John Spencer er en verdensførende militærekspert, der leder Urban Warfare Studies ved Modern War Institute på West Point, som er USA’s førende militær akademi. Derudover er han meddirektør for MWI’s Urban Warfare Project og vært for «Urban Warfare Project Podcast.». Spencer har aftjent 25 år som infanterisoldat, inkl. to kamprunder i Irak. Han har skrevet bogen «Connected Soldiers: Life, Leadership, and Social Connection in Modern War» og har været med til at skrive bogen «Understanding Urban Warfare».
Den 7. oktober 2023 blev Israel udsat for den værste massakre mod jøder siden Holocaust, efter massakren rejste John Spencer til Israel for at se og dokumenterer, hvad der var sket. Her er hans beretning i Time om, hvad han så og lugtede (der advares om meget stærke beskrivelser):
Fluer vil feste sig med menneskelige rester længe efter, at ligene er blevet fjernet. De svæver som gribbe, fluerne er de sidste vidner til døden, indleder John Spencer.
Jeg vil aldrig vænne mig til at se dem. Eller den tydelige stank af død, der giver associationer til et krematorium eller et slagteri.
Jeg så – og lugtede den brændte smag af død – eftervirkningerne af Bucha, hvor russere slagtede ukrainske civile i udkanten af Kiev. Jeg var vidne til følgerne af massakrer på civile udført af al-Qaeda-styrker i Bagdad.
Intet kunne forberede mig på hvad jeg så i kibbutz Kfar Aza, kibbutzen ligger i Syd-Israel og er en oase af skønhed med palmer, farverige blomster planter og en behagelig brise. Dikotomien af at se skønheden over for blodbadet, stanken og fluerne fra et massakre sted var overvældende for mig.
Selv flere måneder efter 7. oktober-massakren hænger stanken af død i luften, især i massakre ofrenes hjem, der udadtil ser helt almindelige ud. Inde i deres hjem, udspiller der sig en helt anden scene. Her blev beboerne myrdet – mange af dem mens de sov.
Mens jeg slentrede gennem kibbutzen, lagde jeg mærke til markeringer på alle hjem, som er kendt for alle, der har kæmpet i en krigszone. Det var skilte, der meddelte, at det pågældende hus var blevet ryddet.
Men jeg så også en cirkel med en prik i, som et Target-logo. Israels forsvarshær (IDF), fortalte mig at det var tegnet for, at et massakre offer stadig lå myrdet i hjemmet.
Stort set alle vegne, så jeg cirkler med en prik.
Kfar Aza var scenen for en nøje planlagt nedslagtning af et helt samfund. Det var ikke, som jeg havde set på sociale medier, hvor elendige opslag fik det til at se ud som om, civile ved et uheld var blevet fanget i Hamas’ krydsild, mens Hamas-terrorister angreb militærområder.
På den amerikanske hærs elite Ranger School, underviste jeg soldater i at udføre sofistikerede razziaer og trække baghold i baghold med urlignende præcision. Det, jeg så i kibbutz Kfar Aza, var et nøje planlagt og udført angreb mod civile.
De første Hamas-terrorister ankom med paraglider. I starten trængte et par dusin terrorister ind i kibbutzen, hvorefter flere terrorister sluttede sig til dem. Terroristerne rykkede hurtigt frem, så de kunne forsegle kibbutzen. Snigskyttere rykkede også ind så de kunne sørge for at afskære kibbutzens mandlige beboere fra våbenhuset.
Imens trængte en anden gruppe Hamas-terrorister dybere ind i Israel for at etablere bagholdsangreb langs nøgle veje til kibbutz Kfar Aza, hvorfra ekstern militær støtte ville komme.
Nøje planlagt massakre, terroristerne begik en meget metodisk massakre præget af en omhu, der ville gøre enhver kommandant misundelig, skriver Spencer. Terroristerne plantede panser- og antipersonelminer for at etablere et forsvar langs kibbutzen omkreds. Terroristerne havde taget medicinske kits, inkl. morfin med til at behandle sårede terrorister. De havde også taget madpakker med, for det meste dadler og figner.
Terroristerne gik fra hus til hus, efter terroristerne havde isoleret kibbutzen, gik de hus til hus, hvor de meget metodisk myrdede, lemlæstede og kidnappe beboerne. Terroristernes våben var de velkendte våben fra asymmetriske krigszoner: AK-47’er, raketdrevne granater (RPG’er), flere granater, kidnapningssæt bestående af plastik manchetter. Terroristerne havde sågar medbragt specialdesignede brandgranater (til at brænde huse). Mindre kendt for moderne krigszoner var de store slagterknive, som terroristerne efterlod efter de havde slagtet kibbutzens indbyggere.
