Verden bude have dårlig samvittighed
I aftes deltog jeg i en Holocaust-mindehøjtidelighed i Balfour Street i Tel Aviv, og det kunne ikke have været mere symbolsk. Området, der i dag er Israel, var frem til Første Verdenskrig en del af det Osmanniske Rige. Efter Osmannerrigets sammenbrud i 1918 fik Storbritannien mandat over området fra Folkeforbundet i 1922 – det såkaldte Britiske Mandat for Palæstina. Den britiske administration forpligtede sig til at sikre oprettelsen af et “nationalt hjem for det jødiske folk” (Balfour-erklæringen, 1917) og til at beskytte de eksisterende ikke-jødiske befolkningers rettigheder.
Men staten lod vente på sig og mens verden havde travlt med at trække tiden ud, fik Hitler magten i Tyskland og Anden Verdenskrig brød ud. Rigtig mange jøder forsøgte at flygte og bankede forgæves på døren til flere europæiske lande – inkl. Danmark. Desperate forældre forsøgte at redde deres børn, men desværre blev mange jødiske børn myrdet af nazisterne eller døde af sult og sygdom. Hele familier blev udryddet og selv i dag er der færre jøder i verden end før 1939.
Holocaust er det jødiske folks Shoah (katastrofe) og vi kan kun forestille os, hvordan Israel ville have set ud i dag, hvis jøderne havde haft en stat at flygte til før eller under Anden Verdenskrig.
Verden burde have dårlig samvittighed over at 6 millioner jøder blev myrdet under Holocaust, at børn mistede deres forældre, at forældre mistede deres børn, at hele familier blev myrdet og at det jødiske folk aldrig vil komme sig helt over Shoah – det var nogle af de tanker, der fløj igennem mit hoved mens vi stod tæt pakket i en overfyldt sal, hvor der kun var plads til 111 deltagere.
På grund af risikoen for at Iran igen ville angribe Israel med klyngebomber og missiler, måtte arrangørene prioriterer at holde mindearrangementet tæt op af et beskyttelsesrum, der også var egnet til handicappede og ældre. Vi var alt for mange deltagere i salen, og sikkerhedsvagterne var bekymrede for vores sikkerhed. Vi stod alle stille og stemningen var alvorlig. Vi forstod vores forpligtelse til at give de sidste overlevende en stemme og mindes alle dem, hvis stemme blev slukket i dødslejre, ghettoer og dødsmarch.
89-årige Alexander voksede op som katolik
På scenen blev vi budt velkommen af 89-årige Alexander, der fortalte sin hjerteskærende historie om at overleve mod alle odds. Han voksede op i Polen og overlevede kun fordi hans forældre gav ham væk til en katolsk familie. Alexander lærte at hade jøder uden at vide, at han selv tilhørte det folk, som han var blevet opflasket til at hade.
Han kan ikke huske sin mor og savnet sidder dybt i ham. Som ung kom han til Israel og fik både uddannelse og familie, men livet har været svært for ham. Han vil gerne omfavne sin jødiske tro, men har svært ved at finde vejen tilbage til at tro på noget som helst. Nazisterne frarøvede ham ikke kun hans barndom, de tog også hele hans familie fra ham. Det er ikke at traume man kommer sig over. Det er et åbent sår, der går i arv til de næste generationer.
Fra Storbritannien til byen der aldrig sover
I pausen talte jeg med nogle af de andre deltagere, en af dem var Philip. For få måneder siden valgte den ældre mand at pakke sit liv ned i en kuffert og forlod sit elskede Storbritannien. Han fortalte: – Min familie har levet i Storbritannien i generationer, men jeg kan ikke længere genkende mit land. Antisemitismen har altid været dybt rodfæstet, men så kom 7. oktober-massakren i 2023. Siden massakren mod Israel, er det blevet umuligt at leve et jødisk liv i Storbritannien. Holocaust minder os om at det aldrig stopper ved ord og jeg ville ikke vente til det var for sent. Livet i Israel er ikke let. Alt i Mellemøsten er kompliceret, men jeg elsker Israel. Hun er min eneste lille plet på jorden, hvor jeg tør flage med mit flag og tale mit sprog. Tænk hvis vores familier kunne være blevet reddet ved at komme hertil før Holocaust. Det er en svær tanke, og svaret gør ondt. Jeg er her i aften for at vise min taknemmelighed over at Israel tog imod mig og for at huske alle de jøder, der ikke havde en nødhavn at flygte til.
