlament med mere end 50% af mandaterne) kaldt et “lokalvalg.”
Formålet med at påstå, at Hamas kun vandt lokalt i Gaza-striben, er formodentlig at skjule det faktum, at terrororganisationen nyder massiv opbakning fra hele det palæstinensiske folk. Det bekræftes også af, at Hamas’ terrorangreb 7. oktober 2023 umiddelbart efter blev bakket op af hele 75% af den palæstinensiske befolkning (både på Vestbredden og i Gaza). Da Mahmoud Abbas’ regime i Ramallah har sikret, at der ikke er afholdt parlamentsvalg siden 2006, er Hamas altså i princippet endnu det palæstinensiske folks legitime repræsentant.
Udsagnet “Der har altså ikke været en reel dialog om forhandlinger i 24 år,” er til gengæld korrekt. Årsagen er, som nævnt, at det palæstinensiske selvstyre ikke har ønsket at forhandle med Israel med mindre de på forhånd blev lovet hele Vestbredden og hele den gamle by i Jerusalem – noget der aldrig kommer til at ske.
Flere faktuelle fejl i artiklens indledning
Efter at have gennemgået den del af artiklen, som lader til at være baseret på Sune Haugbølles input, vil jeg knytte et par kommentarer til artiklens introduktion, der også indeholder nogle fejl, omend de er mindre alvorlige end de ovenfor nævnte.
Indledningsvis fortælles det, at området var en del af det osmanniske imperium indtil 1917, da det blev indtaget af briterne. Det er korrekt.
Men allerede herefter begynder de historiske fejl at indfinde sig. Alene nedenstående afsnit indeholder hele fire faktuelle fejl: “På daværende tidspunkt [i 1917] var det hovedsageligt palæstinensere, der boede i området. Mellem 1918 og 1947 kom der flere og flere jøder til territoriet, især under Anden Verdenskrig, og den jødiske andel af befolkningen voksede fra omkring seks procent til 33 procent. En fremherskende holdning blandt jøderne var, at Gud havde lovet dem landet.”
1) Historisk forkert brug af begrebet “palæstinensere”
At kalde områdets arabiske indbyggere “palæstinensere” er historisk forkert. I 1917 havde der aldrig fandtes et område med navnet Palæstina, hvorfor indbyggerne selvsagt ikke var “palæstinensere.” De var undersåtter i det tyrkiske imperium.
Begrebet Palæstina var alene en geografisk betegnelse, primært brugt i Vesten og – ironisk nok – af jøder.
Det britiske mandat, Palæstina (den første og eneste juridiske enhed med det navn), blev oprettet i 1920 og bekræftet af Folkeforbundet i 1922, hvorefter alle områdets borgere blev kaldt palæstinensere. Også jøder. For eksempel hed den jødiske avis The Jerusalem Post under mandattiden “The Palestine Post.” Det er også derfor, Israels senere premierminister, Golda Meir, meget berømt har sagt, at hun selv var palæstinenser. På det mere personlige plan kan jeg bekræfte, at min egen jødiske far var palæstinenser, fra han i 1934 som 10-årig flygtede fra Nazityskland til det britiske Palæstina, og indtil Israels grundlæggelse i 1948. Jeg har endnu hans palæstinensiske papirer. Så alle områdets borgere var i perioden 1920-1948 palæstinensere.
Derfor er det historisk ukorrekt at opdele mandatets borgere i “palæstinensere og jøder.” Det er, omend meget udbredt, et revisionistisk og politisk ladet forsøg på at forankre de arabiske palæstinenseres tilknytning til området på bekostning af de jødiske palæstinensere. Man skal også forstå, at en del af de arabere, som i dag kalder sig palæstinensere, selv immigrerede til området under mandattiden. Man skulle eksempelvis kun have boet i Palæstina i to år forud for krigen i 1948 for at blive registreret som palæstinensisk flygtning af FN-organisationen UNRWA.
Der var (og er) to etniske grupper, jøder og arabere, og så er der i dag to nationale grupper, israelere og palæstinensere. I artiklen blandes de to kategorier sammen, sådan at læseren tror, at kun araberne før Israels oprettelse var palæstinensere. Det er ikke tilfældet. Den historisk korrekte (og ikke politisk ladede) betegnelse for de to befolkningsgrupper før og under mandattiden er “arabere og jøder.”
2) Meget lav ansættelse af jødisk befolkningsandel ved mandatets begyndelse
Udsagnet “den jødiske andel af befolkningen voksede fra omkring seks procent til 33 procent,” er heller ikke helt korrekt – eller i hvert fald ikke helt retvisende.
Estimaterne forud for det britiske mandat varierer kraftigt. En del jøder forlod faktisk området under Første Verdenskrig (nogle blev forvist på grund af den jødiske støtte til briterne under krigen), hvorfor man muligvis kan finde et midlertidigt lavpunkt, hvor et estimat viser seks procent jøder. Men ifølge den første britiske optælling ved mandatets start i 1922 var der 83.794 jøder ud af en samlet befolkning på 757.182, altså 11%. Tallet var nogenlunde det samme i 1914.
Man kan læse mere om det komplekse spørgsmål på Wikipedia her, hvor den arabiske indvandring til Palæstina-mandatet også er nævnt.
I 1947 var forholdet ganske rigtigt 1:2, nemlig 600.000 jøder og 1,2 mio arabere. Men alle var altså “palæstinensere.”
3) Fejl vedr. indvandring under Anden Verdenskrig
Det er heller ikke korrekt, at jøder kom til territoriet “især under Anden Verdenskrig”.
Det er faktisk lige omvendt. Der havde boet jøder i området i flere tusind år, men særligt i 1880’erne begyndte jøder at immigrere til det hellige land, særligt fra Østeuropa. Den bevægelse tog fart og nåede sit højdepunkt i 1930’erne. Op til – og under – Anden Verdenskrig indførte Storbritannien, på grund af arabisk modstand imod jødisk immigration til Palæstina, strenge restriktioner og begrænsninger, hvilket blev katastrofalt for mange jøder, der derved under krigen blev fanget i nazisternes holocaust i Europa.
Den jødiske immigration fra Europa skete nogenlunde jævnt i perioden 1882 – 1939 og kan altså ikke med rimelighed “frames” som et fænomen fremkaldt af holocaust – selvom nazismen naturligvis sidst i 30’erne satte ekstra skub i bevægelsen.
4) Forkert karakteristik af jødisk motivation
Den fjerde fejl i det ene afsnit er sætningen “En fremherskende holdning blandt jøderne var, at Gud havde lovet dem landet.” Det var netop ikke tilfældet dengang, da langt hovedparten af de jødiske immigranter var sekulære – mange endda socialister. Deres relation til området var mere historisk end religiøst betinget. Så holdningen eksisterede blandt nogle, men var absolut ikke “fremherskende”.
To udeladelser:
Endelig vil jeg nedenfor nævne to beklagelige udeladelser, som, hvis inkluderet, ville have bidraget til et mere fuldendt billede af historien om de fejlslagne forsøg på tostatsløsninger.
Peel-kommissionen, 1937
Det fortælles (også i indledningen), at den voksende jødiske befolkningsandel “skabte spændinger mellem de arabiske lande i regionen, palæstinenserne og jøderne, og der var flere konflikter i løbet af årene”, hvorfor FN fremlagde sin plan for en tostatsløsning i 1947.
Det er ikke rigtigt, at der var spændinger og konflikter med “arabiske lande” inden FN’s delingsplan. Det var først efter delingsplanen og Israels oprettelse, at de arabiske nabolande blandede sig.
Men mere interessant er det, i en artikel, der jo netop er en gennemgang af mislykkede forsøg på en tostatsløsning, at den første af slagsen, nemlig den britiske Peel-plan, er udeladt.
Her kunne man have fortalt om den arabiske opstand (eller “intifada”, om man vil), som fandt sted i årene 1936-1939, hvorunder de arabiske palæstinensere (som de hed dengang) angreb civile jødiske palæstinensere, hvilket kostede mange hundrede jøder livet. Opstanden fik den britiske regering til at fremlægge Peel-planen, hvorved jøderne ville have fået en stat i 20% af området, mens en palæstinensisk arabisk stat ville have omfattet hele 80% af området. Jøderne accepterede planen som udgangspunkt for yderligere forhandling, mens de palæstinensiske arabere blankt afviste ethvert forslag, som indebar jødisk selvbestemmelse i nogen som helst del af Palæstina.
Det var de palæstinensiske araberes første afvisning af en tostatsløsning.
Inklusion af den oplysning i artiklen ville øge forståelsen af den arabiske afvisning af den næste delingsplan i 1947 – samt de senere palæstinensiske afvisninger af delingsplaner i 2000 og 2008.
Ehud Olmerts fredsforslag, 2008
Endelig kunne man for fuldstændighedens skyld også nævne Ehud Olmerts forslag i 2008, der, som nævnt ovenfor, var næsten identisk med Bill Clintons plan fra 2000.
