Fem sager om terrorhyldest på vej i landsretten

Den 7. oktober 2023 begik Hamas den værste massakre mod jøder siden Holocaust. Her ses tre israelske gidsler blive vist frem på Hamas' propaganda scene i Gaza, 8. februar 2025. (Foto: Flash90)
Fem personer, hvoraf flere blev frifundet i byretten, skal nu for Østre Landsret for deres Facebook-kommentarer om Hamas' massakre mod Israel.

Fem gange i den kommende uge skal Østre Landsret tage stilling til, hvor grænsen går for, hvad man straffrit kan skrive på sociale medier, skriver B.T.

På anklagebænken sidder to mænd og tre kvinder. De har alle kommenteret artikler fra Ekstra Bladet eller Politiken om 7. oktober-massakren mod Israel i 2023.

Anklagemyndigheden mener, at kommentarerne kan være i strid med straffelovens forbud mod offentligt at billige terrorhandlinger.

Fire af de fem blev frifundet i byretten. I den femte sag blev den tiltalte dømt for én kommentar, men frifundet for en anden.

Fælles for sagerne er, at der er tale om korte Facebook-kommentarer.

Flere blev skrevet under Ekstra Bladets livedækning af Hamas’ massakre under overskriften “Israel angrebet med missiler”.

En 44-årig kvinde skrev:

“Ingen ord kan beskrive, hvor smukt det var at stå op til den nyhed”

Derefter fulgte palæstinensiske flag, V-tegn og ordene “Free Palestine”.

Hun blev frifundet.

En 38-årig kvinde skrev:

“fryd”

Hun blev også frifundet.

Retterne i Odense og Roskilde vurderede, at begge kommentarer kunne opfattes som hyldest af massakren. Men det blev ikke bevist, at kvinderne på daværende tidspunkt kendte til massakrens omfang og de mange civile, der var blevet myrdet.

En 21-årig mand blev også frifundet efter at have skrevet “sådan” sammen med en emoji af en stærk arm og et palæstinensisk flag.

Heller ikke her fandt retten det bevist, at han havde til hensigt at billige terrorangrebet.

En 44-årig mand blev også frifundet for en kommentar skrevet kort efter massakren.

Nogle dage senere skrev samme mand under et opslag om pro-palæstinensiske demonstrationer:

“Ja, jeg forstår dem og deltager i demoerne, og jeg støtter dem økonomisk
#freepalestine #07OctoberCelebrationday”

Kommentaren gav 40 dages betinget fængsel.

Den femte sag handler om en kommentar til en artikel hos Politiken i december 2023.

En 30-årig kvinde skrev:

“Der har været krig i 73 år, men først NU slår Hamas for alvor tilbage. Med god grund”

Retten i Odense vurderede, at kommentaren kunne opfattes som hyldest af massakren. Alligevel blev hun frifundet, fordi det ikke blev bevist, at hun havde til hensigt at billige terrorangrebet.

Det til trods for, at hendes kommentar kom flere måneder efter 7. oktober-massakren.

Sagerne om de to kvinder kommer for retten mandag, mens de øvrige tre sager kommer for retten onsdag.

De samme tre landsdommere skal behandle alle fem sager sammen med tre domsmænd.