Sirenen der gennemborede min sjæl
Selvom Tel Aviv er en ældre dame, der fylder 117 år, sover hun aldrig. Som by er hun vidunderlig, vanvittig, lidt skør, smuk, larmende og skøn. Hun omfavner alle på tværs af etnicitet, religion, køn og alder og så er hun den mest hundevenlige by i verden.
Men i morges stod hun stille i 2 minutter og jeg stod klar til at filme sirenen på Allenby Street midt i tæt trafik med cykler, el-scootere, busser, biler, mennesker, cafeer, vejarbejde og larm.
Jeg var i gang med at tale til kameraet i et lidt længere MIFF-indslag til sociale medier, men så kom sirenen og noget vendte sig i mig. Jeg så folks ansigtsudtryk i linsen – selv 81 år efter Holocaust er smerten tydelig. For Israel og det jødiske folk er Holocaust meget mere end tørre tal og statistikker. Holocaustofrene var deres familie, venner, naboer – deres menighed og kultur som forsvandt.
Amon Göth var en østrigsk SS-funktionær og krigsforbryder. Han var kommandant for koncentrationslejren Kraków-Płaszów i Płaszów i Polen. Efter Anden Verdenskrig blev han stillet for retten af Polens Øverste Nationale Tribunal i Kraków, hvor han blev fundet skyldig og efterfølgende henrettet.
I Schindler’s List havde Amon Göth en central rolle og jeg har set filmen så mange gange, at jeg kan huske hver eneste lille detalje i den.
I morges, mens jeg stod der på Allenby Street og sirenen gennemborede min sjæl, kom jeg til at tænke på et Amon Göth citat i filmen, hvor han hylder udryddelsen af jøderne i Polen: – I dag er historie. I dag vil blive husket. Om år vil de unge undre sig over denne dag. I dag er historie, og du er en del af den. For seks hundrede år siden, da de andre steder bar skylden for den sorte død, fortalte Kasimir den Store – såkaldt – jøderne, at de kunne komme til Krakow. De kom. De smed deres ejendele ind i byen. De bosatte sig. De tog fodfæste. De havde fremgang inden for forretning, videnskab, uddannelse og kunst. De kom med ingenting. Og de blomstrede. I seks århundreder har der været et jødisk Krakow. I aften vil de seks århundreder blot være et rygte. Det skete aldrig. I dag er historie.
Efter sirenen gik i gang kunne jeg ikke fortsætte med at filme og måtte stå stille med følelserne, tankerne og tårerne. Klik her for at se klippet
Hvis vi ikke kan give 2 minutter af vores tid til at skænke ofrene en tanke, hvor er vi så nået til?
Vi lever i en verden hvor alle har en skærm ved hånden og vi kan finde alle informationer med ét klik.
Alligevel er der mange som ikke ved hvad Holocaust eller antisemitisme er.
Alligevel er der mange som ikke kender Israels eller det jødiske folks historie.
Hvad har vi lært af Holocaust?
Hvordan er vi nået dertil at så mange af os mangler basal historisk viden?
Jeg har kun èt svar – vi må stå sammen, give Israel en stærk stemme og vise vores støtte til det jødiske folk.
Hvis vi ikke siger fra nu, kan det blive for sent.
Ultimo marts gav Max Meyer, der er formand for Dansk Zionistforbund interview til MIFF Danmark. Her fortalte han blandt andet om parallellerne i dag til antisemitismen i 1930’erne og hvorfor alle Israel-venner bør slå ring om jødernes eneste nødhavn.
Under interviewet kom han med en dyster melding om fremtiden for jødisk i Danmark: – Jødisk liv i Danmark kan ikke overleve uden danskernes støtte.
I dag mere end nogensinde – meld dig ind i MIFF.
Mød op til vores åbne og gratis møder:
Den 15 april kl 19.00 i Chabad Huset, Ole Suhrs Gade 10, 1354 Kbh K.
Den 16 april kl 19.00 i Tommerup Forsamlingshus – Kirkebjerg 6, 5690 Tommerup.
Vi byder alle velkommen med god kaffe, et unikt fællesskab og gratis foredrag af Conrad Myrland, daglig leder i MIFF.
