Den 16. september fremlagde Pillay-kommissionen sin rapport for FN’s Menneskerettighedsråd. Rapporten er et bestillingsarbejde fra et råd, der har vedtaget flere fordømmende resolutioner mod Israel end mod alle andre lande i verden tilsammen. Størstedelen af rådet består af autoritære stater, der begår massive krænkelser af menneskerettighederne uden at oprette kommissioner.
– Rapporten konkluderer, at Israel er ansvarlig for ikke at have forhindret folkedrab, for at have begået folkedrab og for ikke at have straffet folkedrab. Vi tager rapportens resultater meget alvorligt. Vi vil studere resultaterne og anbefalingerne i rapporten til undersøgelseskommissionen nøje og følge op på dem i vores videre politikformulering, siger udenrigsminister Espen Barth Eide. Norske medier følger op med omfattende dækning, men giver ikke nogen dybdegående kritik af rapporten.
Den danske udenrigsminister har udtalt: – Det er ikke en domstol, og selve definitionen af et folkedrab er en juridisk term. Det har vi domstole til at afgøre. Der kører en sag der.
Ifølge Kristeligt Dagblad, gør FN-kommissions rapport stort indtryk på Løkke Rasmussen, der udtaler: – Det er ikke en domstol, og selve definitionen af et folkedrab er en juridisk term. Det har vi domstole til at afgøre. Der kører en sag der, siger han.
Selv om udenrigsministeren ikke vil gå ind i debatten om det konkrete begreb, erklærer han, at Israel er gået alt for langt i sine krigshandlinger, skriver Kristeligt Dagblad.
Løkke Rasmussen tilføjer: – Det rokker ikke ved, og det har vi sagt længe, at Israel er langt forbi det punkt, hvor det er proportionelt selvforsvar. Israel skal holde inde. At vi skal have en våbenhvile og humanitær bistand uhindret ind i Gaza.
Om dansk anerkendelse af en palæstinensisk stat, siger Løkke Rasmussen: – Det gør det mere presserende at understrege, at vi skal have en tostatsløsning. Det er Israel godt i gang med at underminere med ikke mindst det, vi ser i Vestbredden.
Fejl og mangler i Pillay-kommissionens rapport
Her er opsummering af rapportens fejl, udført af Salo Aizenberg fra UN Watch:
- Manglende beviser for dolus specialis, dvs. en specifikke hensigt om at ødelægge en beskyttet gruppe er den centrale og ekstremt høje standard i enhver folkedrabssag. Alene ud fra det krav, fejler ommissionens påstand om folkedrab. Pillay bruger forvrængede udsagn, selektive citater og antagelser og der mangler utvetydige beviser.
- Hvidvaskning af Hamas som en krigsførende part: Rapporten anerkender aldrig, at IDF er involveret i kamp med en anslået 30.000 mand stor Hamas-styrke i Gaza. Dertil skal lægges tusindvis af krigere fra andre terrorgrupper. En læser ville tro, at den krig, IDF har ført, kun er rettet mod kvinder og børn, hvor Hamas er slettet fra fortællingen. Kommissionen gør intet forsøg på at analysere selve krigen, fordi der i sin alternative version af virkeligheden ikke er nogen.
- Tavshed om Hamas’ militære infrastruktur: Der er ingen omtale af Hamas’ 17-årige militære opbygning i Gaza, herunder dets enorme netværk af tunneler, bygninger med fælder og massiv våbenopbygning. Ved at ignorere virkeligheden fjerner rapporten konfliktens militære kontekst og omformulerer legitime militære mål som beviser på folkedrab.
- Fjernelse af Hamas’ brug af civil infrastruktur: Kommissionen ignorerer Hamas’ åbent anerkendte strategi med menneskelige skjold, herunder brugen af moskeer, skoler, beboelsesejendomme og hospitaler til at skjule tunneler og våben. I stedet fremstilles skader på de pågældende steder konsekvent som Israels bevidste angreb på civile.
- Ingen anerkendelse af gidselkrisen: Rapporten udelader det faktum, at Hamas tog israelske gidsler og fortsætter med at holde dem fanget, sulte og voldtage dem. Udeladelsen er i overensstemmelse med den bredere fjernelse af Hamas som en aktiv aktør i Gaza og dermed fjerner kommissionen en vigtig kontekst fra deres fortælling.
- Afhængighed af dødstals-data leveret af Hamas: Trods Hamas’ lange historie med at overdrive civile dødsfald og dets status som en terrorgruppe udpeget af USA og EU, behandles tallene som fakta, mens IDF-data om dræbte kombattanter ignoreres.
- Civile dødsfald forvrænget som bevis på folkedrab: Rapporten præsenterer civile tab som prima facie bevis på folkedrabshensigt snarere end som tragiske og uundgåelige konsekvenser af bykrig, forværret af Hamas’ menneskelige skjoldstrategi. Rapporten nævner adskillige hændelser, hvor civile blev dræbt, som forsætlige og målrettede handlinger fra Israels side uden beviser.
- Konsekvenserne af krigstid behandles som forbrydelser: Regelmæssige og forventede konsekvenser af krigstid for civile, som eksempelvis psykiske problemer, vanskeligheder med at få adgang til lægehjælp og fordrivelse, præsenteres som bevis på folkedrab snarere end uundgåelige resultater af bykonflikt.
- Ødelæggelse af boligområder fremstilles som udryddelse: Storstilet skade nævnes som bevis på folkedrab. Samtidigt ignorerer man, at militære kampe i boligområder skaber udbredt ødelæggelse, især når militære styrker har søgt dækning i civile områder.
Kommissionen ignorerer også det åbenlyse: Indbyggernes lidelser i Gaza, kunne være undgået, reduceret eller stoppet langt tidligere, hvis Hamas havde frigivet alle gidslerne og opgivet kontrollen over Gaza. Ideen om, at den befolkning, der oplever det påståede folkedrab, har magten til at stoppe det, men nægter at gøre det, er uden fortilfælde i historien om faktiske folkedrab og afslører en bevidst blind plet i rapporten. Udeladelsen afspejler kommissionens bredere tilsløring af Hamas som en aktiv part i konflikten, en gruppe med handlekraft og ansvar, og giver læserne det falske indtryk, at al lidelse i Gaza udelukkende er Israels ansvar.
Rapporten er fuld af faktuelle fejl og påstande fremsat uden troværdige beviser. En fuldstændig oversigt over fejl og deres rettelser ville være længere end selve rapporten. I gennemgangen fremhæves vigtige faktuelle fejl og væsentlige udeladelser, som kommissionen støtter sig til for at understøtte sin folkedrabstese.
