Sprængte Hizbollahs hovedkvarter i luften med 1.100 tons sprængstof

Et af Hizbollahs centrale anlæg blev sprængt i luften ved hjælp af 1.100 tons sprængstof. (Foto: IDF)
Hizbollah og Iran havde brugt over 20 år på at opføre et enormt underjordisk anlæg i det sydlige Libanon. Torsdag blev anlægget lagt i ruiner.

Torsdag aften ødelagde Israels forsvarshær (IDF) et omfattende underjordisk tunnel kompleks, der tilhørte den iransk-støttet terrororganisation Hizbollah, skriver Times of Israel.

Anlægget lå under Ali Taher-højdedraget tæt på Nabatieh i det sydlige Libanon.

IDF brugte1.100 tons sprængstof til at ødelægge anlægget. Eksplosionen var så kraftig, at den amerikanske geologiske undersøgelse (USGS) registrerede den som et jordskælv med en styrke på 4,1 på Richter-skalaen.

IDF oplyste i sidste uge, at de havde sikret sig kontrollen over det strategisk vigtige højdedrag efter at have omringet det i flere uger. Snesevis af Hizbollah-terrorister og medlemmer af den iranske Revolutionsgarde blev dræbt eller flygtede, da israelske soldater endelig trængte ind i anlægget.

Opført med hjælp fra det iranske regime

Ifølge IDF fungerede tunnelkomplekset som operativt hovedkvarter for Hizbollahs Badr-division. Anlægget blev opført og finansieret med bistand fra det iranske regime over en periode på mere end 20 år.

De to primære tunnel-grene, der strakte sig over mere end to kilometer, rummede alt fra kommandocentraler, våbendepoter og generatorer til opholdsrum, badefaciliteter og køkkener. Dermed kunne terroristerne opholde sig i anlægget og udføre kampoperationer derfra i længere perioder.

Under gennemsøgningen af ​​anlægget forud for sprængningen beslaglagde israelske soldater store mængder våben, herunder:

  • Iransk-producerede raket- og missilsystemer
  • Droner og panserværnsmissiler
  • Hundredvis af miner og sprængladninger
  • Automatvåben og ammunition

Havde planlagt at invadere det nordlige Israel

I en fælles udtalelse fra premierminister Benjamin Netanyahu og forsvarsminister Israel Katz bekræftes det, at anlægget blev ødelagt efter direkte ordre fra regeringen: 

“Terror-infrastrukturen og hovedkvarteret under højdedraget var tiltænkt som udgangspunkt for en invasion af Galilæa samt til overvågning og angreb mod de israelske grænsebyer Metula og Kiryat Shmona,” udtalte de.

IDF har nu sikret området og forbereder sig på at forhindre terrororganisationen i at etablere sig på ny i sikkerhedszonen langs den israelske grænse.

På trods af våbenhvilen i Libanon fortsætter IDF arbejdet med at ødelægge og afvikle Hizbollahs infrastruktur i en selvudråbt (bufferzone). Sikkerhedszonen strækker sig cirka 10 kilometer ind på libanesisk territorium fra grænsen.

Israel oplyser, at de vil trække sig ud af bufferzonen, så snart Hizbollah er effektivt afvæbnet, og de libanesiske myndigheder – sammen med den libanesiske hær – har vist, at de er i stand til at kontrollere området uden at tillade Hizbollah at omgruppere sig.

Her sprænges Hizbollahs hovedkvarter i det sydlige Libanon i luften: