Hussain Abdul-Hussain er forsker ved Foundation for the Defense of Democracies (FDD) og er aktuel med bogen The Arab Case for Israel, hvor han taler for fuld og øjeblikkelig fred mellem de arabiske stater og den jødiske stat.
Hussain voksede op i Beirut, Bagdad og Baalbek. Han har studeret historie og arkæologi på American University i Beirut og taler flydende engelsk, arabisk og hebraisk. Han startede sin karriere som reporter og blev chefredaktør på The Daily Star i Beirut. I Washington stod han i spidsen for Alhurra Iraq og den kuwaitiske avis Alrai. Derudover har han været gæsteforsker ved Chatham House i London. Hans artikler er blandt andet blevet udgivet i The New York Times, The Washington Post og arabiske medier.
Her er et kort uddrag af hans aktuelle bog The Arab Case for Israel:
Arabisk afvisning af Palæstina
Før staten Israel blev oprettet som en moderne, demokratisk og jødisk stat i 1948, blev den europæiske ide om, hvor grænserne skulle ligge mellem staterne i Mellemøsten, afvist. Det gjaldt ideen om Palæstina. De arabiske lande ville skabe en samlet arabisk/muslimsk nation, skriver Hussain.
Men den arabiske vision blev ikke til virkelighed, fortsætter han.
Forestillingen om Palæstina som en særskilt enhed opstod først i 1964 – drevet af inter-arabiske rivaliseringer frem for en historisk realitet. Siden har palæstinenserne dyrket fortællingen om en tabt stat, der aldrig har eksisteret som en suveræn enhed. Palæstinensernes kollektive stræben efter at “vende tilbage” handler ikke om at generobre et fysisk hjemland, men om en længsel efter en tid før Israels eksistens. Dermed næres en vision, der, hvis den realiseres, risikerer at skabe endnu en ustabil stat, der vil stå med de samme udfordringer, som mange arabiske stater allerede står over for, understreger Hussain.
Fred er vejen frem for Mellemøsten
En mere pragmatisk vej at gå ville være anerkendelse af Israels ret til at eksistere. Israels robuste økonomi, teknologiske innovation og regionale indflydelse gør landet til en værdifuld partner, der ville give de arabiske lande flere muligheder. De arabiske stater, der har underskrevet fredsaftaler med Israel, eksempelvis Abraham-aftalerne, har haft gavn af de økonomiske fordele, der fulgte med.
Fredsaftalerne viser, at samarbejde giver gensidig velstand, fremmer stabilitet og vækst i regionen. De arabiske intellektuelle og ledere, der privat støtter fred med Israel, skal stå frem og kæmpe for den.
Det er på tide at de arabiske lande aktivt arbejder for fuld normalisering med Israel og omfavner en fremtid med sameksistens og fælles fremskridt. Ved at prioritere fred frem for konflikt, vil regionen få stabilitet, økonomisk vækst og respekt, slutter Hussain.
