Bent Blüdnikow er journalist og forfatter, her er hans kronik i Berlingske Tidende (kronikken er låst for læsning, men du kan tilgå den fulde tekst her).
MIFF bringer kronikken i sin fulde tekst nedenfor:
Den palæstinensiske befolkning har ledere, der lige siden 1920erne har afvist enhver politisk forhandling og løsning på den ulykkelige mellemøstkonflikt, skriver Bent Blüdnikow
Ved FNs delingsplan i 1948 blev både jøder og palæstinensere tilbudt en statsdannelse, men palæstinenserne sagde nej og sammen med arabiske hære angreb de den nye jødiske stat.
Ved præsident Bill Clintons forhandlinger i Camp David i 2000-2001 tilbød Israels premierminister, Ehud Barak, og Bill Clinton palæstinensernes leder, Yasser Arafat, en stat, men blev afvist.
Også siden har de fået tilbuddet og afvist.
Det har i det hele taget været kendetegnende for de palæstinensiske ledere at føre en afvisningspolitik.
Strategien har været, at de palæstinensiske organisationer, herunder palæstinensiske grupper som PFLP og Hamas, ikke ønsker et politisk forlig, men en total sejr.
Denne politik har indtil aftalen i 2020, de såkaldte Abraham Accords, haft støtte af alle arabiske regeringer. Derfor har palæstinenserne med et vist held ført kampen mod Israel internationalt.
Palæstinenserne er blevet brugt
I FN-regi og i andre internationale fora er Israel således udsat for fordømmelser af, hvad man kalder automatiske flertal, idet en lang række lande automatisk stemmer for disse resolutioner. Således har 65 procent af fordømmende resolutioner i FNs Menneskerettighedsråd været vendt mod Israel, hvorimod muslimske lande sjældent fordømmes.
Ikke sjældent har Danmark samt en række EU-lande stemt ja til disse fordømmelser, fordi det sikrer dem politisk goodwill.
Store dele af internationale organisationer er politisk inficeret og er en del af den politiske kamp om Mellemøsten. Det gælder således også Den Internationale Domstol i Haag (ICJ), hvor Israel også udsættes for en behandling, som er hårdere, end hvad noget andet land udsættes for.
Man skal selvfølgelig ikke ignorere, at Israel begår fejl og handlinger, der er overtrædelser af international ret. Således er der blandt bosættere på Vestbredden og langt inde i den israelske regering holdninger, som skal og bør fordømmes som stridende imod internationale konventioner og almindelig moral.
Men samlet set er der ingen sammenhæng mellem den demokratiske nation Israels adfærd og den helt urimelige behandling landet får internationalt. Palæstinensernes ulykkelige situation skyldes hovedsagelig deres egne lederes afvisningspolitik og ikke Israels handlinger.
Det er en af skæbnens hårde vilkår for palæstinenserne, at de kynisk er blevet brugt i kampen mod Israel. Der flygtede cirka 750.000 jøder fra de arabiske lande efter 1948, men de blev alle integreret i de lande, som de flygtede til.
Palæstinenserne, der flygtede i stort set samme antal, burde ligeledes være blevet integreret i de lande, som de boede i, men disse ulykkelige mennesker er blevet fastholdt som flygtninge og mishandlet og misbrugt som del af den palæstinensiske og internationale kamp mod Israel af organisationer som PFLP, Hizbollah og Hamas.
International støtte
Ulykken vil, at de palæstinensiske lederes internationale kamp mod Israel kun kan lykkes, fordi andre lande, såsom Kina, Rusland og Iran støtter den, og fordi den venstreorienterede opinion i Vesten langt hen ad vejen også støtter denne afvisningspolitik.
Man køber sig ind på offerhistorien om de stakkels palæstinensere og glemmer alt om de fredstilbud, som de har fået om egen statsdannelse.
Man glemmer alt om de 750.000 jødiske flygtninge fra de arabiske lande. Og man glemmer og fortrænger den terrorisme, som jøderne udsættes for og den undertrykkelse, som palæstinenserne selv er ofre for, fra disse fundamentalistiske organisationer.
Avisen Politiken er et sørgeligt eksempel på, hvordan palæstinensernes afvisningsfront styrkes og støttes af vestlige bevægelser og medier.
I 2020 var der et reelt gennembrud i mellemøstforhandlingerne. Den amerikanske regering under Donald Trump fik forhandlet aftalen om de såkaldte Abraham Accords på plads.
Der var tale om normaliseringsaftaler mellem Israel og en række muslimske lande og i horisonten lå en mulig normalisering med Saudi-Arabien, som ville forvandle hele Mellemøsten og isolere terrorismens bagmænd i Iran.
Palæstinenserne var indbudt til de efterfølgende forhandlinger. Det var en oplagt mulighed for at bryde afvisningspolitikken.
