Udenrigsministre fra Tyskland, Tjekkiet og Slovakiet besøgte torsdag Israel for at vise sympati med landet. De fik med egne øjne set flere af stederne som var blevet hårdt ramt af raketangrebene. Det de så gjorde stort indtryk.
– Jeg er målløs efter at have set ødelæggelserne og terroren som Israel er blevet udsat for, sagde den tjekkiske udenrigsminister Jakub Kulhanek, da han besøgte en ødelagt boligblok i Petah Tikva, skriver Times of Israel.
Han sagde videre at Israel har fuld ret til at beskytte sine indbyggere.
– I denne svære tid er det vigtigere end nogensinde at vise at Israel har venner i verden. Vi er her for at vise vores stærke og varige venskab med Israel, understregede den tjekkiske udenrigsminister.
Den slovenske udenrigsminister Ivan Korcok sagde landet står bag Israel.
– Vi er ægte venner og vi er kommet her for at vise styrken i venskabet mellem vores to lande, sagde Korcok da han blev vist rundt i en ødelagt bygning.
Efter 11 dage med mere end 4300 raketangreb fra Gaza står flere udbombede bygninger, biler og gader tilbage i Israel. 12 personer i Israel blev dræbt, over 335 blev såret, flere af dem kritisk. Derudover er tallene for de psykiske konsekvenser og antallet af israelere som får PTSD og angst af de gentagende raketangreb uoverskuelige. Læs om våbenhvilen HER.
Hver eneste Hamas-raket er en krigsforbrydelse. Hamas som har holdt Gazas indbyggere fanget i et brutalt terrorregime siden terrorgruppen tog kontrol over enklaven ved et blodigt kup i 2007, gør sig skyldig i krigsforbrydelser mod både Israels civilbefolkning og civilbefolkningen i Gaza som Hamas bruger som menneskelige skjolde når de angriber Israel fra boligområder i Gaza. 30% af Hamas’ raketter eksploderer i Gaza og dræber civile.
Tysklands udenrigsminister Heiko Maas siger han ønskede at besøge Israel for at vise solidaritet. Han understregede landets ret til at forsvare sig mod det han omtalte som et massivt og uacceptabelt angreb.
– Israel har ret til at forsvare sig selv, sagde Maas torsdag.
Efter der natten til fredag blev indgået våbenhvile mellem Israel og terrorgruppen Hamas siger Maas at der må arbejdes med landsigtede løsninger.
– Nu må vi arbejde med årsagerne, genopbygge tillid og finde en løsning på konflikten, siger den tyske udenrigsminister fredag.
Israels udenrigsminister Gabi Ashkenazi, som fulgte sine europæiske kollegaer rundt under omvisningen, takkede dem alle for støtten.