Saeb Erekat, Yassir Arafats chefforhandler – og senere Abbas’ højre hånd – beskriver i tv-interviewet (nævnt ovenfor), som fandt sted i 2009, kort efter fremsættelsen af Olmerts forslag, Abbas’ respons til Olmert: “[Abbas] answered with defiance, saying: ‘I am not in a marketplace or a bazaar. I came to demarcate the borders of Palestine – the June 4, 1967 borders – without detracting a single inch, and without detracting a single stone from Jerusalem, or from the holy Christian and Muslim places.’ This is why the Palestinian negotiators did not sign…”
Sagt med andre ord: Abbas ville, ligesom Arafat, ikke forhandle om en deling af Jerusalem. Han krævede hele byen under palæstinensisk suverænitet, inklusiv blandt andet Grædemuren og det jødiske kvarter i den gamle by. Abbas ville hellere fortsætte konflikten end forhandle om et kompromis.
Det var endnu en forspildt chance for at opnå en tostatsløsning. Men den er desværre ikke nævnt i DR’s artikel.
Konklusion
DR-journalist Selin Türker har sat sig for at gennemgå de historiske forsøg på at skabe en tostatsløsning – endda med et løfte om at forklare, hvorfor de ikke blev til noget. Der har været fire af den slags forsøg, i 1937, 1947, 2000 og 2008. Alle med konkrete forslag, som palæstinenserne har afvist.
I artiklen vælger man kun at nævne to af forsøgene (1947 og 2000). Og i begge tilfælde gør man sig stor umage for at skjule, at palæstinenserne blankt afviste forslagene. Det gøres, som beskrevet ovenfor, gennem en række historisk faktuelt forkerte påstande samt diverse manipulation med materialet.
Nogle af de falske påstande er særdeles afgørende, andre unøjagtigheder mindre væsentlige. Men summen af den systematiske misinformation giver et totalt falsk – på mange måder diametralt omvendt – billede af historien.
Den valgte diskurs er desværre ganske udbredt i den danske debat og i det danske uddannelsessystem. Men det ændrer ikke på, at fremstillingen er falsk.
Det er super-ærgerligt, at konfliktens historie ofte formidles i danske medier af folk, der enten ikke har ret meget forstand på emnet, eller af folk med en direkte anti-israelsk agenda (som Sune Haugbølle). Det burde være muligt at gøre det bedre, så sådan et historisk rids i det mindste er historisk korrekt.
Netop Sune Haugbølles anti-israelske aktivisme er velkendt og dokumenteret hinsides enhver tvivl, hvorfor også Danmarks Radios egen lytter- og seerredaktør, Jesper Termansen, har anbefalet, at Haugbølle varedeklareres som pro-palæstinensisk aktivist, når han bruges af DR’s journalister i forbindelse med dækning af konflikten.
Jesper Termansen skriver i en artikel på dr.dk: “Udtaler man sig om en igangværende konflikt, man selv har valgt side i, bør brugerne oplyses om det.”
Det er ikke sket i dette tilfælde. Den almindelige læser efterlades derfor i troen på, at artiklen er forfattet ved hjælp af en objektiv ekspert og dermed historisk retvisende, mens den i realiteten bare er en gang anti-israelsk propaganda.
At Danmarks Radio bidrager til den fortsatte systematiske misinformering af danskerne, er en tragedie på flere planer. Først og fremmest selvfølgelig på det principielle plan. Men også derved, at det forhindrer den forståelse af konflikten, som er nødvendig for at skabe fred. Hvis man aktivt lukker øjnene for, at det primært er palæstinenserne, som står i vejen for en tostatsløsning, på grund af deres ønske om en stat “from the river to the sea,” og derfor ikke stiller krav til dem om at acceptere den jødiske stats fortsatte eksistens, så kommer der ingen fred. Så der er faktisk ret meget på spil – og ironisk nok mest for palæstinenserne.
Jeg har klaget til DR og foreslået, at artiklen gennemgås ved hjælp af en uvildig ekspert (der, som minimum, ikke er en kendt venstreorienteret Israel-kritiker), sådan at teksten kan blive retvisende, fair og balanceret, og dermed leve op til Danmarks Radios egne, fine journalistiske principper.
Læs mere om Sune Haugbølle her.
Læs også:
DR støtter Hamas’ propaganda: Alle dræbte i Gaza er civile!,
23. januar 2024
DR’s propaganda: En “rabiat” jøde, og ikke Yassir Arafat, var skyld i Oslo-processens kollaps, 19. januar 2024
DR-journalist Sean Coogans løgn: Netanyahu citeres for at opfordre til drab på civile, 13. januar 2024
DR-journalist Sean Coogans promoverer Hamas’ løgn: 92% af de dræbte i Gaza er civile, 5. december 2023
DR påstår – fejlagtigt – at besættelsen af Vestbredden er ulovlig, 9 november 2023
DR påstaar, at alle dræbte i Gaza er civile, 17. oktober 2023
DR beskylder Israel for angreb på hospital – uden dokumentation, 19. oktober 2023
Usmagelig propaganda på dr.dk, 12. oktober 2023
