Yaffa Agadi vil aldrig glemme den dag i maj sidste år da palæstinensiske terrorister i Gaza affyrede snesevis af Qassam-raketter mod Syd-Israel. Sirenen “Farven rød” lød igen og igen nær hendes hjem i Ashkelon og alle løb ind i beskyttelsesrum. Yaffas mand Moshe gik ud for at ryge en hurtig cigaret under det, han troede var en pause mellem raketangrebene. Mens han stod udenfor landede en raket meget tæt på ham, raketdele ramte ham og han blev dræbt på stedet, skriver Jerusalem Post.
-Jeg har ikke noget liv og jeg kan ikke sove – jeg så min mand dø foran mig. Jeg forsøgte at redde ham men han var død, fortæller Yaffa som har svært ved at holde tårerne tilbage.
Yaffa har deltaget ved en indsamlingsaften for organisationen Operation Embrace. Organisationen hjælper israelere og deres familier som er blevet dræbt og såret ved terrorangreb. Organisationen betaler for psykologisk rådgivning, vejledning, hesteterapi og to årlige weekender med hotelophold for familierne.
Yaffas 13-årige datter – den yngste af fire har lidt af depression siden hendes far døde. Datteren havde ikke deltaget i en begravelse før hendes far blev dræbt. Hver gang hun hører lyden af noget som kunne minde om et raketangreb eller sågar ved lyden af en bil som bremser hårdt op, begynder hun at græde og råbe ”en raket, en raket.” Det er klassiske symptomer på PTSD, siger Michal Feldstein som er socialmedarbejder hos Operation Embrace.
Ifølge Yaffa fik hun efter raketangrebet besøg af regeringsrepræsentanter. De lovede at hjælpe hende på enhver måde, men intet er sket siden da.
-Det føles som om alle har glemt mig, siger Yaffa og tilføjer at Feldstein er den eneste som har støttet hende og hendes familie.
Feldstein fortæller at en stor del af børnene som bor i nærheden af Gaza har levet med raketangreb i mange år – mange er født ind i situationen. Børnene viser tydelige symptomer på PTSD. Mange af dem lider af søvnproblemer, er i konstant beredskab af frygt for det næste raketangreb, har mareridt, tisser i sengen, har udbrud af vrede, kan ikke koncentrerer sig i skolen eller have et normalt socialt liv.
Ifølge Feldstein kan de fysiske traumer hele. Men, hvis de følelsesmæssige traumer ikke behandles forårsager de permanente skader. Feldstein bor selv i Kibbutz Mefalsim som ligger få kilometer fra Gaza og hun forstår hvad hendes klienter går igennem.
Operation Embrace blev startet af Rabbi Joel og Aviva Tessler i 2001 i Potomac, Maryland hvor Joel har været rabbiner i mange år. Aviva organiserede for nylig en indsamling for at skaffe penge til organisationen. USAs ambassadør i Israel David Friedman dukkede uventet op under indsamlingsaften.
-Målet med indsamlingen var at skabe større opmærksomheden omkring alle de mennesker som har udholdt så mange lidelser og traumer igennem rigtig mange år og alligevel klæber sig til livet, siger hun.
-En af symptomerne ved PTSD er angsten ved at skulle forlade sit hjem og ikke have tillid til noget mere. Håbet er at vi kan fortsætte med at øge bevidstheden i Israel, tilføjer hun.
Det årlige budget er 350.000 dollars og i løbet af 18 år har de rejst 3,5 mio. dollars. Ifølge Feldstein har de hjulpet omkring 10.000 mennesker. En af dem var en ung pige som blev alvorligt såret ved et raketangreb og tilbragte flere uger i koma. Hun kom sig, men havde fået permanent høretab. Israels National Insurance Institute (NII) tilbød høreapparater, men pigen ønskede at blive advokat og havde derfor brug for meget dyre høreapparater som kunne filtrere al baggrundstøj under eksempelvis forelæsninger. Operation Embrace sørgede for høreapparatet – i dag er den unge kvinde advokat.
En anden organisation som hjælper de yngste i Syd-Israel, er Connections and Links: From Trauma to Resilience. Organisationen sigter mod at uddanne lærere i en kombination af bevægelsesterapi, somatisk oplevelse og tankekropsterapi. Medstifter Judith Spanglet forklare, at det er en fokuseret måde at behandle traumer og opbygge modstandsdygtighed.
-Somatisk oplevelse er en kombination af terapier, der bruger neuropsykologi til at arbejde med forskellige dele af hjernen, siger Spanglet.
-Eksempelvis reagerer en del af vores hjerne på trusler – den del af hjernen går automatisk ind i en kamp- og flugt tilstand. Samtidigt bliver den del af vores hjerne som styrer følelser undertrykt, forklarer Spanglet.
Ifølge Spanglet kan de fleste mennesker vende tilbage til et normalt liv efter gentagne stressende begivenheder som raketangreb. Men omkring en tredjedel har brug for terapi, noget som mange israelere er bange for at indrømme at de har brug for.
Spanglet tilføjer at mange af de terapeuter som kommer hjem til familierne under krig og angreb, selv bor i de berørte områder og derfor er meget bekymrede for deres egne familier samtidigt med de skal prøve at hjælpe andre.
Organisationen har udgivet børnebogen Treasures of the Winning Couple med Hr. krop og Fr. bevidsthed som hjælper børnene med at øge deres modstandsdygtighed.
De har også produceret en nødpakke med en række kort og udstyr. På den ene side af hvert kort er der et billede som får en del af hjernen til at slappe af. På den anden side af kortene er en foreslået aktivitet som kan laves med det vedlagte udstyr. Det kan eksempelvis være en gummibold eller et tørklæde kombineret med aktiviteter der fremmer afslapning. Sættet er beregnet til at hjælpe lærere og forældre, hvis børn udsættes for hyppige raketangreb.
Israelere som bor tættest på Gaza har kun 15 sekunder til at bringe sig selv og deres familie i sikkerhed under raketangreb. At skulle gøre det gentagne gange øger stressniveauet hos næsten alle der bor der.
-Børnene lære at når de er uden for deres komfortzone, så er der værktøjer de kan bruge for at vende tilbage. Det gælder både ved raketangreb eller eksempelvis når et andet barn tager deres bold. Børn lærer at forstå deres eget nervesystem og hjælpe sig selv, afslutter Spanglet.
Læs MIFFs artikler om konsekvenserne for den israelske befolkning i Syd-Israel som lider under næsten daglige raketangreb fra terrorgrupper i Gaza her.