20-års jubilæet for det israelske forsvars (IDF) tilbagetrækning fra det sydlige Libanon nærmer sig. I dag er grænsen mellem Israel og Libanon rolig, men anspændt, skriver Jerusalem Post.
Lyden af kampvogne som rumler i det fjerne er sammen med lyden af artilleri som bryder stilheden og skrigene fra sårede eller døende israelske soldater er for længst forsvundet. I dag mødes bønder og vandrere af pastorale, grønne bakker – i stedet for IDF-tropper og Hizbollah-terrorister.
Det er over 20 år siden Israel trak sig tilbage fra sikkerhedszonen og mere end 14 år siden Anden Libanon-krig i 2006. Det seneste årti har det været relativt stille langs den spændte grænse og der har kun været isolerede hændelser. Mange israelere mener tilbagetrækningen fra sikkerhedszonen var rigtig og har reddet mange IDF soldaters liv.
Samtidigt er der også dem som mener at Israel med tilbagetrækningen har mistet sin afskrækkelse og har givet Hizbollah mulighed for at vokse fra en guerilla-terrorgruppe til en terrorhær med over 130.000 missiler og raketter, hvoraf nogle af dem sigter direkte mod Israel.
Der er også dem som mener at tilbagetrækningen gav palæstinensiske terrorgrupper på Vestbredden ekstra kampgejst og har medvirket til den blodige Anden Intifada, efter de så at Hizbollah fik Israel til at forlade Libanon.
IDF trådte først ind i Libanon i 1978 for at udrydde palæstinensiske terrorister. Samtidig med IDF trak sig tilbage fra det meste af Libanon i 1985, holdt Israel kontrollen med 1.000 kvadratkilometer og en sikkerhedzone på 20 km. hensigten var at tropperne ville kunne forhindre terrorangrebene som ramte den israelske befolkning i det Nord-Israel hårdt i 70’erne og 80’erne.
I byer som Avivim, Misgav Am, Nahariya, Ma’alot, Kiryat Shmona er der mindesmærker for israelske ofre for terrorangreb udført af palæstinensiske terrorister som infiltrerede landet fra Libanon før 1982.
Hizbollah (betyder Guds parti) dukkede først op under Libanons borgerkrig som brød ud i 1975. Efter langvarig spænding mellem de forskellige sekteriske samfund som kæmpede om at få kontrollen, begyndte en gruppe shiitter som var påvirket af Iran med at udføre angreb mod israelske tropper og deres allieret hær i Syd-Libanon (Tzadal) og rivaliserende shiamuslimske militser.
Med økonomisk hjælp fra Iran og deres islamiske revolutionær garde som begyndte at uddanne militsgruppen, fik terrorgruppen ry for sin vold og angreb mod udenlandske mål – eksempelvis Beirut Barrack angrebet i 1983 som dræbte mere end 300 mennesker. To år senere annoncerede Hizbollah officielt sin oprettelse og opfordrede til væbnet kamp mod israelsk besættelse af muslimske lande.
På daværende tidspunkt var Hizbollah en guerilla terrorgruppe som hverken var stærk eller organiseret, som den er i dag. Terrorgruppen forstod Libanons forskellige samfundslag og formåede at opbygge sin militære magt ved hjælp af snigskytter, raketter og andre våben mod IDF-tropper. Dusinvis af angreb fandt sted i de år hvor Israel befandt sig Syd-Libanon, en periode som Israel endnu ikke officielt har anerkendt som en krig. Selvom 256 israelske soldater ifølge officielle tal blev dræbt, med cirka to dusin dræbte soldater om året er det uofficielle tal 675 dræbte.
To årtier efter “krigen” sluttede, har den glemte, navnløse krig igen taget overskrifter og fået offentlighedens opmærksomhed. Soldater som var i Syd-Libanon fortæller deres historier, åbner gamle sår på Facebook og andre sociale medier. Forsvarsministeriet overvejer nu at give medaljer til soldater som var i Syd-Libanon mellem årene 1982-2000.
-Der var en slags kognitiv dissonans med hensyn til tilbagetrækningen fortæller, lt.-Col. (Ret.) Sarit Zehavi. Hun er leder af Alma, en organisation som giver orienteringer om Israels sikkerhedsudfordringer ved den nordlige grænse.
-På den ene side var stor vrede rettet mod antikrigsbevægelsen Fire Mødre som kæmpede for en tilbagetrækning fra Libanon, men at se billeder af soldaterne som forlod Libanon, vakte glæde hos mange mennesker, siger Zehavi.
Zehavi tjente ikke selv i IDF under tilbagetrækningen, alligevel beskriver hun til sig selv og sine kammerater som
“Libanongenerationen” og siger, at de åbne sår ikke er forsvundet hos de tidligere soldater, som dagligt mistede venner.
-Jeg kan huske at nogle af mine venner sagde de kun ville aftjene deres værnepligt i Libanon. Det er mine venner som blev dræbt der. Soldaterne som aftjener værnepligt i dag, er børnene [af dem] som tjente i Libanon. Vi tog deres fædre ud, men det er ikke slut, siger Zehavi.
Selv efter Israel forlod Syd-Libanon, fortsatte Hizbollah med at udføre angreb rettet mod IDF-tropper. I 2006 udløste et sådant angreb Anden Libanon-krig, hvor Israel mistede 121 soldater og 43 civile.
Ifølge flere senior IDF-officerer er Hizbollah ikke interesseret i endnu en krig lige nu – ikke kun på grund af interne spørgsmål og deres igangværende rolle i Syrien, men fordi de kender til IDF’s øgede kapacitet og efterretningsoverlegenhed.
Kommandøren for IDF’s Kfir Brigade, oberst Eran Oliel, trådte først ind i Libanon lige efter han var blevet udtaget i IDF’s 101. faldskærmsherbataljon i 1996, hvor han tilbragte to år som leder og øverstkommanderende.
Oliel fortalte fornylig at indtil en fredsaftale er underskrevet med Libanon, “er truslen der.” Oliel understreger “at Hizbollah ikke repræsenterer Libanon. Når de forbereder et angreb, beder de ikke om tilladelse fra Beirut. Jeg tror, at prisen Hizbollah ved at de vil betale, hvis de angriber Israel, er det som får dem til at tænke to eller endda fem gange, før de prøver på noget.”
Men andre advarer om, at terrorgruppen planlægger at gå i krig igen.
“De vil have krig”, siger en officer som i flere år har været stationeret langs grænsen til Libanon. ”De fik en masse erfaring i Syrien, og nu er de vendt tilbage til grænseområdet, fordi de forbereder sig på krig med Israel.”
Ifølge ham plejede væbnede Hizbollah-krigere at komme til grænsen i uniformer indtil 2006. Efter Anden Libanon-krig – og indførelsen af FNs Sikkerhedsråds resolution 1701 som fik FN’s Interim Force in Lebanon (UNIFIL) til at patruljere i Syd-Libanon, nærmede Hizbollah-krigerne sig ikke grænsen. Det ændrede sig for tre år siden.
Nu, siger officeren, er Hizbollah krigere i civilt tilbage langs grænsen med aktive operationer. Nu ses der også Hizbollah-krigere som bevæger sig frit langs grænsen sammen libanesiske væbnede styrker (LAF).
Mange af gruppens kapaciteter og infrastruktur er sammenflettet med den civile infrastruktur i Libanon, som modtager millioner af dollars i militær hjælp og udstyr fra USA og andre vestlige lande.
Men selv med al den udenlandske hjælp er LAF ikke lige så stærk som Hizbollah. Ikke desto mindre vil LAF deltage i den næste krig mod Israel, ifølge Zehavi og understreger at “LAF ikke vil ses som dem der løber væk fra en krig med Israel og overlader arbejdet til Hizbollah.”
Den kunstige sondring mellem Hizbollah og den libanesiske stat er udvisket, politikere og højtstående IDF-officerer har truet med at sende Libanon ”tilbage til stenalderen”, hvis der udbryder krig igen. Og den næste krig bliver ikke en gåtur i parken.
Ifølge IDF er den primære trussel fra Hizbollah fortsat deres missilarsenal. IDF mener samtidig at vi i den næste krig vil se gruppen forsøge at bringe kampen til hjemmefronten ved at infiltrere israelske samfund for at påføre betydelige civile og militære tab.
-Hvis terrorgruppen infiltrerer Israel i 2020 vil det være en bataljon eller en hel brigade af Hizbollah-krigere og ikke blot få krigere. Og målet vil ikke være en bus eller en familie, det vil være et helt samfund og / eller en militærpost for at sige ‘Vi er her. Hvad vil I gøre nu?, siger Zehavi.
I december 2019 lancerede IDF Operation Northern Shield for at opdage og ødelægge alle grænseoverskridende tunneler udgravet af Hizbollah i det nordlige Israel (læs MIFFs artikel om Søren Gade og EU-parlamentsmedlemmer som så Hizbollah angrebstunneler mod Israel). Ifølge IDF fandt de og ødelagde seks angrebstunneler.
Men det stoppede ikke Hizbollahs plan om at “erobre Galilæa.” Der er andre angrebstunneler som ikke har infiltreret israelsk territorium og med UNIFIL-patruljer som ikke får adgang til mange af stederne, er der fortsat bekymring for tunnelerne stadig kan være operationelle.
Og Hizbollah behøver ikke at gå under jorden for at infiltrere Israel. Mens forsvaret har haft travlt med at opbygge et grænsehegn og andre hindringer langs den libanesiske grænse, er grænsehegnet langs størstedelen af grænsen i årevis blevet identificeret som sårbar over for infiltrationer.
Den 14. april opstod der spændinger mellem IDF- og LAF-tropper langs grænsehegnet, efter israelske tropper krydsede ind i bufferzonen mellem de to lande for at beskære træer, som ifølge nylig rapport fra The Washington Institute var blevet plantet af Hizbollah tilknyttet den libanesiske NGO Green Without Borders for at skjule kameraer placeret på den israelske side af grænsehegnet.
Den spændte situation i nærheden af den israelske by Metulla blev stoppet af UNIFIL-fredsbevarende styrker som sørgede for at beskære træerne.
Tre dage senere – og efter et luftangreb som Israel blev beskyldt for at stå bag mod en jeep i Syrien som man mente tilhørte Hizbollah, opdagede IDF-tropper tre brud langs sikkerhedshegnet nær samfundene i Avivim, Yiftah og Metulla.
En jordinvasion fra den iransk-støttede terrorgruppe er en reel bekymring for Israel som forventer at evakuere snesevis af samfund som ligger langs grænsen til Libanon.
Hiszbollah har fået uvurderlig slagmarkerfaring fra sin tid i Syrien, hvor de ikke kun lærte af sine iranske støttere, men også fra russiske styrker i det krigshærgede land.
På trods af borgerkrigen er overstået har Hizbollah investeret betydelige ressourcer og tid i Syrien og der er rapporter om at de har indlejret sig i den syriske arabiske hær (SAA) og landsdækkende i landsbyer og byer for at sikre deres overlevelse i landet.
Militær succes i Syrien har også gjort det muligt for Hizbollah at omdisponere seniormedlemmer og tropper til området og i Syd-Libanon. Terrorgruppens leder, Hassan Nasrallah har selv bekræftet det.
Sidste år bekræftede IDFs nord-kommando at terrorgruppen har været aktiv i de syriske Golanhøjder i hvad der er kendt som ”Golan-projektet”, hvor de involverede krigere sidder klar med våben og kan angribe israelske tropper, når de får ordren.
En højtstående officer som har været stationeret langs grænsen til Syrien, tog forfatteren med til IDF’s militære stillinger langs Hermonbjerget. Officeren påpegede forskellige landsbyer langs grænsen som militæret har identificeret flere steder, hvor de ved at den libanesiske terrorgruppe indsamler efterretninger om Israel.
IDF er i højere beredskab på grund af Golan-projektet, siger han.
Ifølge udenlandske rapporter leverede Israel igennem flere år, lette våben til oprørsgrupper under Operation Good Neighbour, der er er nu bekymring for om de kan blive Israels fjender.
Den næste krig i nord vil ikke være begrænset til èn grænse, den vil også inkluderer Syrien.
-Hvad der sker i Syrien, sker også i Libanon og omvendt, siger den øverste IDF-officer som har været stationeret langs Israels grænse med Syrien. Han understreger at der som i Libanon er blevet set Hizbollah-krigere i civilt sammen med SAA-tropper.
Og med SAA’s genopbygning af sin hær efter tæt på et årti med en syrisk-borgerkrig som næsten decimerede deres styrke, hvem kan sige at de ikke vil deltage i den næste krig mod Israel?
20 år efter Israel lukkede portene til Libanon, er virkeligheden på jorden, at krigene i Israels billedesmukke norlige-grænse langt fra er forbi.
IDF ved at Israel ikke vil være i stand til at undslippe endnu en krig med Hizbollah: Det er bare et spørgsmål om hvornår. Og når det sker, siger Zehavi, “vil det være en helt ny krig, i en helt ny verden.”
