Seks af Israels førende NGO’er som distribuerer mad til fattige israelere har bedt Knesset om økonomisk hjælp, så de kan fortsætte med at hjælpe de udsatte grupper. NGO’erne advarer om at kampen mod Corona både vil gøre det svært for dem at få de nødvendige ressourcer og øge behovet for hjælp til samfundets svageste, skriver Times of Israel.
Leket Israel, Pitchon Lev, Latet, Rabbis for Human Rights, Shatil og Mazon Israel har i en fælles erklæring udtalt at de bør få samme økonomiske hjælp som Knesset vil yde til små og mellemstore virksomheder i bestræbelserne på at afbøde den økonomiske katastrofe som lurer rundt om hjørnet.
-Vi opfordrer Knesset til at anerkende den vigtige opgave vi som hjælpeorganisationer udfører, vores distribution af fødevarer er en kritisk nødvendighed for økonomien. Hvis hjælpeorganisationerne kollapser kan de nødlidende ende i reel fare for at dø af sult. Knesset skal derfor samles om at sikre organisationers fortsatte drift, skriver NGO’erne i deres fælles erklæring til Knesset.
Ifølge Times of Israel viste Israels National Insurance Institute rapport i 2019 at 1,8 mio. israelere lever i fattigdom – heraf er halvdelen børn.
Disse mennesker “står nu over for en eksistentiel trussel på grund af denne krise”, og “den mad, der distribueres af NGO’erne, er kritisk for deres fødevaresikkerhed.”, udtaler NGO’erne i deres fælles erklæring.
Organisationerne advarer om at forventede massefyringer i takt med virksomhederne lukker ned for aktiviteter vil øge behovet for mad til de fattige som hidtil ikke kunne få deres økonomi at hænge sammen.
-Den stigende efterspørgsel sammen med den økonomiske usikkerhed i Israel og i hele verden vil også påvirke cirka 15% af de forventede donationer til hjælpeorganisationer, skriver NGO’erne i deres fælles erklæring.
Gidi Kroch, administrerende direktør for Leket som indsamler doneret overskudsmad fra hotelbranchen og distribuerer den til de nødlidende, udtalte til Times of Israel, at organisationerne har været i kontakt med velfærdsministeriet som har forståelse for deres vanskeligheder.
Kroch håber hjælpeorganisationerne kan få 25-30 mio. shekel i økonomisk støtte.
Nu er ca. 200 hoteller lukket grundet Corona og turistindustrien er i alvorlig krise – derfor kan Leket ikke levere de daglige 9.000 måltider som hidtil blev distribueret til de fattige, forklarer Kroch. Nu planlægger de at betale hotellerne for at producere maden til dem.
-Folk er afhængige af den daglige mad vi giver dem. På nuværende tidspunkt har vi ikke anden mulighed end at købe maden til de nødlidende, udtaler Kroch.
Restriktionerne for at begrænse smitten forventes i første omgang at vare frem til efter pesach i næste måned og muligvis endnu længere. Det vil få vidtrækkende konsekvenser for NGO’erne og deres arbejde til gavn for de fattige i det israelske samfund.
Køb af måltider til de nødelidende vil koste Leket ca. 6 mio. shekel, udtaler Kroch. Leket har kun ressourcer til købe mad til distribution i to uger. Derfor vil Leket bede om hjælp fra donorer i ind-og udland.
Ifølge Kroch arbejdes der også på andre løsninger. Knessets program for levering af mad til skoler er midlertidigt stoppet mens kampen mod Corona udkæmpes. Leket håber at maden i stedet kan blive distribueret til de nødlidende. De håber også på at kunne indsamle mad fra leverandører som hidtil leverede mad til de nu lukkede hoteller.
Corona-udbruddet i Israel falder også sammen med pesach, hvilket lægger yderligere pres på fødevareindustrien som er i færd med at omlægge deres madproduktion til produktion af usyret mad, en proces som normalt tager virksomhederne en til to dage hvor der stoppes for madproduktion.
Tirsdag indførte sundhedsministeriet delvis nedlukning af landet. Befolkningen må kun forlade deres hjem for at gå på arbejde eller indkøb.
Mandag indførte premierminister Benjamin Netanyahu en række nye initiativer for at komme Corona til livs. I den forbindelse er størstedelen af medarbejdere i den offentlige og den private sektor sendt på orlov.
Finansminister Moshe Kahlon udtalte at det er blevet besluttet at 5 mia. shekel skal bruges til at hjælpe dem som er blevet ramt som følge af de økonomiske konsekvenser som Corona krisen har medført.
Kahlon udtalte at medarbejdere sendt på orlov vil få lempelse i betingelserne for at kunne modtage arbejdsløshedsunderstøttelse. Kravet om at have arbejdet i minimum 12 måneder for at kunne få hjælp sættes ned til 6 måneder.
Ejere af små virksomheder vil få udsættelse i betaling af ejendomsskat, vand, forsikring og el, hvis de ikke er i stand til at overholde betalingsfristen. Derudover vil de modtage at tilskud på op til 6.000 shekel.
I skrivende stund er 427 israelere bekræftet smittet med Corona.
Israel har forbudt forsamlinger på mere end 10 mennesker, lukket skoler, beordret alle israelere som har været i udlandet i 14-dages hjemmekarantæne, lukket indkøbscentre, restauranter, caféer og delvist stoppet for offentlig transport for at stoppe Corona spredning.
Læs MIFFs artikler om Corona her.