Ifølge palæstinensiske medier, har Israels forsvarshær (IDF) trukket sig tilbage fra byen Jenin i Judæa og Samaria (Vestbredden), der er èn ud af flere byer, der siden Oslo-aftalerne (primo 1990’erne), har været under de palæstinensiske myndigheders (PA) kontrol. Israel har igennem flere år bedt PA om at sørge for ro og orden i deres selvstyreområder, som de jf. Oslo-aftalerne, er forpligtet til. Men PA har ikke sørget for at overholde aftalerne og ladet terrorgrupper slå rødder i flere byer, hvilket truer Israels sikkerhed. Derfor har IDF igennem flere år, været nødsaget til at gennemføre anti-terroroperationer i PA-byer for at stoppe terrortruslen.
Nu har IDF gennemført deres største anti-terroroperation i Jenin siden 2002. Anti-terroroperationen begyndte ultimo august med fokus på byerne Tulkarem, Tuba og Jenin, hvor terrortruslen mod Israel er størst.
Blot for at nævne ét eksempel – for nylig rendte en terrorist rundt i Tel Aviv med en rygsæk fyldt med sprængstoffer. Mens terroristen ledte efter et menneskefyldt sted, hvor han kunne tage flest mulige liv med sig i døden, detonerede bomben for tidligt, og mange liv blev reddet. Terroristen kom fra Judæa og Samaria (Vestbredden). Terrorgruppen Hamas, der har kontrolleret Gaza siden 2007 og Gaza’s næststørste terrorgruppe, Palæstinensisk Islamisk Jihad (PIJ), påtog sig ansvaret for det mislykkede selvmordsangreb. Hamas der også var arkitekten bag 7. oktober-massakren mod Israel (den værste massakre mod jøder siden Holocaust), har lovet at angribe igen med flere terrorangreb i israelske byer.
Få dage efter det mislykkede terrorangreb, gik IDF’s store anti-terroroperation i gang. Israels udenrigsminister, Israel Katz, meddelte, at IDF ville bekæmpe de iransk-støttede terrorgrupper, der slår rødder i området.
Over 30 terrorister blev dræbt under den omfattende anti-terroroperation, inkl. en Hamas-leder i Jenin, der også var norsk statsborger. Derudover er flere terrorister også blevet anholdt og IDF fandt store mængder våben og eksplosiver. En israelsk soldat blev dræbt og flere blev såret.
Siden 7. oktober-massakren mod Israel, er volden og terrortruslen fra Judæa og Samaria eksploderet.
Siden massakren har Israel anholdt over 5000 eftersøgte terrorister, inkl. mere end 200 Hamas-terrorister i Judæa og Samaria.
Ifølge PA’s sundhedsmyndigheder er over 670 palæstinensere blevet dræbt siden 7. oktober-massakren mod Israel. IDF har meldt at hovedparten af de dræbte var bevæbnede terrorister, der enten blev skudt i skudvekslinger med IDF eller deltog i voldelige optøjer.
29 israelere har betalt med livet i terrorangreb og 6 israelske soldater er blevet dræbt.
Her er mere info om IDF’s anti-terror operation i Jenin: