Menachem Margolin er formand for European Jewish Association, som repræsenterer flere hundrede jødiske samfund i Europa.
Her er hans kommentar i Jerusalem Post på eksplosiv antisemitisme i Europa, inkl. Danmark siden 7. oktober-massakren mod Israel:
Vi kender alle ordene Aldrig igen. Alle politikere siger Aldrig igen når vi mindes Holocaust.
Næste år vil vi markere 80. årsdagen for befrielsen af Auschwitz.
Hvad betyder Aldrig igen egentlig? Betyder det Aldrig igen koncentrationslejre? Aldrig igen massemord? Med jødernes smertefulde historie i Europa, må vi håbe, at det er hvad der menes.
Hvad med om Aldrig igen betød, at man ikke Aldrig igen ville skabe betingelserne som førte til Holocaust? Betyder Aldrig igen mon også det? Det var såden de jødiske samfund i Europa forstod det. Men det, der er sket i kølvandet på 7. oktober-massakren mod Israel viser at vi tog gruelig fejl.
Eksplosiv antisemitisme siden 7. oktober-massakren mod Israel, i Storbritannien, Spanien og Frankrig er antisemitismen steget med mere end 1000 %! I Tyskland lever jøderne med en grad af antisemitisme ikke set siden Nazityskland i 1939.
Antisemitismen i Europa var allerede et stort problem før massakren, men under overfladen ulmede noget som var meget værre. Før masssakren så vi hadet komme op til overfladen, men vi håbede på det bedste. Siden er et enormt had mod jøder eskploderet og de jødiske samfund står nu over for daglige antisemitiske hændelser.
I Holland måtte de aflyse Holocaust-mindedagen på universiteterne efter kraftig modstand mod at mindes myrdede jøder og manglende evne til at kunne sikre sikkerheden omkring mindedagen. I Amsterdam var der højlydte protester mod åbningen af et Holocaust-museum.
Rabbinere bliver slået på gaden og udsat for verbale overgreb, i Europas hovedstæder – især dem med mange muslimske indbyggere, demonstreres der med nazistiske billeder, referencer til jøder, billeder som sammenligner Gaza med Auschwitz, råb om folkemord mod jøder, etnisk udrensning af jøder med slogans som Fra floden til havet (from the river to the sea) og plakater som beskylder jøder for at være terrorister og barnemordere.
Dødstrusler mod rabbinere er blevet hverdag, jøder udsættes for nedværdigende bemærkninger på gaden og jødiske børn udsættes for nedværdigende behandling.
Europæiske jøder som har tjent i Israels forsvarshær (IDF) er blevet udsat for smædekampganer, hvor advarselsbreve om at en “barnemorder er din nabo” er blevet sendt rundt i deres lokalsamfund. Fly der ankommer fra Israel bliver sporet og passagerene bliver budt “velkommen” af demonstranter.
I vuggestue iført skudsikker vest, præsident for det jødiske samfund i Porto, er tvunget til at bære skudsikker vest når han afleverer sit lille barn i vuggestuen. De vigtigste jødiske organisationer i Belgien har skrevet til landets premierminister og bedt ham om ikke at glemme dem. I kommunen i Bruxelles, hvor NATO’s hovedkvarter ligger, blev det palæstinensiske flag hejst over rådhuset.
Da Israel stirrede ned i afgrunden, så Europas jøder afgrunden stirre tilbage på dem, blot fordi de er jøder!
I det mindste kan Israel kæmpe tilbage. Hvad kan vi gøre? Vi er tvunget til at lægge vores liv i regeringens hænder. Er det mon den rigtige beslutning? Lad os se nærmere på hvad historien har vist os; I 2021 da Coronakrisen fik antisemitismen til at eksplodere, offentliggjorde EU en detaljeret strategi til bekæmpelse af antisemitisme. Strategien blev overdraget til alle EU-lande, som skulle vedtage de nødvendige foranstaltninger og udvikle nationale planer for at komme antisemitismen til livs. Mange EU-lande gjorde som de blev bedt om, mange tilsluttede sig også IHRA’s definition af antisemitisme og klappede sig selv på skulderen.
Som bekendt skal en strategi bestå testen i den virkelige verden for at se om den virker. Med den eksplosive antisemitisme vi ser i EU – hvilken karakter ville du give EU-landenes strategier, planer og IHRA-tilslutning? Sagt med præsident for det hollandske jødiske samfunds ord: – De er ikke det papir værd, de er skrevet på.
Virkeligheden er at politiet ikke slår ned på antisemitiske protester, politiet udviser usikkerhed og er ikke i stand til at stoppe offentlige manifestationer af had og åbenlys antisemitisme.
Blot for at nævne nogle eksempler; et hagekors er tilladt, fordi det afhænger af konteksten, ytringer som Fra floden til havet er tilladt i flere hovedstæder, fordi ytringen ikke er eksplicit nok til at tælle som en hadefuld ytring. Man må spørge om de ville foretrække, hvis der blev råbt Brænd, jøde, brænd?.
Vores domstole er heller ikke gearede til at retsforfølge de antizionister og antisemitter, som gør vores kollektive jødiske liv her i Europa til et helvede. Jødehaderne ved at de stort set kan gøre som de vil, får de problemer kan de flytte eller erstatte jøder med zionister og gøre europæiske jøder til deres syndebukke. I Europa er det blevet alment accepteret at lufte sit jødehad uden omsvøb.
Aldrig igen? Hvis europæiske regeringer ikke er villige til at omsætte ord til handling, er deres ord intet værd og en fornærmelse mod Europas jøder, slutter Margolin.
