»Ondskaben selv«: Israels førende retsmediciner viser hidtil uset materiale fra 7. oktober

Stanken af død er det eneste, der er tilbage af kibbutz Kfar Aza efter 7. oktober-massakren mod Israel i 2023. (Foto: Flash90)
Professor Chen Kugel fortæller, at de retsmedicinske fund viste systematiske drabsmetoder på tværs af angrebsstederne

ADVARSEL: Artiklen indeholder stærke og grafiske beskrivelser af drab, mishandling og lig, som kan virke voldsomme.

Han har arbejdet med døde mennesker i mere end 30 år. Men intet havde forberedt professor Chen Kugel på det, der ventede efter 7. oktober-massakren. Han fortæller om forkullede og lemlæstede lig, kapløbet for at identificere hvert eneste offer og den psykiske belastning, der til sidst førte til, at han fik konstateret PTSD, skriver Yediot Ahronot. 

»Her ser vi liget af en person, der blev brændt,« siger han og standser ved et af fotografierne.

»Vi ved, at han blev brændt levende. Når vi åbner hans luftveje, kan vi se sod indeni. Det betyder, at han indåndede røg, mens han blev brændt.«

Professor Chen Kugel, der er direktør for Israels nationale retsmedicinske institut i Tel Aviv, viser en præsentation med hundredvis af fotografier fra obduktionsstuerne.

Tre år efter 7. oktober-massakren viser han nogle af dem frem – heriblandt billeder, der aldrig tidligere har været offentliggjort. De dokumenterer den voldsomme brutalitet, som Hamas-terroristerne udøvede, i nogle tilfælde i en sådan grad, at næsten alle spor efter de mennesker, de dræbte, blev udslettet.

Synene fik store personlige konsekvenser for Kugel. Flere måneder efter, at hovedparten af arbejdet med at identificere ofrene var afsluttet, søgte han psykologisk behandling og fik konstateret posttraumatisk stresslidelse, PTSD.

»Mens jeg arbejder, kører jeg på autopilot og er fokuseret. Jeg undersøger og fastslår dødsårsagen for at kunne nå frem til en identifikation. Jeg involverer ikke følelser. Men der var tilfælde, som ramte mig personligt, som sagen om en ung kvinde.«

Hun havde deltaget i Nova-musikfestivalen og blev skudt i benene, mens hun løb mod en ambulance i nærheden for at søge ly.

Her blev hun dræbt sammen med 18 andre mennesker, der havde søgt tilflugt i ambulancen, da terrorister affyrede en RPG mod den.

Et halvmåneformet smykke, som hun bar, blev fundet ved begravelsescentret og fejlagtigt knyttet til et andet lig. Først senere blev hendes DNA udvundet fra smykket.

Hendes lig var blevet overført til Shura-militærbasen. Da der ikke var blevet foretaget en CT-scanning dér, antog Kugel og hans medarbejdere, at hendes lig under branden i ambulancen var smeltet sammen med et andet lig, og at de to var blevet begravet sammen.

For at finde hende blev ligene gravet op igen.

Den unge kvinde blev identificeret ved hjælp af DNA fra smykket og kunne derefter blive begravet.

»Det var meget svært for mig,« siger Kugel om det øjeblik, hvor hun blev identificeret.

Omkring 3.000 poser med ligdele

En uge efter begyndelsen på det dødeligste angreb i Israels historie begyndte store mængder lig at ankomme til instituttet.

På det travleste tidspunkt holdt lastbiler i kø, og kølecontainere måtte skaffes akut, fordi der ganske enkelt ikke længere var plads.

Ifølge Kugel spredte lugten fra de mange lig sig til det omkringliggende kvarter i det sydlige Tel Aviv.

»Vi modtog omkring 3.000 poser, hvoraf de fleste indeholdt ligdele og forkullede knogler. Jo flere poser vi åbnede, desto mere fandt vi dele af den samme person fordelt mellem forskellige poser.«

»I sidste ende håndterede vi mere end 900 lig på instituttet fra begivenhederne den 7. oktober og Swords of Iron-krigen.«

»Det omfatter ikke hundredvis af lig af terrorister og personer fra Gaza, som blev fjernet fra hospitaler og begravelsespladser for at undersøge, om nogle af dem kunne være gidsler. Undersøgelserne af de lig kostede os kostbar tid og en enorm arbejdsindsats til ingen nytte.«

Øjeblikket, hvor han brød sammen

Identifikationsarbejdet fortsatte fra morgen til aften, også i weekenderne.

Målet var at fjerne familiernes uvished og gøre det muligt for dem at begrave deres nærmeste i Israel.

