Henrik Dahl (1960) er uddannet sociolog, Folketingetsmedlem (LA) og har udgivet flere bøger.
Den 15. september blev Dahls kommentarer om dansk udenrigspolitik og FN, publiceret i Jyllands-Posten.
MIFF har skrevet utallige artikler om FN’s anti-israelske politik og dedikeret en temaside til, hvordan FN har udviklet sig at blive en mobbeklub mod Israel.
MIFF bringer Henrik Dahls kommentarer her:
Kan FN ende som en tom institution?
Der er mange svære spørgsmål efter udvidelsen af Briks-samarbejdet.
Siden midten af 1960’erne har dansk udenrigspolitik været båret af fire søjler: Det nordiske samarbejde, der udspringer af vores kultur og historie. Det europæiske samarbejde, der fremmer vækst og velstand. Nato, der garanterer Danmarks og Europas sikkerhed. Og FN, der forankrer Danmark i den internationale retsorden.
Så langt frem i tiden, det giver mening at mene noget, er der ikke udsigt til, at det ændrer sig. Men i forhold til FN er der nogle faresignaler, man skal være opmærksom på.
Et af paradokserne ved FN er, at det ikke har nogen konsekvenser, hvis et land melder sig ind og derpå giver sig til at sjofle og modarbejde FN-pagten.
Kina og Rusland er permanente medlemmer af sikkerhedsrådet. Men ingen af landene overholder FN-pagten. Rusland har invaderet både Moldova, Georgien og Ukraine og ensidigt ændret ved såvel Georgiens som Ukraines grænser. Det er en lodret og indiskutabel overtrædelse af FN-pagten. Kina har ved Den permanente voldgiftsdomstol i Haag – af helt indlysende årsager – fået sin påstand om, at Det Sydkinesiske Hav i sin helhed er kinesisk territorialfarvand, underkendt. Derfor er Kinas optræden i Det Sydkinesiske Hav en grov overtrædelse af FN’s havretskonvention.
De herostratisk berømte OIC-lande overtræder stort set alle sammen FN-pagten hver dag, fordi de ikke respekterer selv de mest elementære menneskerettigheder. Alligevel har de kapret flertallet i FN’s Menneskerettighedsråd – og som bekendt tvunget Danmark til at anerkende sin særlige opfattelse af menneskerettigheder, når det gælder blasfemi. Hvor det ikke blot er mennesker, der nyder beskyttelse, men også religiøse (hvad er i praksis betyder islamiske) dogmer. Og hvor beskyttelsen af religiøse dogmer har forrang for det enkelte menneskes rettigheder.
Alt dette betyder, at FN i realiteten ikke er nogen særlig effektiv garant – om overhovedet nogen – for, at folkeretten bliver overholdt og menneskerettighederne respekteret.
I stedet er FN blandt andet blevet et organ for ensidig kritik af Israel: Alle møder i det absurde og meningsløse Menneskerettighedsråd begynder for eksempel med en fordømmelse af Israel under det berygtede ”punkt 7”.
FN er endvidere blevet et organ til udbredelse af en islamisk verdensopfattelse. Det kom for eksempel til udtryk, da FN i 2022 enstemmigt gik med til at anerkende det bizarre begreb ”islamofobi” (bizart, fordi det ikke er en psykisk lidelse, men legitim politik, at kritisere islam) og oprette en verdensdag for kampen mod ”islamofobi”. Udover at begrebet ”islamofobi” er skadeligt nonsens, er dagen topmålet af hykleri. Fordi den islamiske verden er gennemsyret af antisemitisme og undertrykkelse af kristendommen og andre religioner.
At FN er blevet et våben i hænderne på diktaturstater, har en lang forhistorie.
Allerede i 1955 mødtes en lang række autokratiske regimer og diktaturstater (plus desværre også Japan) i byen Bandung på den indonesiske ø Java.
Her vedtog de – indpakket i datidens afkoloniseringsretorik – at de oprindelige medlemmer af FN ikke skulle blande sig i regimernes indre anliggender. Eller med andre ord: Man bad om de stiftende medlemmers respekt for, at de autokratiske regimer og diktaturstater gerne ville have lov til at være autokratiske og diktatoriske i fred.
Ud af dårlig samvittighed over kolonitiden gik de stiftende medlemmer desværre med på den meget dårlige spøg. Så allerede i midten af 50’erne begynder den mærkelige udvikling, hvor de stiftende medlemmer så nogenlunde overholder FN-pagten. Mens de tilkomne medlemmer – der i hovedsagen klarer sig rigtig dårligt i diverse oversigter over demokratiets tilstand – ikke skal overholde de regler, de selv har skrevet under på, at de vil overholde.
