Bliv aktiv ven af ​​Israel nu!

Kom til Nordic Israel Congress 10.-12. maj for at høre meget relevante foredrag. Vær hurtig med tilmelding, begrænset antal pladser. 

Det er faktisk helt sandt, at de fleste palæstinensere afviser en to-statsløsning

Det palæstinensiske flag spejler sig i solbrillerne på en pro-palæstinensisk aktivist i Italien. (Illustrationsfoto: Marco Bernardini, flickr.com)
Det palæstinensiske flag spejler sig i solbrillerne på en pro-palæstinensisk aktivist i Italien. (Illustrationsfoto: Marco Bernardini, flickr.com)
Milliarder af kroner, euro og dollars er investeret i "to-statsløsningen", men et stort flertal af palæstinensere er ganske enkelt ikke interesserede.

I Norge har MIFF givet en udfordring til LO, Palæstinakomiteen, Fagforbundet, Kirkens Nødhjelp i Norge, Norges KFUK-KFUM – og hvem helst, som kæmper for palæstinensernes sag i Norge: Giv os et navn på én palæstinensisk politiker, samfundsleder, journalist, parti etc. som offentligt har udtalt sig om anerkendelse af Israel som et nationalt hjemland for det jødiske folk.

Ikke et eneste navn er de kommet med.

De pro-Israel aktivister, som er med til opstarten af MIFF-Danmark, har i adskillige debatter haft lignende erfaringer med f.eks. Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke, Dansk Palæstinensisk Venskabsforening med flere.

Jeg har flere gange talt med folkehøjskoleelever, politikere og andre, som skal på rundrejse blandt palæstinenserne på Vestbredden. “Vær så venlig”, siger jeg til dem, “hvis du finder en palæstinenser, som støtter en løsning med to stater for to folk som en varig løsning, så giv mig en tilbagemelding.” Jeg hører aldrig noget. Disse norske palæstina-aktivister besøger de påståede moderate palæstinensere, Fatah-folk i Ramallah, kristne palæstinensere i Betlehem osv. De finder tydeligvis ikke nogen, som offentligt vil stå frem og sige, at de anerkender, at Israel skal bestå som en jødisk stat, som den har gjort det siden 1948.

De samme erfaringer har danske støtter af Israel. Næsten hver gang en dansk politiker kommer hjem fra en rejse arrangeret af Folkekirkens Nødhjælp, bliver der skrevet indlæg, som lægger skyld for misèren alene på Israel, og hvis der overhovedet omtales palæstinensisk modstand mod samarbejde og sameksistens bliver det altid fortalt som helt forståeligt, når et undertrykt folk går sådan i baglås.

Der, norske Palæstina-aktivister har svigtet, har MIFF fået hjælp fra et tidligere medlem af Knesset i Israel. I sin egen jagen efter en fredspartner har Einat Wilf kun fundet én palæstinensisk professor, som offentligt støtter to stater for to folk – MIFF skrev om ham i januar 2015 (”Jagten på en fredspartner”). Professor Mohammed S. Dajani Daoudi bliver chikaneret af sine egne – og har siden vist sig at være mere tilbøjelig til at give Israel skylden og nægte at stille krav til palæstinenserne.

Fire hundrede meningsmålinger

Den palæstinensiske modstand mod en to-statsløsning er ikke bare herskende hos den politiske og akademiske elite. Den har stor opbakning på græsrodsniveau.

Daniel Polisar, som er vicepræcident ved Shalem College i Jerusalem, har gransket fire hundrede meningsmålinger, som er udført blandt palæstinenserne i de seneste to årtier. Den 3. april 2017 publiserede han sine fund i tidsskriftet Mosaic (engelsk).

Her er nogle af hovedkonklusionerne og resultaterne vil sikkert overraske dem, som kun følger med i de gængse store medier (som f.eks. NRK og NTB i Norge – eller i Danmark DR medierne og TV2)

I perioden 1994 til 2004 var støtten til en tostatsløsning og støtten til en palæstinensisk stat i hele det historiske Palæstina nogenlunde den samme. Fra 2005, “uafhængig af metodologien er den præcise formulering af spørgsmålet”, har det maksimalistiske alternativ” vundet hver gang, som oftest med stor margin.

Hvis nu palæstinenserne fik deres egen stat på Vestbredden og i Gaza, ville de så være villige til at opgive drømmen om at “befri” hele Palæstina fra “floden til havet”? Et overvældende palæstinensisk flertal siger nej. Et flertal af palæstinenserne har givet udtryk for, at jøderne ikke har nogen ret til en stat på noget område mellem Jordanfloden og Middelhavet. I 2011 benægtede 72 procent, at jøderne har en flere tusinde år historisk tilknytning til Jerusalem.

De fleste palæstinensere ser på konflikten som en “vind-eller-forsvind”-konflikt. Gennemsnittet af 30 målinger viser, at 58 procent af palæstinenserne tror, at Israels mål er, at gøre hele området israelsk og udvise de arabiske indbyggere. Kun 17 procent tror at Israel er interesseret i fuld eller delvis tilbagetrækning fra Vestbredden efter sikkerhedsgarantier, “selvom det har været indstillingen blandt de fleste israelere de seneste årti”, skriver Polisar.

Palæstinenserne tror, at de har tiden på deres side. I en måling fra 2015 sagde kun 23 procent, at de tror, Israel vil eksistere som en jødisk stat om 30 eller 40 år. 22 procent tror det vil blive en en-statsløsning, 20 procent tror Israel vil gå til grunde i interne konflikter og 24 procent tror, at Israel ikke vil eksistere fordi “arabisk eller muslimsk modstang vil ødelægge det.”

Polisars konklusion er tydelig: “Flertallet af palæstinenserne på Vestbredden og Gaza har i mange år afvist den mest generøse pakkeaftale, de sandsynligvis vil blive tilbudt for, at etablere deres egen stat ved siden af Israel. Når de bliver spurgt om at vælge mellem tre alternativer – to stater (for to folk), én-statsløsning med lige rettigheder for palæstinensere og israelere, eller en palæstinensisk stat fra floden til havet – har flertallet respondenterne, de sidste tolv år valgt det maksimale mål, og hovedsageligt med stor margin. I sjældne tilfælde, hvor de er blevet spurgt om, hvad der skal ske, hvis de palæstinensiske ledere indgår en aftale om to stater side om side, har de fleste sagt, at kampen må fortsætte indtil hele det historiske Palæstina er “befriet”.

Efter du har læst denne artikel, spekulerer du sikkert på, hvad de jødiske partier i Knesset tænker om en to-statsløsning. Næsten alle støtter sådan en løsning (norsk – marts 2015).

Artiklen er oprindelig udgivet på norske den 11. oktober 2017. På dansk ved Jane Hoffmann – februar 2018

Du kan læse denne artikel gratis på grund af MIFFs over 13.000 medlemmer i Norge og over 1.000 medlemmer i Danmark. Men vi har brug for støtte fra mange flere nu!

Giv en gave her eller brug MobilePay 49739

Bliv medlem ved at udfylde formularen herunder og trykke på “send”!