Når du hører ordene “nazistisk besættelse,” er Nordafrika ikke det første du tænker på. Holocaust mod jøder i Nordafrika er ukendt for de fleste, fortæller Professor Haim Saadoun, direktør i Documentation Center of North African Jews During World War II til avisen Israel Hayom.
Læs også om jødernes skæbne i Tunesien og Nordafrika under Anden Verdenskrig HER på dansk.:
– Holocaust i Nordafrika: Historien om Holocaust i Nordafrika er ukendt for de fleste, men faktisk døde flere tusinde jøder i Marokko, Algeriet, Tunesien og Libyen under 2. Verdenskrig. Det var ikke blot Nazityskland, men også Frankrig og Italien, der fratog jøderne grundlæggende rettigheder og tvang mange til slavearbejde i Saharas ørken.
I løbet af seks måneders nazistisk besættelse blev tusindvis af tunesiske jøder sendt i arbejdslejre og døde af sygdom eller af de allieredes styrkers bomber mens de blev tvunget til at arbejde for tyskerne.
– Intet andet land i Nordafrika blev så hårdt ramt af tysk besættelse [som Tunesien]. Tunesien var besat af tyskerne i perionden november 1942 til maj 1943, fortæller professor Haim Saadoun, senior fakultetsmedlem ved det åbne universitet til Israel Hayom.
Saadoun er også direktør i Documentation Center of North African Jews During World War II, oprettet ved Ben Zvi-instituttet for at dokumentere hvad der skete under Holocaust i Maghreb.
Saadoun arbejder blandt andet med at øge bevidstheden om de nazistiske grusomheder i Tunesien. Hans far overlevede Holocaust i Sfax, en by sydøst for Tunis. Han fortalte først sin historie efter mange års tavshed.
Nazi-Tyskland gjorde det samme i Tunesien som de gjorde i Europa. Den muslimske tunesiske regering og den franske regering forblev, men tyskerne havde stor indflydelse på den førte politik.
– Besættelsen af Tunesien under Anden Verdenskrig skyldes tyskernes militære overvejelser omkring udviklingen af Anden Verdenskrig i Nordafrika, forklarer Saadoun.
– Tyskerne tabte kampen i området El-Alamein i Egypten i november 1942, og de amerikanske styrker landede [i Afrika] som en del af en storstilet operation – Operation Torch, som blev ført i Algeriet og Marokko.
– Okkupationen af Tunesien var Tysklands reaktion på de to militære begivenheder. Tyskland ville placere en buffer mellem de britiske styrker som bevægede sig fra Libyen mod Tunesien, og de amerikanske styrker som rykkede i samme fra Algeriet, forklarer Saadoun.
SS-folkene som kom til Tunesien sammen med den tyske hær, var ansvarlige for at håndtere den lokale jødiske befolkning. SS-kommandør Walter Rauff med speciale i udryddelse af jøder i Østeuropa i mobile gaskamre, var ansvarlig.
Rauff og hans mænd gennemførte en politik som lignede den i Europa og oprettede et jødisk samfundsråd, hvorigennem de kontrollerede jøderne.
– Det jødiske samfund skulle forsyne tyskerne mindst 5.000 unge mænd i alderen 17-50, som blev brugt til arbejde i den tyske hær, fortæller Saadoun.
– Tyskerne havde brug for arbejdsstyrken og nogle jøder blev holdt i arbejdslejre. Nogle af lejrene var placeret ved krigens frontlinje. Jøderne levede under meget hårde forhold og måtte udføre hårdt tvangsarbejde.
– Der var 24 lejre. Vi ved ikke, hvor mange jøder der var i dem, men det var flere tusind. Tyskerne brugte ikke en udryddelsespolitik i Tunesien. Der var isolerede tilfælde af jøder som blev dræbt, men det var ikke systematisk. Mange jøder døde i arbejdslejrene, tilføjer Saadoun.
– 18-årige jøder blev sendt til arbejdslejre i lufthavne ramt af amerikanske bomber, skrev Saadouns far, Yakov, i sin dagbog.
Jøder blev også sat til at arbejde i “havnen og togstationen. De måtte udføre manuelt arbejde og bære et gult mærke for at skille sig ud mod franskmændene og andre nationaliteter, som italienere, grækere og maltesere osv. Mange arbejdere døde af det hårde tvangsarbejde eller fordi de blev ramt af amerikanernes eller briternes bomber, fortsætter Yakov i sin dagbog.
– Tyskerne fangede min far, en blond 14-årig dreng med blå øjne, det reddede ham, fordi de troede at han ikke var jødisk, baseret på hvordan han så ud, fortæller Saadoun.
– Min far skrev mange breve som jeg har gemt men han talte aldrig om krigstiden. Jeg forstod ikke, hvorfor det tog ham så lang tid [at dele sin oplevelse under krigen], men det viser sig, at det var meget vanskeligt for ham at tale om den tid. Det var en slags posttraume, forklarer Saadoun.
– I nogle byer i Tunesien gik jøderne med gule mærker, for eksempel i byen Sfax. Deres ejendele blev konfiskeret af tyskerne, det samme gjorde jødiske ejendomme, værdifulde personlige ejendele og andet. Det var første gang tunesiske jøder oplevede så slem en tid. De havde aldrig oplevet noget lignende før. De vidste ikke hvor længe det ville vare. Det var en frygtelig tid for dem, forklarer Saadoun.
– Mange jøder i Nordafrika førte dagbøger og nedfældede deres erindringer om deres situation under Anden Verdenskrig. Ledere af det jødiske samfund offentliggjorde nogle af historierne umiddelbart efter krigen. Rigtig meget information blev offentliggjort og de seneste år er vi stødt på endnu mere information, tilføjer Saadoun.
For et par år siden offentliggjorde vi en journal skrevet af en tunesisk jøde: – Hver dag beskrev han sine og familiens oplevelser – hvordan tyskerne konfiskerede deres hjem, hvordan de blev tvunget til at bo sammen i et værelse med en anden familie i nabolaget i de levede i, fortæller Saadoun.
Meget blev nedfældet på skrift af tunesiske jøder i perioden: – Vi opfordrer folk til at fortælle deres historie, fordi det er vigtigt at vide, hvad der skete med det jødiske samfund i Tunesien. Deres historier er uvurderlige, slutter Saadoun.
Læs flere af MIFFs artikler om Holocaust HER.
Læs MIFFs udførlige gennemgang af jødernes skæbne under Anden Verdenskrig HER.
Læs MIFFs tidlinje over det jødiske folks historie HER.
