Yoav Limor er israelsk veteranjournalist og forsvarsanalytiker.
Her er hans analyse af, hvad Israel kan forvente under sin landoperation i Libanon:
I går havde Israels Sikkerhedskabinet ét centralt punkt på dagsordenen – en israelsk landoperation i Libanon, skriver Yoav Limor i Israel Hayom.
Efter Israels seneste operative succes, ønsker Israels forsvarshær (IDF) at drage fordel af Hizbollahs svækkelse og uddybe sin fremgang langs grænsen. IDF og Israel har som mål, at eliminere Hizbollahs operationelle infrastruktur, inkl. deres terror tunneler som de både vil bruge til at infiltrationer og angribe israelske byer og civile og til at skjule våben og terrorister. At fjerne Hizbollah-truslerne er afgørende for at mindske truslen mod israelske byer og sikre, at de internt fordrevne israelske indbyggere trygt kan vende hjem igen.
I går rapporterede The Wall Street Journal, at IDF i løbet af de seneste måneder har gennemført flere specialoperationer, der skulle bane vejen for en landoperation, inkl. aktioner nede i Hizbollah-tunneler på den libanesiske side. IDF er især bekymret over Hizbollahs panserværns trussel, som terrororganisationen har forberedt sig på siden Anden Libanonkrig i 2006, efter at terrororganisationen har oplagret en stor mængde raketter og missiler.
IDF’s tre muligheder:
1. En begrænset operation tæt på grænsen for at ødelægge vigtig Hizbollah-infrastruktur. En målrettet operation ville være begrænset både i omfang og tid til nogle uger
2. Rykke op til Litani-floden for at ramme Hizbollah-infrastruktur beliggende længere fra grænsen
3. IDF vil fortsætte nord for Litani-floden for at skade Hizbollahs kapaciteter og deres terrorister yderligere
Hvilken mulighed IDF vælger, vil efter alt at dømme afhænge af tre faktorer. I hvor høj grad Hizbollah allerede er skadet, truslen mod de israelske styrker, inkl. risikoen for kidnapning af IDF-soldater og land operationens varighed.
Alt tyder på, at Israel vil vælge den første mulighed og begrænse sin landoperation til en kortvarig operation ved grænseområdet. Vælger IDF den mulighed, vil det internationale pres mod Israel blive minimalt. Samtidigt vil Israels præstation blive opretholdt, det samme vil Hizbollahs nederlag.
Det psykologiske aspekt, psykologien spiller en central rolle, når den slags beslutninger træffes, og her har de seneste to ugers begivenheder været afgørende. Det gælder både Israels operationelle succes med at eliminere Hizbollah-leder Hassan Nasrallah, det meste af terrororganisationens militære ledelse samt den omfattende skade som IDF har påført Hizbollahs missil-, våben- og infrastruktur. Den psykologiske effekt på begge sider kan ikke undervurderes, skriver Limor.
Hizbollah er hårdt ramt og er i dag en demoraliseret terrororganisation. Hizbollah står både over for kommando- og kontrolproblemer, der gør det svært for dem at udføre selv dele af deres operationelle planer. Overlevende seniorledere er fokuseret på at holde sig i live, og kæmper for at kunne kommunikere deres ordrer effektivt til Hizbollah-terroristerne på jorden. Af samme grund er antallet af raketangreb fra Libanon allerede blevet reduceret.
En langvarig IDF-landoperation i Libanon og flere tab på israelsk side, vil kunne ændre dynamikken. Derfor vil Israel sandsynligvis vælge begrænsede sejre over ambitiøse mål, som nogle israelske ministre ellers har efterlyst, inkl. en fuldstændig eliminering af Hizbollah, hvilket ikke er målet med operationen. Ikke desto mindre vil Israel sandsynligvis forsøge at bevare friheden til at handle – også efter land operationen er slut. Dvs. at Israel vil kunne angribe Hizbollahs forsøg på at smugle våben ind i Libanon eller genetablere sig tæt på grænsen.
Israels imponerende militære succes mod Hizbollah kan også bane vejen for afgørende ændringer i Libanon og måske endda i Syrien. Ændringerne ville kræve involvering af ledende sunni-muslimske lande, især Saudi-Arabien og Emiraterne. Men også fra USA, Frankrig og Storbritannien, samt Libanons ikke-shiitiske befolkning. Ændringerne ville desuden kræve en vis grad af koordinering med Rusland, der har udvist overraskende manglende interesse, når det gælder de seneste hændelser ved Israels nordlige grænse. Det til trods for, at flere af Ruslands allierede er blevet påvirket.
Succeserne forventes også at genoplive debatten om, hvorvidt Israel bør gribe muligheden og angribe Iran? Flere højtstående israelske embedsmænd har for nylig udtalt sig om Iran. Det gjorde premierminister Benjamin Netanyahu under sin FN-tale, hvor han advarede Iran om ikke at angribe Israel igen, efterfulgt af en direkte appel til det iranske folk. IDF-chef Herzi Halevi har udtalt, at enhver, der kan nå Yemen, under henvisning til IDF’s angreb af Hodeidah havn i Yemen, efter yemenitiske angreb mod Israel, også kan nå andre lignende mål i regionen.
På den ene side taler flere faktorer for at et angreb mod Iran kunne ske nu. For det første er Iran desorienteret og har mistet flere vigtige aktiver i regionen – især Hizbollah, der skulle have været deres primære forsvar mod et israelsk angreb på deres atomanlæg. For det andet er Irans evne til direkte at gengælde Israel begrænset, hvilket blev tydeligt, da Iran tidligere på året angreb Israel. Israel kan afværge de fleste angreb fra Iran med sine forsvarssystemer og regionale allierede.
Derudover er Irans forsvar utilstrækkeligt sammenlignet med Israel og Iran nærmer Iran sig nuklear kapacitet (evt. en test eksplosion), det vil stille verden over for et fait accompli. Og Israels operationelle frihed vil afhænge af det kommende valg i USA.
På den anden side taler flere faktorer imod et snarligt angreb. For det første er der bekymring over israelsk overmod og fristelsen til at tage for mange fronter på én gang, især mens der endnu sidder israelske gidsler fanget i Gaza.
For det andet ville Israel ikke kunne handle alene, og Biden-administrationen har ikke indikeret, at den vil give Israel grønt lys eller tilbyde direkte støtte. For det tredje vil et angreb sandsynligvis udløse en langvarig konflikt. For det fjerde er det stadig uklart, hvor meget skade Israel kan påføre Irans atomprogram.
Det sidste punkt er måske det mest kritiske. Israel ødelagde Iraks atomanlæg i 1981 og Syriens i 2007 med et enkelt angreb. Derfor besluttede Iran at sprede sit atomprogram, hvilket vil gøre det svært at gennemføre et vellykket angreb. For at et angreb skal være umagen værd, vil det være nødvendigt at forsinke Irans nukleare fremskridt betydeligt flere år frem. Kan det ikke opnås, kan Israel blive nødt til at forfølge andre strategier – en kombination af afskrækkelse, diplomati og måske også et tiltrængt amerikansk pres – for at stoppe Iran i at skaffe sig atombomben, slutter Yoav Limor.
