Dr. Yechiel Shabiy er lektor ved Bar Ilan University i Ramat Gan og forsker ved The Begin-Sadat Center for Strategic Studies (BESA). Shabiys speciale er den arabisk-israelske konflikt, islamistiske bevægelser og national-religiøs radikalisering blandt israelske arabere.
Shabiy har skrevet artiklen The History of the Land is Jewish, not Palestinian. I artiklen reagerer han på repræsentanter fra det arabiske-israelske samfunds påstand om at de skulle være de oprindelige ejere af landet, mens landets jødiske indbyggere er “invaderende kolonister” som ikke har rettigheder til landet.
Påstandens hensigt er at undergrave den zionistiske fortælling om det jødiske folks ret til at vende tilbage til deres historiske hjemland. Araberne fremstilles som ofre for europæisk imperialisme og kolonisering. Påstanden går også på at araberne er blevet et berøvet og undertrykt mindretal i deres eget land.
Ifølge Shabiy vender de påstande fuldstændigt op og ned på den historiske sandhed.
Shaiby peger blandt andet på UASs udenrigsminister Mike Pompeos erklæring i 2019 om at israelske bosættelser på Vestbredden er i overensstemmelse med international lov.
Ifølge Shabiy er Trumps fredsplan baseret på samme princip og giver Israel en unik mulighed for at rette det falske indtryk om at bosættelser er ulovlige ved at annektere alle israelske samfund på Vestbredden.
Set fra arabernes synspunkt er zionismen en grov afvigelse fra jødedommen. De mener ikke jøderne er et folk, men blot et religiøst samfund uden nationale rettigheder eller ambitioner og uden ret til egen stat i selv den mindste del af det islamisk-arabisk-palæstinensiske område.
-Påstanden er ikke blot grundløs, den er også historisk og faktuelt forkert, skriver Shabiy.
Arabiske/muslimske indtrængere kom til landet i årtiet efter profeten Muhammeds død. De lagde grundlaget for kolonisering i flere muslimske imperier.
-I de efterfølgende år omtalte de ikke-jødiske og ikke-kristne indbyggere sig selv som ”muslimer”. De var ikke “arabere” og slet ikke “palæstinensere”. Det var først efter Første Verdenskrig ideen om arabisk nationalisme fik vind i sejlene med hjælp fra britisk imperialisme, skriver Shabiy.
Shabiy nævner nogle almindelige palæstinensiske efternavne, som afslører den arabiske kolonialistiske forhistorie: Hijazi, fra Hijaz i den Arabiske Halvø; Bosnika, fra Bosnien; Turk, fra Tyrkiet, Halabi, fra Syrien; Hindi, fra Indien; Yemeni, fra Yemen; Mararwa/Masri, fra Egypten og Mughrabi, fra Maghreb.
I modsætning til palæstinensernes fortælling vidner utallige stednavne i Israel om den jødiske tilstedeværelse gennem tusindvis af år, påpeger Shabiy. Eksempelvis Narbeta-floden i det nordlige Samaria. Samaria er den nordlige halvdel af området og er i dag kendt som Vestbredden.
Narbeta er det arameiske navn på Arubot, den bibelske by hvor en af kong Salomons 12 guvernører boede, hvor tusindvis af jøder blev slagtet af romerne under den første store jødiske opstand (fra 66 til 73) mod det romerske herredømme.
Den jødiske befolkning i området gjorde konstant oprør mod det romersk-byzantinske regime. Som et resultat af den første jødisk-romerske krig faldt den jødiske befolkning dramatisk, men det var Bar Kochba-opstanden fra 132 til 135 og de efterfølgende religiøse- og økonomiske romerske dekret, som udryddede den jødiske befolkning, især i Judæa som ligger syd for Vestbredden.
Romerne pålagde jødiske ejendoms-ejere og bønder at betale meget i skat. Mange af dem som fik problemer forsøgte at flygte – ofte til Syrien.
Ifølge Shabiy var de vise mænd bekymrede for at Israel ville miste sin jødiske karakter og sin jødiske demografi, derfor lovede de jøder et godt liv i den næste verden, hvis de blev boende i landet. Bare det at gå otte meter i landet kunne være nok. Det førte til en blomstring i jødisk bosættelse – især i Galilæa, Samaria og bakkerne syd for Hebron.
Der blev oprettet snesvis af samfund – eksempelvis Tiberias, Baram, Gush Halav, Yota, Eshtemoa, Halhoul. Kfar Kanna, Arraba og Sakhni.
Jødenes liv blev forværredet da de kristne overtog landet efter det romerske imperium. Mange jøder og ikke-jøder konverterede til kristendommen, og den jødiske tilstedeværelse faldt markant. Derfor var der gode grunde til jøderne hjalp de persiske erobrere som kom til landet i år 614.
I 628 sejrede den byzantinske kejser Herakleios over perserne. Til trods for han havde lovet at redde jøderne hvis de lagde deres våben, brød han løftet og dræbte flere tusind jøder.
Mindre end et årti senere erobrede muslimerne landet med hjælp af det jødiske folk. Den jødiske befolkning levede rimeligt godt under muslimsk styre. Det ændrede sig da korsfarerne og mamlukerne erobrede landet.
Skriftlige beskrivelser fra jødiske og kristne pilgrimme beviser at jøder frem til det 18- og 19 århundrede boede i jødiske landsbyer i Galilæa – eksempelvis i Kfar Hanania, Parod, Baram, Alma, Ein Zeitim og Kfa Kanna.
De osmanske tyrkere tvang jøderne til at forlade deres landsbyer ved deportering, diskriminering, forfølgelse og skatteforhøjelser.
Der boede også jøder i Samaria. Ruiner af vinpresser og terrasser som jødiske og samaritanske beboere brugte til at dyrke vin, er spredt over Samarias bjerge. Vinproduktionen stoppede efter den muslimske befolkning overtog. De erstattede vinplantene med oliven- og johannesbrødtræer.
Landet taler også hebraisk, skriver Shabiy. Mange byer og landsbyer har navne med sproglig betydning på hebraisk. Eksempelvis betyder Jaffa Yafeh (smuk) på hebraisk og Haifa betyder Hofa Shel Ihr (byens kyst).
Ifølge Shabiy sagde tidligere militær- og politiske leder Yigal Allon at et folk som ikke kender fortiden, har en mager nutid og en ukendt fremtid. Da det arabiske Knesset-medlem Ahmad Tibi klagede til præsident Reuven Rivlin over at araberne i Israel er landets urfolk, burde præsidenten have givet ham et passende svar. Ifølge Shabiy ville jødiske vismænd havde givet følgende råd; Lær hvordan man svarer en ignorant.