Kugels sammenbrud kom en fredag på endnu en hektisk dag på instituttet.

Det nærmede sig aften, og medarbejdere og frivillige havde mere end rigeligt at gøre. Laboratorieledere var kommet for at hjælpe med at indsamle DNA fra ofrenes lig, og nogle havde taget deres laboratorieteknikere med.

Sammen med dem arbejdede antropologer, som hjalp med at fortolke fund fra knoglefragmenter, samt en række andre fagfolk.

I alt var omkring 100 mennesker presset sammen på instituttets begrænsede areal.

Kort før Shabbat begyndte, ankom civile med bakker fyldt med mad til fredagsmiddagen.

»Jeg samlede alle og rejste mig for at sige en velsignelse, men jeg kunne ikke. Jeg brød sammen og begyndte at græde over al den godhed.«

»Efter at have set grusomheden var det, der rørte mig mest, venligheden – den måde, de civile mobiliserede på, og den virkelighed, der viste mig, at der findes gode mennesker, og at ikke alt er forfærdeligt.«

Journalisterne besøgte første gang Israels nationale retsmedicinske institut omkring to uger efter massakren, da dørene blev åbnet for udenlandske og israelske medier.

For øjnene af dem læssede ZAKA-lastbiler den ene sorte pose efter den anden af med ligene af ofrene.

Ligene blev bragt fra det nationale center for indsamling af lig på Shura-militærbasen.

»Lørdag den 7. oktober modtog jeg en melding fra politiet om en hændelse med snesevis af dræbte. Antallet steg til 100, og vi har plads til 140 lig. Derfor blev alle de dræbtes lig – civile, soldater og politibetjente – overført til Shura, som var udstyret med opbevaringscontainere.«

»Vores læger og teknikere tog dertil for at indsamle identifikationsdata, fingeraftryk og DNA med det formål at oprette sager på ofrene så hurtigt som muligt. Materialet blev analyseret i vores laboratorier og skabte en enorm arbejdsbyrde. En uge senere flyttede tyngdepunktet til os,« fortæller Kugel.

»Ondskaben selv«

Efter mere end 30 års erfaring stod Kugel ansigt til ansigt med det, han beskriver som ondskab i sin reneste form.

»Gradvist blev de komplicerede lig sendt til os fra Shura med henblik på identifikation. Der var forkullede lig og lig, som allerede var så nedbrudte, at de ikke længere kunne identificeres ved hjælp af fingeraftryk.«

»Vi arbejdede med tusindvis af lig, ligdele og genstande.«

»Der var også mennesker, hvis ansigter bevidst var blevet lemlæstet, eller hvis jordiske rester var blevet ødelagt og praktisk talt udslettet, eller hvis lig var blevet gnavet i af dyr.«

»Vi så også lig af mennesker, der var blevet mishandlet, før de blev dræbt, og i nogle tilfælde også bagefter.«

»Et sted var mennesker blevet bundet og skudt, blandt andet i kønsdelene. Vi så halshuggede lig, herunder børns hoveder.«

Omkring en måned efter massakren sagde Kugel:

»Vi så ting uden fortilfælde. Ondskaben selv. Man kan ikke kalde det grusomhed, for det ord beskriver ikke situationen tilstrækkeligt.«

Kugel: Drabene var planlagte

Næsten tre år senere har de mange fund ifølge Kugel ført til en række vigtige konklusioner.

»Vi bemærkede, at Nukhba-terroristernes drab var bevidste og planlagte og fulgte en organiseret operationsplan,« siger han med henvisning til Hamas’ eliteenhed.

Som eksempel nævner han en gruppe udenlandske arbejdere, der blev låst inde i et rum i en af kibbutzerne nær Gaza, skudt i benene og efterladt til at forbløde.

»Et sted så vi mennesker, der var bundet og skudt henrettelseslignende. Et andet sted så vi et beskyttelsesrum, der var blevet sat i brand ved hjælp af yderligere brandfremmende midler, så det blev til et krematorium. Andre steder blev der brugt andre metoder. Det betyder, at der var en plan.«

»De brutale drab var planlagte. Det var ikke et spontant udbrud.«

Kugel afviser samtidig forklaringer om, at terroristernes handlinger skyldtes brug af stoffet Captagon.

»Ellers ville de ikke have fulgt planen.«

Ifølge Kugel viser den systematiske måde, Nukhba-enhederne opererede på, hvor forskellige drabsmetoder blev anvendt i forskellige områder, at der lå en organiseret udryddelsesplan bag.

»Man kan se, at de brugte én metode ét sted og en anden metode et andet sted.«

Også lig af terrorister blev bragt ind

I de første uger herskede stor forvirring. Ingen vidste med sikkerhed, hvem der var savnet, hvem der var blevet dræbt, men endnu ikke fundet, og hvem der var blevet bortført til Gaza.

På spørgsmålet om instituttet også ved en fejl modtog lig af terrorister, svarer Kugel:

»Ja. Hundredvis af personer fra Gaza, både civile og terrorister.«

På en CT-scanning af et af ligene kunne man ifølge Kugel se, at personen bar et Hamas-pandebånd, mens der blev identificeret granater og en savtakket kniv på liget.

Samtidig blev otte israelske lig evakueret til Sde Teiman.

Billede efter billede skifter på Kugels computerskærm, og de voldsomme fund fortsætter.

Børn blandt ofrene

På spørgsmålet om instituttet også modtog lig af børn, svarer Kugel:

»Absolut. Også børn, der var blevet skudt og halshugget, som en pige på omkring 12 år, der blev skudt i hovedet og derefter halshugget.«

Under journalisternes tidligere besøg på instituttet blev de vist liget af en pige på omkring fem år, der var blevet ramt af skud over hele kroppen, fra kraniet til fodsålerne.

I kaosset i de første uger efter angrebet og med det enorme antal dræbte tog det tid at identificere ligene.

Udmattede og sørgende familier samledes ved instituttets porte.

»Deres skrig af fortvivlelse nåede helt herind og knuste mit hjerte.«

»Når jeg foretager en obduktion, er jeg som sagt følelsesmæssigt distanceret og kender ingen biografiske detaljer om personen. Men når jeg læser om dem i avisen dagen efter og ser, at de har en familie, at de havde et liv, så ødelægger det mig.«

Også de videoer, Kugel blev præsenteret for, føjede endnu et lag til rædslerne.

Han fortæller om en video med en udenlandsk arbejder, som modsatte sig at blive bortført.

»Terroristerne skød ham og stak ham med en kniv, der gik ind gennem den ene side og ud gennem den anden. Man kan se, at han ikke er israeler, ikke er jøde og ikke har noget med os at gøre, og det fortæller han dem også. Hvad er der galt med dem?«

Kugel henviser desuden til beretningen om en anden udenlandsk arbejder, som ifølge artiklen blev stukket, skudt, brændt og dræbt.

Uden fortilfælde inden for retsmedicin

Ved siden af de enorme menneskelige belastninger opnåede instituttet ifølge Kugel også et bemærkelsesværdigt fagligt resultat.

Han siger, at instituttet med sikkerhed identificerede 100 procent af ligene af de dræbte.

»Det er uden fortilfælde inden for retsmedicin, også sammenlignet med identifikationen af ofrene for angrebet på World Trade Center.«

I New York er de jordiske rester af omkring 60 procent af de 2.753 mennesker, der blev dræbt ved angrebene på World Trade Center, ifølge originalteksten blevet identificeret.

Blandt andet for dette arbejde modtog Kugel i 2024 Israel Prize for Civilian Heroism inden for området gensidigt ansvar.

I komitéens begrundelse blev det fremhævet, at instituttet havde udviklet nye identifikationsmetoder og spillet en central rolle i dokumentationen af grusomhederne over for omverdenen.

Diskussion om dokumentationen

På spørgsmålet om Israel efter hans mening gjorde tilstrækkeligt brug af dokumentationen i sin kommunikation med omverdenen, svarer Kugel, at både Sundhedsministeriet og ministeriet med ansvar for offentlig diplomati åbnede instituttets døre for først udenlandske og senere israelske medier.

»De voldsomme billeder blev vist til verden, men der var også mennesker, som satte spørgsmålstegn ved deres ægthed.«

Han henviser til et fotografi offentliggjort af Ynet, som viste to personer bundet sammen med reb og brændt ihjel.

Ifølge Kugel skrev Al Jazeera, at billedet viste hunde.

»Efter min mening bidrager fotografier til den offentlige diplomati. Der var familier, som modsatte sig offentliggørelsen af detaljer, især blandt gidslernes familier – detaljer, der kunne have kastet lys over den voldsomme grusomhed.«

»Det ville have bidraget til den offentlige diplomati, men det ville ikke have forhindret den antisemitisme, der brød ud rundt omkring i verden.«

Undersøgte Yahya Sinwars lig

I oktober 2024 blev liget af Hamas-lederen og en af hovedarkitekterne bag massakren, Yahya Sinwar, bragt til Israel efter hans død i Gaza.

På spørgsmålet om, hvad han følte, da han undersøgte Sinwars lig, svarer Kugel:

»I dette rum, hvor vi sidder nu, undersøgte jeg hans lig. En læge, der stod uden for rummet, sagde til mig: ‘Ved du, hvem du undersøger? Manden, der ændrede Mellemøstens historie til det værre.’«

Ifølge Kugel viste undersøgelsen, at Sinwar var blevet skudt flere gange, ikke i umiddelbar rækkefølge, og at han døde af en dødelig hovedskade.

»Jeg sagde til mig selv, at han var et af de ondeste mennesker i verden, og jeg var glad for, at han lå på den ene side af bordet, og jeg stod på den anden.«

Fastlagde gidslers død uden at have ligene

Endnu et tungt ansvar blev lagt på Kugels skuldre, da han blev udpeget til en komité, der skulle fastslå dødsfald på afstand.

Komitéen omfattede også dr. Hagar Mizrahi, leder af Sundhedsministeriets medicinske afdeling, og professor Ofer Merin, administrerende direktør for Shaare Zedek Medical Center.

Komitéens medlemmer fastslog enstemmigt og med sikkerhed, uden retsmedicinske beviser og uden at have ligene, at 44 gidsler i Gaza var døde.

Det var ifølge artiklen en usædvanlig og hidtil uset afgørelse.

»Jeg mærkede ansvarets vægt på mine skuldre. At fjerne uvisheden – det er det vigtigste for mig.«

Også undersøgelserne af de gidsler, hvis lig senere blev bragt tilbage, var en stor belastning.

»Vi var ikke længere så overraskede, som vi var den 7. oktober, men man vænner sig aldrig til de syn,« siger Kugel.

For familierne betød hjemkomsten af ligene samtidig, at de nu havde en grav at sørge ved.

»Mine medarbejdere var knuste«

På spørgsmålet om, hvor svært det var at lede det omfattende identifikationsarbejde, svarer Kugel:

»Meget. Mine medarbejdere var knuste, og nogle forlod instituttet på grund af deres eksponering for grusomhederne.«

»Derudover måtte jeg håndtere forældrene til gidsler, der var blevet dræbt. Deres skrig af fortvivlelse knuste mig.«

Kugel om stigende antisemitisme

På spørgsmålet om, hvordan han som en person, der på nært hold så ondskaben og det, han opfatter som intentionen om at udslette Israels indbyggere, forklarer den stigende antisemitisme, svarer Kugel:

»Hele verden ved, hvad der skete, og alligevel sammenligner de det, der skete her, med det, der skete i Gaza, som om det var den samme lidelse. Ingen israelere brændte lig.«

Han fortæller, at han selv mener at have mødt en mindre åbenlys form for antisemitisme få måneder efter 7. oktober.

Sammen med professor Yehuda Shoenfeld, redaktør for det medicinske tidsskrift Harefuah og forfatter til flere medicinske bøger, skrev han en artikel og indsendte den til det videnskabelige tidsskrift The Lancet.

Ifølge Kugel blev artiklen afvist efter blot to dage.

»Det antisemitiske mønster gentog sig, da professor Ofer Merin skrev en artikel om de erfaringer, vi havde gjort os i verdens første komité til at fastslå dødsfald på afstand uden et lig, og artiklen blev afvist.«

»Min konklusion er, at de ikke ønsker at høre os eller høre om os. Indtil jeg kommer til en konference og viser billederne – og deres kæber falder ned.«

»Dette rum så ondskaben selv«

Mens Kugel står i obduktionsrummet, tænker han tilbage på ugerne og månederne efter massakren.

Hans ansigtsudtryk bliver alvorligt.

»Dette rum så ondskaben selv – de forkullede lig, de mennesker, der var bundet og skudt, de afhuggede hoveder, de myrdede børn.«

»Vi så det hele her. Og nogle gange, når vi går ind i dette rum, husker vi også de afdøde gidsler, hvis lig blev bragt tilbage. Det er ikke let.«

Som retsmediciner har Kugel set tusindvis af lig gennem sin lange karriere.

Men massakren den 7. oktober var uden fortilfælde og brændte sig fast i hans bevidsthed.

Til sidst fik han konstateret PTSD.

»Vi så enorme mængder lig og var vidner til en forfærdelig grusomhed. Det er svært at se sorgen og tabet. Der er mennesker, som står alene tilbage, og det er dig, der giver dem den endelige bekræftelse.«

»Skrigene, fortvivlelsen, som jeg kunne høre fra mit kontor eller nedenunder sammen med dem. Og mine medarbejdere – at se dem knuste. Det var ikke let at være leder i de historiske dage. Der var så meget smerte, og det satte sine spor. Det er en tung byrde.«

»Mens det sker, arbejder man på autopilot. Man er meget fokuseret på opgaven.«

»Først bagefter ser man mennesket som helhed – og deres familie.«