Alt tyder på, at USA’s præsident gør sig seriøse overvejelser om fornyede kampoperationer, der skal tvinge fremskridt i forhandlingerne, skriver den velinformerede journalist Barak Ravid i Axios.
Amerikanerne har flere muligheder. De kunne blandt andet genoptage bombekampagnen, der begyndte 28. februar, overtage dele af Hormuzstrædet eller iransk-kontrollerede øer (herunder Kharg-øen, der tegner sig for størstedelen af den iranske olieeksport). Amerikanerne overvejer også at gå ind med landstyrker for at overtage Irans lager af beriget uran.
Mange israelske kilder mener, at Trump endnu ikke har besluttet sig for hvilken vej USA vil vælge: – Det lader til, at han ikke ønsker at genoptage en intens krig med Iran, men på den anden side ønsker han heller ikke at trække sig tilbage fra Den Persiske Golf uden en aftale, der ville begrænse det iranske regimes evne til at genoptage sit atomprogram, skriver Amos Harel i Ha’aretz.
Mens Trump er i tænketanken, fortsætter den amerikanske flådeblokade af Iran. Det skaber økonomisk pres på regimet og frygt for, at oliekilder vil være nødsaget til at lukke ned og skabe en endnu større økonomisk skade på længere sigt.
Irans øverste leder Mojtaba Khamenei siger, at det eneste sted, der er egnet for amerikanere i “Den Persiske Golf”, er på “havets bund”. I en erklæring, der blev læst op på iransk stats-tv, siger han, at 90 millioner iranere “vil beskytte” Irans atom- og missil kapaciteter.
Ethvert amerikansk angreb på Iran vil føre til “langvarige og smertefulde angreb” på amerikanske mål i regionen, siger Majid Mousavi, chef for Irans luftvåben.