Men ifølge dagbladet Politikens chefredaktør, Christian Jensen var aftalen en »skændsel«. Han fordømte på lederplads aftalen med ordene: »Israel-aftalen er en skændsel, som viser, hvor farlig Donald Trump stadig er.
Christian Jensens argument var, at aftalen ikke sikrede palæstinenserne deres egen stat, men han var ganske uden erkendelse af, at palæstinensernes afvisningspolitik aldrig har bragt dem i nærheden af deres egen stat på trods af gentagne tilbud.
Det blev en del af Politikens linje blindt at overtage palæstinensernes holdninger og argumentation. Således formidlede Politiken i både nyhedsartikler og ledere, at Israel var en »apartheidstat« som for eksempel 2. marts 2021. Der har i kølvandet på Gaza-krigen været et voksende jøde- og Israelhad. Det har vist sig internationalt, hvor der har været modvilje for FN-organisationer og kvindeorganisationer at fordømme, at jødiske kvinder blev voldtaget og myrdet 7. oktober 2023.
Hadet til Israel, zionismen og i sidste ende jøder har været så velorganiseret, at selv denne åbenlyse dæmoniske ondskab, som blev filmet 7. oktober af Hamas-terroristerne selv, ikke umiddelbart kunne fordømmes.
Kampagnen mod Israel og zionismen fik voldsomme konsekvenser i gaderne i Europa, hvor der råbtes »Free Palestine« og »From the River to the Sea« af muslimer og folk fra venstrefløjen. På amerikanske universiteter blev jødiske studerende udsat for chikane og trusler, hvilket har rystet det amerikanske samfund og både præsident Joe Biden og Republikanerne har skarpt taget afstand fra denne antisemitisme.
Men for Politikens lederskribent var disse demonstrationer på universiteterne blot »en debat, der gør alle klogere«, og antisemitismen nævnt blot som en sidebemærkning.
Politiken bragte i juni 2024 en kommentar af 18 skribenter, som beskyldte den jødiske menighed for at være inficeret af zionisme og overrabbiner, Jair Melchior, for at have fået sin rabbineruddannelse på Vestbredden, som i deres øjne gjorde ham til en del af Israels bosætterpolitik.
Den jødiske menighed har soldater ved sine institutioner for at forhindre terrorisme og chikane. Med det voksende jødehad er denne fare tiltaget, men Politiken mente åbenbart, at det alligevel var af offentlig interesse at bringe et indlæg, der fordømte Det Jødiske Samfund som inficeret af zionisme, og som satte en skydeskive på Jair Melchior ved at gøre ham til en slags bosætter.
Argumentationen var ganske lig den, som man i de venstreradikale kredse i 1970erne og 1980erne rettede mod den jødiske menighed, hvor Venstresocialisternes folketingsmedlem og forkvinde for partiets udenrigspolitiske udvalg, Anne Grete Holmsgaard, mente, at alle jødiske organisationer, selv bridgeklubben, var en del af den amerikanske imperialisme, som skulle bekæmpes.
Partiet indgik en samarbejdsaftale med terrororganisationen PFLP i 1982. Faktisk med de samme PFLP-folk, som kørte Blekingegadebanden. Venstresocialisterne blev senere en del af Enhedslisten.
Politisk udskridning. Der er fundet en politisk udskridning sted i Vesten.
Mange medier har ligesom Politiken, Guardian og The New York Times under indtryk af woke-bevægelsen og den identitetspolitiske ideologi foretaget samme udskridning.
Man har overtaget palæstinensernes offerfortælling og hadet til Israel og zionisterne.
Og islamisterne og den radikale venstrefløj synes ikke længere at skelne skarpt mellem zionister og jøder.
Vi har heldigvis set, at den slags udskridninger har fået modstand, som da LGBT-bevægelsen ensidigt valgte palæstinensernes side og ignorerede jødiske ofre, da de indbød til Prideparaden.
En række erhvervsfirmaer og politikere sagde ved den lejlighed fra og undlod at deltage i Priden. Det er vanskeligere at få folk til at tage kritisk afstand fra venstrefløjens unuancerede opbakning til palæstinensernes afvisningsfront.
Medierne i Danmark er en lille klub, hvor de fleste kender hinanden, søger job hos hinanden og hvor kritik er sjælden.
Men man kunne ønske sig, at journalister så kritisk på blandt andre Politikens heppen på palæstinensernes afvisningsfront. For den skader både palæstinenserne og jøderne. Og den bringer ikke palæstinenserne tættere på deres egen stat.
Ulykken vil, at de palæstinensiske lederes internationale kamp mod Israel kun kan lykkes, fordi andre lande, såsom Kina, Rusland og Iran støtter den, og fordi den venstreorienterede opinion i Vesten langt hen ad vejen også støtter denne afvisningspolitik.
