Når israelerne vælger medlemmer til Knesset, bygger valget på samme grundprincip som et dansk folketingsvalg: Partiernes andel af stemmerne skal i store træk afspejles i deres andel af parlamentets pladser.
Systemet kaldes forholdstalsvalg. Det giver plads til flere partier og betyder, at regeringsmagten ofte afhænger af forhandlinger efter valget. Hverken danskere eller israelere vælger deres regeringschef direkte.
Israel er én valgkreds – Danmark er opdelt i flere
Knesset har 120 medlemmer. Hele Israel udgør én valgkreds, og vælgerne kan stemme på de samme partilister over hele landet.
Folketinget har 179 medlemmer. Her vælges 175 i Danmark, to i Grønland og to på Færøerne. Danmark er opdelt i ti storkredse med mindre opstillingskredse. Vælgernes bopæl afgør derfor, hvilke kandidater de kan stemme på.
Det danske system kombinerer lokal repræsentation med tillægsmandater, som skal sikre, at partiernes samlede mandattal svarer til deres stemmeandel. Israel har ingen tilsvarende geografisk fordeling af mandaterne.
Personligt kryds eller partiliste
I Danmark sætter vælgeren ét kryds ved enten et parti eller en kandidat. En personlig stemme kan få betydning for, hvem der bliver valgt ind for partiet.
I Israel vælger man en seddel med partilistens navn og bogstaver, lægger den i en valgkuvert og afleverer kuverten i stemmeurnen.
Israelerne kan ikke afgive en personlig stemme ved Knesset-valget. Kandidaternes rækkefølge er fastlagt på forhånd. Får en liste ti mandater, bliver de første ti kandidater på listen valgt. En liste kan repræsentere ét parti eller flere partier, der stiller op sammen.
Minoritetspartier i Knesset
Knesset rummer også partier, som især repræsenterer det arabiske mindretal. I det afgående parlament gælder det blandt andet Ra’am og Hadash-Ta’al. Hadash er et jødisk-arabisk parti med både jødiske og arabiske kandidater.
Arabiske vælgere kan ligesom andre israelske vælgere stemme på alle opstillede lister. Minoritetspartierne har ingen reserverede mandater, men skal opnå repræsentation efter samme valgregler som andre partier.
Højere spærregrænse i Israel end i Danmark
I Israel skal en liste have mindst 3,25 procent af de gyldige stemmer for at få mandater i Knesset.
I Danmark er hovedreglen to procent af stemmerne på landsplan. Der findes dog andre veje til repræsentation, blandt andet ved at vinde et kredsmandat.
I begge lande kan stemmer på partier, som ikke opnår repræsentation, ende uden indflydelse på mandatfordelingen.
Forskellige regler for regeringsdannelse
Efter et dansk folketingsvalg kan en regering tiltræde, hvis den ikke har et flertal imod sig. Princippet kaldes negativ parlamentarisme. Regeringen skal ikke godkendes ved en særskilt afstemning i Folketinget.
I Israel udpeger præsidenten efter samtaler med partierne et medlem af Knesset til at forsøge at danne regering. Det er ikke nødvendigvis lederen af det største parti.
Den nye israelske regering skal vinde en tillidsafstemning i Knesset, før den kan tiltræde. Derfor fylder forhandlingerne om samarbejdspartnere meget efter valget.
61 mandater giver flertal i Knesset. En regering kan dog godkendes med færre stemmer, hvis flere stemmer for end imod. Regeringspartierne behøver altså ikke selv at råde over 61 mandater.
Valgdagen er en officiel fridag i Israel
Knesset-valgdagen er en officiel fridag. Offentlig transport og visse offentlige tjenester fungerer fortsat.
Begge systemer giver vælgerne indflydelse på parlamentets sammensætning. Men mens danskere også kan påvirke, hvilke kandidater der bliver valgt, afgør israelerne ved selve valget, hvor mange pladser hver liste får. Hvem der bliver regeringschef, afhænger i begge lande af mulighederne for at samle parlamentarisk støtte.
