Jared Kushner, der både er præsident Trumps svigersøn og rådgiver og blandt andet var med til at få forhandlet de historiske Abraham-aftaler på plads mellem Israel, Emiraterne, Bahrain, Sudan, Marokko og nu også Kazahstan, har holdt et sjældent møde med Hamas’ ledelse.
Iransk-støttet Hamas har kontrolleret Gaza med sit håndgreb siden 2007 og begik den værste massakre mod jøder siden Holocaust.
Massakren der førte til krigen mod Hamas
Den 7. oktober 2023, stormede flere tusind terrorister ind i Israel, hvor de gik til angreb mod forsvarsløse babyer, børn, gravide, kvinder, syge, handicappede, ældre og mænd. Terroristerne voldtog, torturerede, myrdede og kidnappede alle på deres vej.
Massakren kostede mindst 1.200 liv, tusindvis såret på krop og sjæl og mindst 250 blev kidnappet til Gaza – blandt de kidnappede var også danske Itzik, der blev tortureret ihjel i Gaza.
Massakren mod Israel er den direkte årsag til, at Israels forsvarshær (IDF) bekriger Hamas i Gaza.
USA vil se Hamas afvæbne
En kilde der er involveret i forhandlingerne, har fortalt Axios, at USA vil se Hamas’ “reelle afvæbning – ikke ord”, skriver JNS.
Meldingen kom efter forhandlinger i Egypten mellem Hamas-ledere og Jared Kushner, der er præsident Trumps rådgiver.
Under mødet sagde terrorgruppen, at de ville lade sig afvæbne i overensstemmelse med Trumps Gaza-køreplan, oplyste kilden.
Kilden tilføjede: – Vi takkede for deres tilsagn, men vi ønsker at se reelle tiltag – ikke ord.
Ifølge kilden varede mødet 90 min og var “meget produktivt”.
Ved mødet deltog Jared Kushner, Nickolay Mladenov, der er højtstående repræsentant for Trumps Board of Peace, Tony Blair – tidligere britisk premierminister samt udvalgets seniorrådgivere Aryeh Lightstone og Liran Tancman.
Hamas-leder Khalil al-Hayya deltog i mødet sammen med Hassan Rashad , der står i spidsen for Egyptens efterretningstjeneste, Ali al-Thawadi, der er qatarsk diplomat samt en unavngiven højtstående tyrkisk embedsmand.
Kushner skal have meddelt al-Hayya, at spørgsmålet om afvæbning ikke var op til debat.
Ifølge kilden, advarede Kushner om, at “kravene er høje”, fordi Israel ikke har tillid til, at Hamas vil nedlægge sine våben.
Hamas-lederen hævdede, at terrorgruppen ville være parat til at afgive magten og undlade at blande sig, så snart den palæstinensiske teknokratiske komité for administration af Gaza (NCAG) begynder sit arbejde, ifølge kilden.
Hvis terrorgruppen påbegynder sin afvæbning, vil Israels “tilsvarende skridt” omfatte at tillade den internationale stabiliseringsstyrke at blive indsat i Gaza, at muliggøre genopbygning i Rafah-området og at drøfte en indledende tilbagetrækning af tropper, oplyste kilden.
Kushner forventes at besøge Israel på mandag og mødes med premierminister Benjamin Netanyahu.
Netanyahu har afvist Board of Peace 15-punkts køreplan for implementeringen af Trumps Gaza-plan; han har indvendinger mod de bestemmelser, der kobler en israelsk tilbagetrækning fra Gaza sammen med en gradvis afvæbning af Hamas og andre terrorgruppers våbenarsenaler i enklaven.
Premierministeren har fastholdt, at Israel ikke vil trække sig ud af Gaza, før Hamas er fuldstændigt afvæbnet, og har krævet “reel afvæbning, ikke fiktiv afvæbning”.
Eskalering i Gaza?
Lørdag eskalerede volden ved Gaza-fronten, efter en IDF-kampvogn kørte over en sprængladning, der var udlagt af Hamas i den sydlige del af Gaza. Ingen kom til skade ved hændelsen, der fandt sted under operationer udført af Givati-infanteribrigaden i området ved “den gule linje”, oplyste IDF.
Ved en anden hændelse samme dag dræbte IDF-soldater to terrorister i Gaza, der havde krydset den gule linje i et forsøg på at sabotere IDF-udstyr, oplyste IDF.
Soldaterne åbnede ild og eliminerede truslen, meddelte IDF, der betegnede hændelsen som en “alvorlig” overtrædelse af våbenhvile betingelserne.
Torsdag rettede IDF et angreb mod – og dræbte – Hudhaifa Khaled Suleiman Qawari, der var kompagnichef i Khan Yunis-brigaden under Hamas’ “militære” gren.