Den til enhver tid siddende regering vil forsvare sig selv med, at det er vigtigt, at vi taler sammen i FN, og at det er vigtigt, at ”svinglandene” ikke helt opgiver deres støtte til demokrati og menneskerettigheder.
Men tillad mig et kættersk spørgsmål: Hvorfor er det egentlig vigtigt, hvad der bliver sagt i en organisation, der er baseret på en fuldkommen og komplet afkobling af tale og handling?
Filosoffer taler om en såkaldt performativ modsigelse. Det vil sige et udsagn, som hviler på præmisser, der ikke er opfyldt. Lærebogseksemplet på en performativ modsigelse er en udtalelse som ”jeg er død” – fordi præmissen for at sige det selvfølgelig er, at man er levende.
Præmissen for enhver tale om principper er selvfølgelig, at man selv efterlever dem (ellers er princippet ikke et princip). Derfor er helt centrale og afgørende dele af, hvad der foregår i FN, en permanent performativ modsigelse. Eller kort sagt: meningsløst.
Men de kroniske performative modsigelser er ikke den eneste grund til, at FN taber sin mening.
De antivestlige lande bliver til stadighed mere selvbevidste. Og sidste nyt er, at de er ved at styrke deres organisering i det såkaldte Briks-samarbejde.
Briks-landene er som bekendt Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. De har senest besluttet at optage Saudi-Arabien, Iran, De Forenede Arabiske Emirater, Egypten, Etiopien og Argentina. Hvis vi lader tvivlen komme Brasilien, Argentina og Indien til gode (og tillader os at undres over, at de vil ses i dette selskab), er Briks således en forening af autokratiske og mere eller mindre mislykkede stater, der står sammen om at være modstandere af den vestlige verden. Og som for Ruslands, Kinas, Pakistans og formentlig snart Irans vedkommende er bevæbnede med atomvåben.
I takt med at denne anti-vestlige parallelorganisation bliver stærkere – og det vil den helt sikkert blive – så kommer FN til at stå tilbage som en tom, institutionel skal, hvor mødeaktiviteten først og fremmest har en symbolsk karakter.
Her er det selvfølgelig o.k. at stille et modspørgsmål: Hvorfor vil Briks-landene styrke sig selv i årene, der kommer?
Det vil de, fordi de i forvejen er i gang med at flytte FN fra en slags ”andelsbevægelsesprincip”, der hedder ”et land – en stemme”, til et ”aktieselskabsprincip”, der ikke som i et aktieselskab hedder, ”størrelsen på kapitalen bestemmer”, men som analogt til et aktieselskab hedder, ”størrelsen på befolkningen bestemmer”.
I det øjeblik, de folkerige lande har bestemt, at det er størrelsen på deres ”aktiekapital” i form af mennesker, der bør have indflydelse på verdens gang, er de allerede halvt ude af FN og på kollisionskurs med endnu et grundprincip i FN (ud over selve pagten). Fordi FN stadig formelt bygger på det princip, man kender fra andelsbevægelsen: En mand/et land er lig med en stemme.
Når de antivestlige lande slår på størrelsen på deres befolkninger (og deres atomvåben), har de allerede implicit sagt ”den stærkes ret”. Og dermed lagt afstand til en regelbaseret, international orden.
Som allerede nævnt øverst i teksten: Jeg siger ikke, at Danmark skal droppe FN.
Imod taler først og fremmest, at en række specialorganisationer under FN rent faktisk fungerer og varetager vigtige opgaver, når det gælder sundhed og social udvikling (i et vist omfang, fordi de også er blevet ”kapret” – men af de skandinaviske lande).
Men jeg siger, at vi skal til at tale om, hvor længe det giver mening at være i en organisation, der for det første er gennemsyret af performative modsigelser og dobbeltmoral. For det andet i væsentligt omfang – hvad hovedorganisationen angår – er blevet kapret af autoritære, antidemokratiske og antivestlige lande. Og for det tredje i stigende grad bliver gjort rangen stridig af ”slyngelklubben” Briks.
FN er på en kurs, hvor organisationen kan ende som en tom skal og som en symbolsk organisation uden nogen egentlig mening. Hvis eller når det sker, skal Danmark alvorligt overveje, om det er noget, vi skal bruge tid, penge og kræfter på.
