Professor Eli Wachsman ved Weizmann-instituttet mener Israel har mistet kontrollen over Corona. Den tidligere Corona-rådgiver for den israelske regering henviser til de mange nye smittetilfælde i løbet af de seneste uger.
Wachsman, som ledede et hold af rådgivere i starten af pandemien, mener regeringen og sundhedsmyndighederne må iværksætte øjeblikkelige tiltag for at forhindre en ny nedlukning af landet i løbet af de kommende uger.
I et interview til avisen Yedioth Ahronot foreslår den anerkendte professor to tiltag som regeringen kan iværksætte for at undgå en ny nedlukning.
– Først må vi minimere smittefrekvensen ved at iværksætte et landsdækkende tiltag for at sikre social distance offentlige steder. Det kan gennemføres ved at forbyde sociale sammenkomster med mere end syv personer, siger han.
Det er et tiltag han mener må gennemføres så hurtigt som overhovedet mulig.
– Det andet tiltag er at overføre myndigheden med at føre tilsyn med pandemien fra de operative organer i Sundhedsministeriet og det offentlige sundhedsvæsen til en akutenhed, som oprettes af ministeriet, tilføjer han.
Professoren frygter Israel vil være på vej mod en ny nedlukning af hele landet i løbet af tre til fire uger, hvis ikke myndighederne tager affære i tide.
– Hvis vi gennemfører de to tiltag nu, vil vi eliminere faren for en ny nedlukning, som vil gå hårdt udover landets økonomi, forklarer Wachsman. Læs MIFFs artikler her om emnet.
Israel så længe ud til at have pandemien under god kontrol, men antallet af smittede er øget i takt med at landet igen har lettet på restriktionerne. I begyndelsen af juni var der kun i underkanten af 2000 aktive smittetilfælde i Israel. Ved udgangen af juni er der over 6500 smittede i landet. Wachsman mener der er to grunde til at Israel har mistet kontrollen over udbruddet.
– For det første kom lettelserne af restriktionerne for tidlig. For det andet havde vi ikke en mekanisme til at forhindre lokale udbrud ved at standse smittekilden, fortæller han.
Han henviser til at premierminister Benjamin Netanyahu vil have at alle som har været i kontakt med en smittet person skal identificeres i løbet af 48 timer. Det kan myndighederne langt fra klare på nuværende tidspunkt. Ved halvdelen af smittetilfældene kan myndighederne ikke spore smittekilden.
– Det viser at vi er ineffektive i at stoppe spredningen, mener professoren.
Fredag blev der påvist 668 nye Corona-tilfælde, det højeste antal siden starten af april, men tallet sank betragtelig både lørdag og søndag.
I skrivende stund er 319 personer døde af Corona i Israel. 212 personer er så syge at de får sygehus-behandling. Tilstanden er alvorlig hos 46 af dem.