Mange af terroristerne var angiveligt stærkt påvirkede af stoffer (kaptagonen). Det er et amfetaminlignende stof som forårsager hallucinations lignende symptomer. Alle Hamas’ dødspatruljer havde en guidebog med sig, inkl. instruktioner om at fjerne dækkene fra israelernes køretøjer, at antænde dækkene og smide dem ind i massakre ofrenes hjem, så de kunne myrde og brænde ofrene på samme tid. Hvilket hjem de skulle brænde først, blev ikke overvejet. Ondskabens tilfældighed er en del af dens sygdom, understreger Spencer.
LEGO klodser indsmurt i blod, mens jeg gik gennem kibbutzen, så jeg scene efter scene af den onde sygdom – børneværelser gennemhullet af skud, LEGO klodser indsmurt i blod. Hele familier blev slagtet og deres kroppe var blevet brændt sammen. Det mest forfærdelige syn var indbyggernes sikrede rum som skulle beskytte dem mod raketangreb fra Gaza.
Hvert eneste hjem i kibbutzen har, hvad der i virkeligheden ligner et beskyttelsesrum. I mange hjem var de sikrede rum blevet omdannet til vuggestuer og børneværelser. De havde vinduer og tynde døre, som ikke kunne låses. Da alarmerne i kibbutzen blev aktiveret, løb mange indbyggere ned i de underjordiske bunkere, hvor de troede, at de ville være i sikkerhed. Kibbutzens sikrede rum blev omdannet til nogle af de mest forfærdelige scener, man kan forestille sig.
Jeg hørte historier om forældre, der holdt fast i dørhåndtaget, mens kuglerne fløj forbi dem. En terrorist dukkede pludselig op ved vinduet – som en scene taget fra en dårlig gyserfilm. En skudgennemhullet far eller mor holdt fast i dørhåndtaget til sidste åndedrag, mens terroristen rykkede døren op.
Terroristerne gennemhullede de sikrede rum med kugler eller smed en granat ind, røg fra brændende dæk fyldte rummet. Alt liv blev hurtigt udryddet.
Massakren fortsatte i flere timer. Med tiden sluttede flere civile fra Gaza sig også til terroristerne. De civile plyndrede massakre ofrenes hjem mens de trådte over myrdede kvinder, børn og ældre. Flere overlevende massakre ofre blev kidnappet til Gaza.
I det sidste kibbutz hjem jeg trådte ind i, var et ungt kærestepar blevet myrdet. De havde planlagt at blive gift. I stedet for et bryllup, endte de deres dage med at blive føde for fluerne. Om det unge par hang en stærk stank af blod og død. Loftet i parrets hjem var fyldt med huller fra terroristernes granater.
Lad ikke verden glemme, hvad der er sket her, da jeg forlod huset, henvendte forældrene til den unge mand som var blevet myrdet i huset sammen med sin kæreste sig til mig. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle tackle det. Hvad siger du som forælder til en forælder, der har mistet en del af sig selv på den måde? Jeg frøs op. Jeg sagde til det stakkels forældrepar, at jeg var ked af deres tab, mens jeg så ind i faderen og morens øjne, hvor jeg så smerten som vil følge dem resten af livet. Jeg lagde hånden over mit hjerte og prøvede at udtrykke min medfølelse. Herefter gik jeg væk.
Et øjeblik senere, mens jeg talte med min IDF-eskorte, kom den unge mands far hen til mig og sagde: – Jeg beder dig, lad ikke folk glemme, hvad der er sket her.
Det var, hvad min generation, der gennemlevede 11. september angrebet mod USA og kæmpede i krigene i Irak og Afghanistan, ofte hørte. Siden er det gået af mode. I dag stopper de fleste af os knap nok op eller bruger et par minutter på at reflektere over 11. september-angrebet. Vi er kommet videre.
Når noget som det her forfærder en hel nation, giver det første chok plads til vrede, men efter noget tid indtræder en slags apati.
Jeg vil aldrig glemme, hvad jeg så i kibbutz Kfar Aza – stanken og de svævende fluer. Jeg håber heller ikke at andre vil glemme hvad der er sket her.
