Som MIFF kunne fortælle i dag, tog Pelle Dragsted (EL) klar afstand fra terrorgruppen Hamas, da han blev spurgt, om han så det som et problem at dele af partiets bagland, har svært ved at tage afstand fra terrorgruppen. Diskussionen blev rejst i forbindelse med den seneste partilederdebat i Folketinget, hvor 7. oktober-massakren mod Israel blev diskuteret. Den 7. oktober stormede flere tusind terrorister ind over grænsen fra Gaza og gik til angreb mod forsvarsløse babyer, børn, kvinder, ældre, syge, handicappede og mænd som de myrdede, voldtog og tog som gidsler til Gaza
Under debatten tog Inger Støjberg, der er medlem af Folketinget, formand for Danmarksdemokraterne (DD) og fhv. minister også ordet fra talerstolen.
Her er hvad hun sagde om 7. oktober-massakren, dæmonisering af Israel og antisemitismen, der er eksploderet globalt, inkl. Danmark:
(Det talte ord gælder)
Jeg var i Israel for 14 dage siden.
Jeg talte med efterladte familiemedlemmer til nogle af dem, der blev slået ihjel af Hamas terroristerne den 7. oktober.
Jeg talte med familiemedlemmer, som hvert minut desperat higer efter bare det mindste livstegn fra deres kære, som sidder fanget som gidsler. Sent i aftes fik jeg besked om, at et af gidslerne er død.
Jeg stod i kibbutzen, Kfar Aza, hvor 72 blev slået ihjel og 18 kidnappet den rædselsfulde morgen.
Tiden i Kfar Aza er gået i stå. Vasketøjet hænger stadig på tørrestativerne, opvasken står på køkkenbordet. Skoletasken står i gangen. Men menneskene. De er døde.
***
Jeg kan ikke få samtalerne, og de skrækkelige ting, som jeg så ud af hovedet. Jeg vil heller ikke.
Det skylder vi de døde.
Det skylder vi de efterladte og det skylder vi de kvinder, der blev voldtaget og mishandlet.
Det skylder vi de danske jøder, som er vores venner, kollegaer og som vi bor som nabo til.
En morgen, hvor fuldstændig ubegribelige barbariske – ja dyriske – overgreb skete. Bryster blev skåret af kvinder og blev leget med af terroristerne, som var det håndbolde. Børn blev tortureret foran deres forældre, og forældre foran deres børn.
***
I øjeblikket er vi vidne til en stigende antisemitisme i Danmark, som vi skal tage meget alvorligt.
Gaderne herhjemme og i andre europæiske byer er fyldte med meget voldsomme pro-palæstinensiske demonstrationer, hvor de råber: ” Palæstina er besat! Det skal løses med jihad. ” Demonstrationer, hvor historieskrivning først begynder efter den 7. oktober.
Væk fra hukommelsen er de 1.200 jøder, der brutalt og bestialsk blev myrdet den 7. oktober om morgenen.
Væk fra hukommelsen er de voldtagne og mishandlede kvinder.
Væk fra hukommelsen er overgrebene på børnene.
Væk fra virkeligheden er det traume, som blev påført en uskyldig jødisk befolkning.
I stedet er tusindvis af hævede pegefingre blevet vendt mod offeret. Verdensfjerne belæringer af et land, Israel, og et folk, der er blevet angrebet af ondskaben selv.
Man kan ikke forhandle med ondskab. Der er ikke noget kompromis med en terrororganisation, der ønsker at udslette Israel. Der er kun død eller overlevelse. Derfor har Israel ikke blot ret til, men også pligt til selvforsvar.
***
Det er 400 år siden, at de første jøder kom til Danmark. Jøderne i Danmark har fra første færd taget den danske levevis til sig samtidig med, at de stilfærdigt dyrker deres tro.
Aldrig stiller de særkrav, aldrig presser de på for, at vi andre skal indrette os efter dem. De har stilfærdigt tilpasset sig.
Men virkeligheden i dag er, at danske jøder lever i frygt i det land, som de er en fuldstændig ligeværdig og integreret del af. Mens utilpassede muslimer, som aldrig har taget vores frihedsidealer og vores levevis til sig, truer dem.
Det kan vi ikke stiltiende se på.
Historien skræmmer, og vi lovede dengang hinanden, at det aldrig måtte ske igen.
Men i dag sker det igen. Lige foran øjnene af os alle sammen.
