- Artiklen er skrevet af Dan Diker, leder af Jerusalem Center for Foreign Affairs.
«Når folk ser en stærk hest og en svag hest, vil de helt naturligt kunne lide den stærke hest,» sagde Osama bin Laden i et interview i 2001. Med en enkelt sætning ridsede bin Laden flere tusinde års gældende spilleregler op for Mellemøsten. I sit svar refererede han til den arabisk-muslimske historiker- og politiske teoretiker Ibn Khaldoun fra det fjortende århundrede, som hævdede, at historien er en cyklus af vold, hvor stærke heste – på arabisk, «al-faras al-asil» – erstatter de svage heste.
I sin bog fra 2010, The Strong Horse: Power, Politics, and the Clash of Arab Civilizations, argumenterer Mellemøstanalytiker Lee Smith for at voldelig magt er et centralt element i mellemøstlig politik, i mellemøstlige samfund og kultur. Han skriver: «Bin Ladenismen er ikke hentet fra de ekstreme fløje, men repræsenterer den politiske og sociale norm.» Den palæstinensisk-israelske konflikt er blot en distraktion fra de større, endemiske igangværende magtkampe i Mellemøsten arabisk-muslimske flertal.
Som en konsekvens af Hamas’ massakre mod Israel, har Israel været nødsaget til at blive Mellemøstens stærke hest i landets igangværende kamp mod det iranske regime og dets allierede terrorgrupper – de nuværende «svage heste» i egen apokalypse – Hamas, Hizbollah, houthierne og militser i Irak og Syrien.
Det ved den arabiske verden – de så, hvor hurtigt Israels forsvarshær (IDF) kunne ødelægge Hamas og Hizbollahs kommandostruktur, eliminere deres ledere samt hovedparten af deres våben- og ammunitionslagre. De arabiske lande så på, mens Israels luftforsvar (IAF) decimerede Irans luftforsvar, dominerede det iranske luftrum i flere timer og udførte 20 enkeltvise angreb på tværs af den kæmpe Islamiske Republik.
Angrebet rystede det iranske regime. Irans Tebyan Institut for Kultur, ledet af øverste leder Ali Khamenei, indrømmede at være chokeret over, hvordan det lykkedes Israel at angribe IRGC’s interkontinentale ballistiske missil testcenter i den nordøstlige by Shahroud, hundredvis af km fra andre mål i Iran.
Det vil tage det iranske regime flere år at komme sig, hvis overhovedet. Israels igangværende offensive landoperationer i Libanon og Gaza har fremskyndet fjendens tilbagetrækning fra kampzonen. Israels fornyede status som en stærk hest har skabt frygt og ærefrygt i den arabiske verden. Samtidig lider de arabiske magter af kognitiv dissonans.
Medlemmer af Den Arabiske Liga fordømte Israels modangreb mod det iranske regime, hvilket er i modstrid med saudiernes årtier lange fjendtlighed over for deres naboer i det iranske regime, på trods af nylige diplomatiske aftaler og rapporter om sikkerhedssamarbejde.
Den kognitive dissonans understreger et vigtigt princip for forståelsen af den politiske kultur i Mellemøsten: «Se på hvad jeg gør, ikke hvad jeg siger.» Beviserne er overvældende: Diplomater fra landene, der underskrev Abraham-aftalerne med Israel (Bahrain, Marokko og Emiraterne), er blevet i Tel Aviv. Det samme er Jordan og Egyptens ambassadører.
På samme måde er israelske ambassadører blevet i de respektive arabiske lande. Derudover har Jordan, Egypten, Emiraterne og Bahrain åbnet deres luftrum og sågar hjulpet Israel, da det iranske regime i løbet af 2024, angreb Israel med missiler og dræberdroner.
Israels status som en stærk hest er nøglen til at vinde fred og tilbageholdenhed i Mellemøsten, men den er blevet misforstået i Vesten. Biden-administrationen har både opfordret og krævet, at Israel afholdt sig fra at angribe Hamas i Rafah, fra at kontrollere Philadelphia-korridoren og fra at tage nye aktioner mod Hamas i det nordlige Gaza.
Israel har gjort det modsatte og hævdet sin status som en stærk hest mod en blødende og næsten besejret modstander. Israels nylige angreb på Iran, hvilket var USA’s mareridtsscenarie, har ændret den strategiske balance og givet Israel en højere status blandt sine mellemøstlige naboer.
USA’s fejlagtige syn på Israel som en lille udgave af sig selv, har forhindret verdens eneste jødiske stat og Mellemøstens eneste demokratiske stat i at besejre radikale mellemøstlige fjender. Man kan ikke besejre radikal islamisk terror med vestlige principper og metoder til at indgå kompromis, våbenhvile, diplomati eller territoriale kompromisser.
Sådan fungerer Mellemøsten ikke. I Mellemøsten gælder der helt andre spilleregler. I Mellemøsten er kompromis lig med svaghed. I Mellemøsten betyder våbenhvile ikke andet end at kampene sættes på pause mens man får flere syninger og kæmper videre. I Mellemøsten er territorielle kompromisser lig med at man har tabt kampen. Israels status som en stærk hest er en vending efter tidligere fejltrin, der viste sig at være fatale.
Da Israel brugte vestlige regler, eksempelvis ved ensidigt at trække sig ud af Libanon i 2000, inviterede det til fire år med PLO- og Hamas selvmordsbomber, drab og kaos, der kostede flere tusind liv. Efter Israel trak sig ud af Sydlibanon i 2000, sagde Hizbollahs nu afdøde leder Hassan Nasrallah, at Israel var «svagere end et edderkoppespind».
Imens så Arafat og hans Fatah- og PLO-kolleger på Israels tilbagetrækning fra Libanon og hvordan Hizbollah og palæstinensernes «modstand», dvs. terror, er et effektivt våben mod Israel. Israels tilbagetrækning fra Libanon var forspillet til den palæstinensisk «Al Aqsa-intifada», som kostede over 1000 israelske liv og sårede flere tusinde israelere på krop og sjæl.
Israels tilbagetrækning fra Gaza i 2005, førte til fem Hamas-krige, der kulminerede med «Al Aqsa-bølgen» den 7. oktober 2023, hvor flere tusind terrorister stormede ind i Israel og gik til angreb mod børn, kvinder, ældre og mænd. 7. oktober-massakren beviste med syvtommer søm, at USA og Europas krav til Israel om «goodwill-diplomati» og kompromis om landområder stillet over for jihad, var en strategisk katastrofe og eksistentiel trussel mod Israel.
Israel har lært lektien efter at have betalt en uoverskuelig menneskelig pris – i et kaotisk, ustabilt og nådesløst Mellemøsten må man være den stærke hest for at overleve. Israels udviklende selvbevidsthed som etnisk minoritet og oprindelig befolkning i området har internaliseret, hvad Smith skriver: «Den, der straffer fjender og belønner venner, forbyder det onde og styrker det gode, har ret til at herske. Der er endnu ikke et alternativ til den stærke hest.»
Hvad synes du om artiklen?
Skriv din kommentar nedenfor i kommentarfeltet.
